lørdag den 31. juli 2010

Velkommen til Sarah!

I morgen den 1. augsut kl 15.15. lander Sarah i Billund Lufthavn. Sarah skal bo hos os i næsten 4 måneder, gå på Gymnasiet i Skive og ellers være en del af vores familie. Vi glæder os til at møde hende. Hun bliver suverænt den mindste i familien. Kun 152 cm høj - det er 40 cm mindre end Jeppe og Bondemanden - og 20 cm mindre end "pigerne".
Så det er klart, at hun ikke får en af de tre trekvart-senge, som husets "børneværelser" råder over. Hun får en enkelt-seng, men den er nok osse rigelig stor.
Jeg har sat georginer på hendes værelse.

torsdag den 29. juli 2010

Hestefenden

er under ombygning. Vi har i mange år kæmpet en indædt og uretfærdig kamp mod manglende strøm og heste, der løber ud af indhegningen om vinteren, fordi de kan se, at græsset er grønnere på den anden side. Gamle jernpæle med porcelænsklokker og sporadiske pigstrådsmomenter er nu pillet ned (Rendegraver, kæder og mange timers vandring) og nu står der snart 4,2 km spritnyt hegn, med naturtræspæle, glat tråd og led med elastik i tråden... Det ser pænt ud, det er lovligt (pigtråd er ulovligt, faktisk) og det kan holde strøm!!
Hestene er ligeglade. De lurer bare lidt på den trailer, som hegnsmanden har parkeret inde i den del af fenden, som de midlertidigt er lukkede inde på...

mandag den 26. juli 2010

Freden forbi

Bondemanden er kørt ud på det store gule monster... om lidt ringer han og fortæller mig, at det "bare kører derudaf", og jeg véd, han er lykkelig. Høsten er i gang. Frøhøsten.