tirsdag den 22. oktober 2013

Forlagsforlæggerforretningen

Jeg har hørt fra forlaget, fra forlæggeren selv, som har gennemlæst og er begejstret.
Det er jo forunderligt!
Jeg har fået en opgave.
En temmelig lang og svær opgave, som jeg er nødt til at medgive, er det rigtige:
Skriv toeren færdig som en del af etteren. Altså - der skal ikke være et stop, et spring i handlingen eller persongalleriet, jeg skal skrive dem ud, færdige, så man ikke skal vente på bog nummer to, når man sidder med den første.
"Om der er 400 eller 500 sider, når du er færdig, det betyder ingenting - men det er bedre end to små romaner på 200-250 sider" - sagde han.
Og så sagde han ord som: kapitler, funktionel eksistentialisme, afrunding, plot, særkende, sprogligt overskud, navngivning og research, Ribe, Varde og Lübeck! Jeg kan høre, han har læst den grundigt. Det er jeg glad for. Og jeg er egentligt også glad for, at han sagde det, jeg inderst inde godt vidste:
At romanen bliver bedre, hvis den kommer i et stykke!
NU er opgaven så at komme videre.
At finde tid og ro til at komme videre.

mandag den 21. oktober 2013

Før og nu - foreviget!

Efterårsferien ender altid med, at man godt vil have en uge mere. I dag er min elskede hverdag atter godt i gang, men jeg er ikke fri for at ønske, jeg kunne tage et par dage mere på Hidra.
Aldrig har vi (samlet set, jeg fisker kun med stang fra bro = ingen fisk) fanget så mange fisk og tilberedt dem - men nu var vi jo også en ordentlig flok af sted i år.
Tre tilløbere giver et samlet antal på 12, så vi havde jo også mange stænger i fjorden...Jeg vil løseligt tippe på, at der blev fanget omkring 40 fisk, måske endda flere... Og det var Lines kæreste Y, der vandt antals-konkurrencen og Jesper længde-konkurrencen med 49 cm for en torsk.

Billederne viser de unge mennesker i 2013 og 2004
- og Sisse skal have tak, fordi hun fik dén idé!