torsdag den 15. maj 2014

Mikael K, ministeren & jeg

Pudsigt eller sjovt, spooky eller uhyggeligt - i dag er jeg anmeldt i Nordjyske med ikke mindre end fire stjerner! Jeg er helt vildt glad for de fire stjerner, ligesom jeg er helt vildt glad for Skive Folkeblads anmeldelse, som kom i tirsdags. Det der er pudsigt eller spooky er, at klummen i  KULTUR-sektionen af Nordjyske i dag er skrevet af Mikael K. Og han skriver om at blive anmeldt. Han har lige nu i maj udgivet en ny bog med cd, fotos og sange "Sange fra Nord" og taler i klummen "En musikers mareridt" om den forventning, det pres, der ligger på ens skuldre fra det sekund, man har ladet sine kreationer gå i trykken:
"Er det nu noget underlødigt lort, du har fået bikset sammen, eller er jeg bare en lille smule genial? Er jeg en højrøvet nar, eller er jeg i øjenhøjde med de mennesker, jeg synger om og for"? og længere fremme i teksten lyder det:
"er det lidt af et mareridt at gå og vente på smagsdommernes sang"...
Endnu mere uhyggeligt og sjovt bliver det, når jeg nu siger, at Mikael K og jeg har siddet på en trappesten på Samsø og diskuteret de hér ting, tilbage i 2012, da vi var i Ministeren for By, Bolig og Landdistrikters Visionsgruppe for 2030 - og hvor vi vist var de to af samtlige, der havde sværest ved at placere os selv i sammenhængen...
Mikael har skrevet en vidunderlig sang om Einar, Cirkusdirektøren, den kan man høre via DRs Playliste på P4 formiddag (kan ikke finde linket lige nu), eller man kan købe den på ITunes .
Sjovt nok, som veje flettes ind i hinanden uden at vi ved det, og dog, som om det har en højere mening...

onsdag den 14. maj 2014

Markedsføringsmekanismen - det er mig!

Og nu, i dag, den 14. maj 2014 - er der en dag til Bondeanger udkommer!!
Det bliver så vildt! Ja, altså ikke vildt som i v i l d t - men som i fantastisk, utroligt, dejligt, underligt, spændende, skræmmende og ja, vildt.
I anledningen sker der sådan set ikke noget - der er ingen fest, som i fest, men der bliver nok skålet i en skarp til morgenbordet klokken 0900, og så er resten af dagen spænding. Gad vide, om der er anmeldelser og gad vide, hvad de siger, hvis der er nogen...
Under alle omstændigheder, så handler bogen om det liv, de fleste af os lever. Helt almindelige liv, med sorger, og glæder, med børn, og kærlighed, med forviklinger og forandringer.
At Bondeanger er en selvstændig efterfølger til Bondefanget bør jeg lige markedføringmekanismemæssigt nævne. Og Bondefanget er genoptrykt. Forlaget vurderer, at der kan sælges flere af dem, når nu Bondeanger udkommer - jeg krydser fingre, og venter på i morgen.