onsdag den 21. oktober 2015

Batmobil og dieselkaos

Foredragssæsonen kører i højeste gear og jeg har travlt med at koordinere min tid og mine køreture.
I aftes var jeg i Føvling. I aften skal jeg til Grindsted. Og i morgen er det Skærbæk.
Man er godt og vel brugt, efter sådan en omgang, en aften med to timers foredrag, kaffe og snak og køretur, men det gør ikke noget.
Hver gang jeg er ude, kommer der fremmede og fortæller, at de med stor glæde og fornøjelse har læst mine klummer i Landsbladet/Landbrugsavisen gennem mange år, og nu vil de så lige "se giraffen". Og HØRE, plejer jeg så at tilføje. For det får de nemlig - de får giraffen at HØRE!
Det levende ord. Fortællingerne. De sjove episoder. De tankevækkende. Og dem der gør, at jeg stadig er her. Og hvorfor det til stadighed er en udfordring...
OG - nu kan jeg så fortælle historien om, hvorfor jeg ikke er en fuldblodsbondekone, men kun "tilført" og stadig lidt naiv... selv efter 29 år på posten.
I går dummede jeg mig big time!

Det er sådan, at vi kører diesel. I to biler. Diesel. Hvor svært er dét? Overhovedet ikke svært!!
Og dog. Det lykkedes mig at hælde 40 liter oktan 95 blyfri på min lille dame-audi i går eftermiddags. Og da jeg nåede 12 km længere frem på min vej mod foredragsstedet, begyndte den at opføre sig forrædderrisk, hoppede lidt og pruttede sært...
Jeg vurderede, at der var noget galt. Noget var helt galt med mors "batmobil", og jeg fik svinget ind hos velmenende forældre, ringet til både bondemand for råd og mekanikerværksted for hjælp ...

Gæt, om Bondemanden var sur? Gæt, om mekanikeren grinede? Gæt, om jeg ærgrede mig?
Jeg lånte min fars vogn! Jeg nåede Føvling i god ro og orden, til aftalt tid.
Mekanikeren hentede senere batmobilen, tømte den for benzin, rensede ud og VUPTI, var den kørende på diesel igen! Jeg kyssede begge Brødrene Futterup, da jeg hentede min lille bil i formiddag. Sikke en service. Afhentning af bil, tømning af tank, rensning og filterskift, PLUS besked sendt til min telefon, at alt var godt og at bilen var kørende "uden stor skade" sket, inden jeg nåede til Føvling.
Det er sgisme godt klaret.
Bondemanden skuler endnu. Jeg tror aldrig, jeg nogensinde laver samme fejl igen....

PS Audien hedder Batmobilen, fordi den, hvis den får buler, retter sig selv ud igen, sådan vupti, over night ... det har vi nemlig også prøvet... fantastisk vogn... diesel vogn.... (ka-du-sige-diesel?)

mandag den 19. oktober 2015

Endnu mere om De Tavse

Det er dejligt at starte sin hverdagsmorgen op med at læse følgende skudsmål på sit forlags Facebookside:

"Velskrevet. Fascinerende personskildringer. Omfattende research.
Det er blot et udpluk af de rosende ord, som Lolland-Falsters Folketidende skriver om Marianne Jørgensens roman DE TAVSE VIDNER.
"Vi er på herregården, der ejes af en af rigets mægtigste mænd, Ove Vincentsen Lynge Dyre, og bestyres af en fru Anne Friis, der er flyttet ind med kok og datter, og vi er hos fæstebønderne og hos romanens egentlige hovedpersoner, hjorddrengen Rasmus, hans søster Maren, der voldtages, og stammeren Asger, der tager sig af den voldtagne og er med, da gårdens stude reddes og drives ned gennem Jylland.
Alle disse synsvinkler binder Marianne Jørgensen sammen til et bredt kludetæppe af en roman, der ikke alene er velskrevet, men også rummer indsigt både i menneskelivet og den romanaktuelle politiske situation samt i de barske vilkår for høj og lav i en svær tid.
Der er sus i de fortællemæssige skørter, og læseren oplever en næsten feberhed og smittende fortælleglæde.
Og så har forfatteren gjort sit hjemmearbejde med hensyn til en omfattende research.
Marianne Jørgensen når helt ned i detaljerne i skildringen af det daglige arbejde ude og inde, og personskildringerne er så fascinerende, at romanen umiddelbart kalder på en fortsættelse."

Jamen, så bliver en mandag da ikke meget bedre, vel?
Jeg kan slet ikke holde ud at juble sådan indvendigt uden at få det formidlet, så derfor kommer der også lige et skudsmål fra Litteratursiden.dk hvis du klikker her...
Jeg er glad. Mega-glad!
Især elsker jeg, at jeg har gjort mit "hjemmearbejde" - det er sgu da fedt at få at vide, at man har gjort sig umage, når man nu rent faktisk gjorde sig den ulejlighed!!! Hæ!