torsdag den 14. august 2008

Bare kald mig hestehvisker


Ja.

Jeg fik endelig - efter tre år uden nævneværdig menneskekontakt - i dag lagt en grime på Loá.

Med hjælp fra Janni og en god del tålmod. Nu står hun sammen med "drengene" i den lille fold og har stadig grime på. I morgen går vi en tur. I snor...

onsdag den 13. august 2008

Lejr

Ældstebarnet er sendt på efterskole og er på rystesammenlejr.
"Vi ses på fredag kl 16" vinkede hun.
I morges kl.08.15. drog den mellemste afsted. Han skal også på rystesammen-lejrtur. I morgen skal jeg lave lasagne til 10 personer og besøge 7. klasse ved Brokholm Sø kl. 17.30. præcis.
Jeg skal køre hjem uden drengebarnet et par timer senere, når de er mætte.
"Vi ses, på fredag".
Lille Line er den eneste med normal, almindelig skolegang og normal, almindelig hjemkomst. Det er underligt og tomt og stille, når hun er en eneste på banen herhjemme.
Jeg kan vel ligeså godt vænne mig til det.

tirsdag den 12. august 2008

P1 - morgen

- ellers ikke noget jeg sådan lytter til - men i dag var det vigtigt!
Jeg var i - blev omtalt - i forbindelse med udgivelsen af "Den dag, jeg slog min hund ihjel" og Knud Sørensen sagde meget pæne ting om mig, interviewet via telefonen, og jeg sad, må jeg indrømme, med tårer i øjnene og følte et let pres på mine skuldre -
Det var i morges.
Nu er jeg bare glad.
Meget glad.
For at jeg har valgt mit lærerjob fra (- der får man ingen roser nemlig, kun hug!)
For at jeg er gift med bondemanden (- og han er daglig inspirationskilde!)
For at jeg har muligheden for at gøre det, jeg allerhelst vil (- skrive, skrive, skrive)

Og - ikke mindst - at det betaler sig at være vedholdende og tro mod sig selv!

mandag den 11. august 2008

Og TVmidtvest var også på pletten...


Forfatteren læser


sin titelnovelle op i sofahjørnet på Hald Hovedgård til Store Bogdag.

"Den dag, jeg slog min hund ihjel" er autentisk, en historie om at aflive sin lille gravvapper, der trods sit blide ydre, var en ulv i fåreklæder og derfor måtte lade livet...

søndag den 10. august 2008

Store Bogdagssucces!


De fineste flag, det flotteste banner, den bedste lagkage, den sjoveste konkurrence, den eneste digtmaskine, de fleste tilskuere - og generelt - en dejlig dag.

Sådan må konklusionen blive på Jyllands Forfatteres entré på Hald Hovedgårds Store Bogdag være. På billedet ses en situation, fanget af et medbragt kamera, med undertegnede, der er ved at sætte flag i på Jyllandskortet, fordi vi fik to nye medlemmer i sammenslutningen!



kan man læse mere om os, og hvad og hvordan og hvorfor. Om nogle dage kommer der helt sikkert også billeder...