mandag den 27. april 2015

Et torsdagsmareridt - og om at hulke højt.

Det kan godt være, man kan få lidt lommesmerter og have lyst til at græde, når man har været i tandlægestolen, og tandlægen beslutter at 1) røntgenfotografere, fordi ens plastikfyldning er knækket lidt af i det ene hjørne, og efterfølgende 2) fjerner hele fyldningen og 3) erstatter den med ny plastik...
Det kan også godt være, at man er en smule mut og indesluttet, og har en enkelt tåre i øjenkrogen, når man er kørt fra den ene ende af landet til den anden, for at aflevere en solgt hest.... En hest, som man næsten har set blive født, og som man har redet sikkert og trofast på og med i næsten seks år...
Men det er sikkert og vist, at man hyler himmelhøjt og ukontrollerbart, når man i skumringstimen, ude på heden mellem Aulum og Haderup, påkører et rådyr og ikke aner, hvad man skal stille op med sig selv og det (formodede) døde dyr.
Jeg vidste det ikke. Og jeg tror aldrig, jeg har skreget så ustyrligt højt, i desperation over noget så banalt, nogensinde tidligere...

Den sprang over vejen, men da jeg kørte med trailer, kørte jeg ikke en streg over 70 km/t, da jeg så den komme, og jeg var med garanti nede i en fart omkring 60 km/t, for alle ved, at kommer der et dyr, kommer der flere!
Det gjorde der også. Jeg nåede at se dyrets makker komme ude i venstre side af synsfeltet, og så skete det!! Det dyr, der havde passeret vejen, kom retur! Der var hegn på den side af grøften, som den flygtede ud i. Ikke bare hegn, som i en enkelt tråd, men et hegn med 4 tråde, og rådyret blev kastet tilbage i grøften, hvorfra det så kæmpede sig op igen, for at ville løbe retur.
B A N G!!!! Bang-bang - bang! Sagde det. Jeg ramte det med højre baghjul, jeg mærkede bumpet, og kort tid efter sagde det bump-bump, da trailerens højreside passerede dét, jeg siden skulle erfare, var et rålam fra sidste år.
Jeg fik hold i bil og trailer. Jeg fandt katastofeblinket, fik det aktiveret. (Det sidder for resten ulogisk i en Rav4). Jeg kom ud af bilen. Jeg løb, med armen oppe foran ansigtet, tilbage mod ulykkesstedet, for at tilse. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle tilse. Jeg var i kvartpanik over, at jeg ikke havde noget at slå ihjel med, og jeg hulkede. Jeg græd så højt, at jeg blev ganske forskrækket for, om jeg nogensinde fik hold i det igen. Jeg vidste, med min logiske sans, at jeg godt kunne spare mig, dyret ville ikke blive mindre kørt over af at jeg græd/skreg/hylede, men mine følelser var helt i vildrede. Jeg hylede højt!! Og inderligt.
Så nåede jeg dyret. En med vidtåbne lille fin brunøjet rå. Stendød. Varm. Og jeg trak i de fire ben, for at få den fra vejkanten ud i grøften. Alt imens jeg brølede, som var det mig, der var blevet ramt.
Så kom der en bil. Den holdt ind. Og ud sprang en mand i grøn jakke og grøn kasket. Han lagde begge sine arme om mig og sagde: "Rolig nu, bette pige, den er død" med stærk midtvestjysk accent. Han holdt fast om mig, der bare hylede videre og rystede som espeløv. Så vendte han sig om mod sin makker, der havde fået bilen parkeret mod kørselsretningen foran os, med katastofeblinket tændt og sagde: "Hår då en knyw, Leif?"
Det havde Leif. Og i løbet af nulkommafem var råen slagtet. Eller brækket. Det lyder pænere.
Da han nåede til indvoldene, bad han mig kigge væk. Jeg var efterhånden så fattet, at jeg var holdt helt op med at hulke, og nøjedes med at ryste lidt på hånden, når jeg førte den op til ansigtet, for at tørre mine tårer væk.
"Jeg har to jægere derhjemme, det er mig, der ordner fuglevildtet, jeg er vant til det, det gør ikke noget" - fik jeg sagt, og følte mig helt ovenpå igen, da jeg havde sagt det...
"Nå, men det er bare, hvis der nu er kid i maven på hende..." svarede ham, der hed Leif.
Så vrælede jeg igen. Ikke så voldsomt som før, men det var jo skrækkeligt at tænke sig... Et lille kid i moders liv... Wrææææææ...
Heldigvis var hun tom, råen, så jægersmændene skønnede, at det måtte være en rå fra sidste år.
Og så begyndte de at interessere sig for min bil!
Bil?? Ja, er der sket noet med din bil? Min bil? Jeg var helt uforstående, men de fulgte mig tilbage til mit trailersæt og besigtigede højresiden af både bil og trailer. Ikke en skramme. Der sad lidt rå-pels ved trinbrættet før baghjulet, og lidt pels på trailerens afskærmning før buggihjulene - ingen buler, ingenting.
"Da hår du vårn heldig", mente de.
Så stak jeg dem min hånd og sagde, tak for hjælpen. Det var ikke noget at takke for. De ville tage dyret med. Tak, tak  og tusind tak...
Og det var jeg. Taknemmelig!! Og det ER jeg.
Hvis nogen, der læser dette, kender en Leif, der færdes ude mellem Aulum og Karup/Haderup, sammen med en anden ca 50-60-årig jægertype med briller - så sig dem lige tak igen!
Det var godt, de stoppede.
Og jeg har fra nu af altid en lommekniv i bilen, tillige med en flaske vand, og en klud, så man kan vaske sine hænder, når man  har brækket et rådyr... og en affaldssæk til at ligge bag i bilen, så ikke der flyder blod ud i bagagerummet....
Og ja, så hulkede jeg igen, da jeg skulle genfortælle min oplevelse til Bondemanden.
Men sådan er det jo. Med torsdagsmareridt.
Analysen lyder her, fire dage senere, at det er sundt at reagere. Jeg trængte måske ligefrem til at hyle, og det var forskrækkelsen, der fik mig til det. Det er, som det skal være.
Og jeg tænker, at de to helte i grønne jakker kan fortælle en god historie om hende, hestedamen, der vrælede så højt, at de ku høre det inde i Aulum, ja måske endda helt i Holstebro, bare fordi hun havde ramt et rådyr...