lørdag den 3. maj 2014

Limfjordens Litteratur Samvirke

I eftermiddag skal jeg til Farsø - Johannes V. Jensens Museum - og deltage og sige ting, og læse op. Af Åkjær. Ja, Jeppe Åkjær, som boede på skrænterne af Sallinglandet, ligesom jeg gør det, bare 80 år senere. Kroppen og Åkjær.
Der er prisuddeling - Johs. V. Jensens Nobelkonkurrence - der er kaffe og kage, og repræsentantskabsmøde, med regnskab og årsberetning og alt muligt.
Lige nu forholder jeg mig kun til det, at jeg har lovet at gentage min optræden ved Kbh. Læser på Københavns Hovedbibliotek, og jeg véd, jeg i marts overskred min tidsramme, og det kommer jeg nok også til i dag... Selvom jeg har reduceret. Selvom jeg har luget ud. Og kun fortæller det halve. På den hele tid. Eller var det omvendt. Det hele på den halve tid...
Vredens Børn, Pigen fra Limfjorden (Åkjær) og Bondeanger (mjø) ligger klar til afgang.

onsdag den 30. april 2014

Rørende velduftende tryksværte!

 
Den har sin helt egen duft, sådan en ny bog. Af tryksværte og fremmedhed. Jeg kender hvert eneste ord i den, og alligevel er det en helt ny fornemmelse, som et nyt bekendtskab, man skal indlede - gøre, sådan at få sit allerførste eksemplar af sin nye bog leveret ved hoveddøren.
Det var så ikke hoveddøren... men i maskinhuset - en hel kasse, faktisk, med mine frieksemplarer i, de frieksemplarer, som jeg må give ud og gøre med, hvad jeg vil. Men først den 15. maj.
Heldigvis har jeg briller på, for ellers kunne man se mine fugtige øjenvipper...

tirsdag den 29. april 2014

Vis mig dit liv

Da jeg i januar sagde ja, tak, til at medvirke i Margit Vendelbjergs kommende udsendelser, "Vis mig dit liv", på TVMidtVest, anede jeg ikke, hvad jeg sagde ja, til. Da udsendelsen en formiddag i starten af februar blev optaget "Live on tape", havde jeg ikke nogen anelse om, hvordan det kom til at gå med den roman, jeg netop havde skrevet færdig på Hald Hovedgård.
I dag sidder jeg med en god fornemmelse i maven. Udsendelsen "Vis mig dit Liv" rullede over skærmen i aftes (og har rullet flere gange siden... på Mokka) og alt i alt synes jeg den giver et fint indblik i, hvorfor og hvordan, jeg er endt som jeg er.
Som en krølle på halen - ved jeg nu, at Bondeanger udkommer ikke bare "engang i år", men faktisk lige om lidt!! Den 15. maj helt officielt, men jeg får måske allerede det første eksemplar af bogen i hånden i morgen!!
Det er fantastisk spændende og endnu engang grænseoverskridende at sende en bog ud i verden.
For hvordan tager offentligheden imod? Hvad siger "de" til den? Kan folk lide den? Sælger den?
Hvis man kan glæde sig til noget på sådan en tvetydig, nervøs og angstprovokerende måde... ja, så glæder jeg mig til den udkommer...
Du kan se "Vis mig dit liv"-udsendelsen ved at klikke her.