tirsdag den 19. maj 2015

Retningsrettelsesrimeligheder

Jeg er i gang med at rette min roman. Det er et langsommeligt arbejde. I går var jeg over 50 sider i manus. I dag agter jeg at tage ligeså mange.
Det er et arbejde, jeg faktisk ikke gider.
Det er deprimerende at have haft følelsen af "færdig" - for så ikke at være det alligevel...
Redaktøren er sød. Og hun kan læse. Det er vigtigt. At jeg har fornemmelsen af, at hun godt ved, hvad jeg vil, og hvordan. Det er bare det, at hun gør mit bedste. Det, jeg ikke selv er kommet i gang med, inden jeg sendte manus til forlaget og sagde FÆRDIG!
Mit indre siger til mig, at jeg ER færdig, og derfor er det uendelig svært at motivere sig til "ikke helt endnu, min skat" og sidde og gennemlæse, i petitesser, hvert eneste ord, hver eneste sætning, hvert eneste afsnit, hvert eneste kapitel...
Det "sjove" begynder for alvor, når nogen eller noget skal skrives ud, og man har brugt tid på at skrive den eller det ind, for så at skal skrive den/det ud igen. Det er mere langsommeligt end godt er. Og så er det, jeg er ude i, at der må være urimeligheder, der ikke har berettigelse... og ordet retningsrettelsesrimelighed falder mig ind ...
Forslaget til forsiden er også kommet. Det er spændende!! Meget spændende. Om redaktør og grafiker og forlægger og forfatter kan blive enige om, og synes om, det samme forslag...
Jeg håber, der kommer et endeligt udkast en af dagene!