mandag den 27. oktober 2014

Ud- og opfordringer!

Ude af komfort-zonen.
Det har jeg været i et par dage nu.
Jeg har ladet mig bevæge og ruske i.
Jeg ved ikke, om jeg kommer til at fortryde, at jeg ikke tog imod den udfordring jeg blev stillet.
Men som tingene er inde i mit hoved lige nu, må jeg ikke væltes helt omkuld af udefrakommende faktorer, eller opgaver, der vil rykke ved den plan, jeg har lagt, den strategi, jeg i samarbejde og overenskomst med min Bondemand har lagt.
Jeg tror i øvrigt på, at man har godt af at blive rusket i engang imellem. Nogen gange kan de opgaver der stilles, være af en sådan beskaffenhed, at man vil drukne en lille smule for at komme ud på den anden side. Det er helt sikkert sundt. Det rører ved os et sted, vi troede, vi kunne beskytte, og når vi opdager, at vi er blevet berørte, er vi kommet lidt længere i erkendelsen af, at livet er mangfoldigt, givende og udfordrende, hvis bare vi lader det komme, og ikke afviser alle forandringer på forhånd.
Men jeg har ikke tid til at drukne lige nu. Heller ikke selvom jeg vil få glæde af det senere.
Jeg håber, der kommer en chance igen på et andet tidspunkt. Måske ikke den samme chance, men en anden. Og så må jeg finde ud af, om jeg er klar.
Det var jeg ikke.
Alligevel er jeg et stykke videre.
Og det er ikke så galt endda!