tirsdag den 24. juni 2014

Hestehandlersken

Ja, det er mig!
Jeg gør alt, hvad jeg synes, jeg oprigtigt set kan tillade mig, for at få solgt nogle af alle mine dejlige heste. Det er svært. Især fordi jeg dybest set ikke vil af med dem. Men jeg har måttet indse, dygtigt belært af Bondemanden, at jeg ikke kan ride på 10 heste, og at jeg heller ikke kan ride på 5, og, at jeg endda ikke kan ride på mere end 1 af gangen... og ydermere, at jeg ikke får det gjort.
JOh! Når der kommer nogen og spør´ mig direkte, om ikke jeg vil med ud at ride, så plejer jeg at sige ja, tak. Eller når jeg i salgsøjemed skal sadle en af salgshestene op, ja, så får jeg redet, og SÅ er jeg lykkelig den time til halvanden jeg sidder i sadlen og er hestehandlerske.
Jeg har for mange og for dejlige heste.

"Sælg dem, sælg dem nu", siger han hele tiden, " - det bliver ikke nemmere til vinter"...

Jeg har været på Island fire gange. Hver gang for at ride på heste. Ismuler. Jeg ELSKER at ride - jeg bliver lykkelig, når jeg rider, det er for mig en slags mindfullnes, hvis man ellers kan definere mindfullnes.
Og jeg har rigeligt adgang til at ride hver eneste dag, hvis det var det jeg ville. Men jeg får det ikke gjort. Derfor er jeg tvunget ud i at sælge, at være hestehandlerske. Jeg har sat nogle af mine små til salg på en ishestesalgshjemmeside - det plejer ikke at lykkes dén vej. Så har jeg sat en til salg på facebook, i en gruppe, der handler om at sælge udstyr og heste til ishestefolket. Og så har jeg sagt til den del af min omgangskreds, der er hestefolk, at jeg har heste til salg.
Og så har jeg henvendt mig til en proffesionel hestehandlerske. Hun tager 1000 kr i ugen for at træne, og 1200 kr i måneden for blot at have en kommisionshest. Det er fair nok. Men så forsvinder mine heste ud af mine hænder, uden at jeg får noget som helst igen. Der skal også være rimelighed i det.
Siger Bondemanden.
Så nu gør jeg noget. Jeg sætter dem til salg, og jeg praler med dem. Hele tiden.
Så tøv ikke. Skal du have en dejlig hest, du kender forholdene bag, så kom og kig på mine. Jeg bliver lykkelig, hvis du spør, om jeg vil med ud at ride. Jeg sir´ helt sikkert JA!

mandag den 23. juni 2014

Sct. Hans-Lasagnen simrer

I Bondemandens familie er det tradition, at Sct. Hans aften går på skift. Hvert år samles efterkommerne efter 5 søskende, hvoraf der kun er en tilbage! Johannes var den yngste af de fem, og han er i dag over 90 år gammel. De fleste er bønder, altså, dem, der er i direkte linje. Længere ude går det liiidt skævt - flere har andre jobs, og heldigvis for det! Alligevel kan det lykkes os at samle henved 100 mennesker, i alderen 0 til ja, 90 - og aftenen har et helt traditionelt forløb:
Man samles klokken 18, og har sin madkurv med. Værtsfamilien har stillet bænke og borde frem i maskinhuset/garagen, og så spiser man sammen, inden man i samlet flok går ud til bålet, som nogle år har været temmelig misundelsesværdigt og kunstfærdigt pyntet! En heks må der til!
Så synger man et par midsommersange, mens bålet tændes, og der er heksehyl og indimellem et enkelt kanonskrald, som "de unge" har listet ind mellem grenene... Er vejret dårligt, forlader man hurtigt bålstedet, og så går vi over i den mere artige del af aftenen:
KAFFEN!
Uha, som er mange husmødre blevet testet på form og farve i de år, der har været Sct. Hans tradition i familien ... for det er nemlig skik (eller uskik, kald det hvad du vil) at konen i huset har lavet kaffe og kringle, eller rabarberkage, eller skærekage, eller flere slags kager, og småkager, og så er det ellers alle mand IND i stuehuset. Der er som regel dækket op med kaffekopper i alle stuer, og her får man lejlighed til at se arvegodset udi porcelæn!! - og samtlige stole i huset bliver besat lynhurtigt, og mens kaffen nydes og kagerne ikke mindst, løber ynglen rundt udenfor, og nogle af de unge mænd går i stalden, hvis det er en kvæggård, ellers plejer maskinhuset at trække gevaldigt! Så bliver der snakket og snakket og snakket. Landbrug.
Til midnat når de sidste gæster er rejst af sted i bilerne fra nær og fjern, er værtsparret trætte. Ikke bare almindeligt trætte. Men dødtrætte ...
Lige nu simrer min kødsovs til den lasagne, som er blevet vores madtradition Sct. Hans. Det er hurtigt at lave, smager godt, og så kan det transporteres uden alt for meget bøvl, og det holder sig varmt længe! Til dessert er der jordbær. Kun jordbær. Ikke noget med kage eller fløde eller noget. Bare jordbær.
Og jeg misunder ikke Birgitte, der i år har travlt med at bage kager og allerede har haft travlt i sit køkken i dagevis, og udenfor i haven, du godeste!! - for alt bliver tjekket ud, ikke i ondskab men i familieskab, og vi vil helst ikke have, at nogen stikker ud og falder for langt fra stammen - nej, det skal se ordentligt ud, der skal være god vækst på markerne, pæne dyr ved godt huld i stalden - sådan er det i en landbofamilie...
De har fortalt mig, at i gamle dage gik alle mændene igennem kostalden for at tilse, at værtsparret havde ordentligt styr på huld og mælkeydelse, og der blev snakket i familien, bagefter, hvis ikke det man havde set, kunne leve op til standarden.
En grum form for intern selvjustits.
Jeg håber min Sct. Hans-lasagne kan matche forventningerne. Heldigvis er der kun fire dommere, mig selv incl..