mandag den 24. oktober 2016

At have en hest

og lidt flere, gør mit liv til en indimellem vidunderlig vandring med mindfullnes i naturen. Således også nu i formiddag, hvor Præsten og jeg har luftet de to ridebare is-muler. Det tog lidt tid at indfange Lóa, men hun gav sig efter et par flotte "se-mig-se-mig-jeg-vil-ikke-fanges"- runder på strandengen.
Så traskede vi hjem i god ro og orden. Fik sadler på, hovedtøj, og så steg vi til hest... Gående heste er ikke altid helt nemme at komme på ryggen af, men sådan var det i dag, "nogen" havde travlt...
Af sted gik det mod fjorden, i skarp skridt, hvor Lóa igen demonstrerede, at alt gang foregår i løb, hvis-det-står-til-mig... 3 km senere kunne jeg godt mærke, at "vi" trængte til lidt mere fart, og så gik der ellers kontrolleret, tøjlestram kort galop i den... tjuhej, hvor det gik!! 150 meter i fuld fart, kontrolleret og fantastisk. (Jeg er noget spændt på, om jeg kan mærke mine inderlår i morgen...)
Det bliver snart for blødt at ride hen langs skrænterne mod Eskov, men i dag var der ingen problemer, sikkert også fordi det har været nord- eller østenvind i umindelige tider, så stranden er drænet for vand. Vi vendte om, dér, knapt 4 km hjemmefra, og så er det ellers i endnu stærkere skridtfart hjemover. Jeg sidder altid bedre i sadlen på vejen hjem end ud, og i dag, især fordi det efterhånden var 14 dage siden sidste tur - det kan på ingen måde anbefales, at lade være med at ride! - skridt i højt tempo, momenter af kort galop, en smule trav, og så, den sidste kilometers penge - tölt til ""verdens ende"... klip-klap-klip-klap-klip-klap-klip-klap... aaaaahhhhh!
Jeg slipper alle andre tanker, lader verden være sig selv, indånder fjordens kølighed, mærker farten i ørerne, nyder nyder nyder...
To våde heste stod ved bommen efter fem kvarters ridt. Òsk skummede i ansigtet, sådan svedte hun, begge heste gennemvåde på bringe, ben og bagpart, to ryttersker med røde kinder og kæmpe smil om munden - min sjæl, hvad vil du mere??
Jeg tænker, at der sker noget i hovedet på mig, når jeg sidder der på Lóa-hesten, noget uforklarligt. Det er ligesom nogle brikker falder på plads indeni mig, så selvom det virker tåbeligt, i min alder, at have sådan en trang til hest, så er jeg ikke bleg for at indrømme, at de bedste timer, dem har jeg faktisk, mens jeg rider! Måske er det fordi, jeg ikke KAN andet, når jeg sidder der. End at sidde. Forsøge at mærke hesten, hestens iver, bevægelserne, forsøge at gøre det let for hende at bære mig, samtidigt med, at jeg skal huske alt det jeg har lært, om at ride, og så bare VÆRE. Præsten siger, hun har det på samme måde. Det er ikke kun mig...
Og Bondemanden, han griner over hele hovedet, når vi kommer hjem. Jeg tror, han ved, hvor fantastisk det er. Og misundelse er en af de syv dødssynder, så hvis han kommer langt, så kan han jo bare ride med ...