onsdag den 4. september 2013

Den lille selvstændige

kom lige forbi med sin mor, mens vi var ved at lave kaffe. Hun er så tryg, at hun stillede sig an og tissede mellem de nedfaldne kirsebær, inden hun gik tilbage til fodertønden, for at spørge, om mor snart var færdig...


 

Som sædvanligt beklager vi de slørede billeder - det skyldes uvaskede vinduer...

mandag den 2. september 2013

At planlægge sin vej

Jeg har været på kærestetur med Bondemanden. Vi havde bestilt miniferie på Sønderho Kro på Fanø, fra fredag til søndag, med god mad og masser af tid. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men at jeg skulle bade ved Badet (Fanø Bad) havde jeg slet ikke haft i tankerne. Jeg havde heller ikke forestillet mig, at jeg skulle sidde i Ides have og se ud over Vadehavet, med Ribe Domkirke i baggrunden.
Og hvad er en Fuglekøje?
Udover at det er et forlag, Forlaget Fuglekøjen, som Bjørn Themsen er indehaver af...
Det fik jeg at se.

Badet varede over en halv time - der var pålandsvind, frisk vind, og frådende bølger, og vi hoppede rundt som et par kåde teenagere, fik vand i ørerne, og fint strandsand mellem hårrødderne, inden vi kørte videre langs kysten, på stranden, de godt 6 -7 km ned til Sønderho. Senere sad vi på terrassen og nød solen og en flaske kold hvidvin, som vi havde købt i Dagli´ Brugsen. Ja, og så var det, jeg kunne se Domkirken.
Mine to romanhovedpersoner, Rasmus og Asger, har lige afleveret fyrre stude hos Købmand Jepsen i Ribe. Nu skal de gå tilbage til Kjeldgård. Men Asger drages af havet - og i Varde finder han hyre, og sender sin eneste ven alene videre nordpå.
Jeg kan levende se det for mig. Varde å´s udløb i havet, hvor Hjerting/Esbjerg i dag optager pladsen, men hvor der i 1535 ikke var by, kun indsejling til Varde, der lå lidt længere oppe, beskyttet af landskabet mod vest, og samtidigt sårbar, da stormfloder også kunne nå byen.
Fanø Kunstmuseum mellem to udstillinger fik vi også med. Der er et billede, malet af N.P. Mols i 1917 "Æ Hjøwerplads, Nordby" som satte mig i "middelalderstemning" - og Viggo Faurholdts "Fra Nordby Havn", 1858, inspirerer mig nu, hvor drengene gør deres entre i Krostuen, og Asger skal have hyre.