fredag den 11. juli 2008

Dagens dryp

Du danske sommer,
jeg elsker dig
skønt du så ofte har sveget mig...

torsdag den 10. juli 2008

Rosenbedet

med alle Bonica-roserne står så smukt som aldrig før, og i går fik jeg luget mellem roser og lavendler, så nu ser det ekstra smukt og fint ud. Jorden ud til græsset er kultiveret, ikke et ukrudtsstrå er at se! Men hold da op, hvor har jeg ondt i mine baglår af at stå med rumpetten i vejret i lang tid! Det gør ikke bare ondt når jeg bukker mig, det gør også ondt når jeg GÅR, og når jeg sidder ned - hvor lang tid mon dét tager??

tirsdag den 8. juli 2008

Smukt!

Der er altid en særlig stemning ved fjorden, når solen er gået ned. Hér går Lettir lidt væk fra flokken af ialt 12 heste, helt ude ved fjorden.
I går var de alle sammen ude af indhegningen. Stort drama!
Ej, ikke helt, jeg skal bare kalde, og rasle med en brødpose, så kommer de løbende!
I går var det kun gamle Py, der ikke kom. Hun havde andre ting at tænke på. Hendes føl, vores dejlige lille Òsk, var kommet på den forkerte side af naboens kreaturhegn, og det slog hårdt, så hun turde ikke rende under igen. Py stod, og havde stået længe, og kaldt på hende, men vi måtte altså hjælpe. Det gjorde vi, og med slukket el-hegn, og mange fagter, lykkedes det at forene mor og datter igen... Òsk kommer nok ikke frivilligt hen til os foreløbigt... hun var skræmt fra vid og sans. Grimme, grimme mennesker....

mandag den 7. juli 2008

femogtyve

minutter varede min og Lines tur i jordbærbedet, førend det stod ned i stænger og barnet hylede, at nu GAD hun ikke flere jordbær, om ikke også der var nok, og hun frøs og der var meget i vejen...
Så nu er vi kørt hjem igen. Det blev til 6 kilo jordbær i år, og nu skal vi lave marmelade af dem!