fredag den 27. februar 2015

Forældrekontingent!!

I den forgangne uge var jeg, fordi jeg sidder i bestyrelsen for vores lokale hal, til et fællesmøde for alle hallerne i Skive Kommune. Det blev bl.a. drøftet, hvad man kan gøre for at få flere til at deltage aktivt i foreningsarbejdet, og få de voksne til alle de aktive børn, til at gå ind i fællesskaberne omkring det, at drive en idrætsforening... Ja., man kan diskutere, hvorfor halbestyrelser og halinspektører diskuterer sådan noget, men foreningerne er jo grundlaget for hallerne, og hvis ikke der er foreninger, har hallerne ingen kunder.. så.. ja, der blev snakket!
Jeg har selv lidt af samme forskrækkelse for foreningsarbejde, som den man ofte hører om forældre er ramt af i dag... Omvendt, så har jeg altid deltaget, og jeg har ikke fortrudt et sekund. Det er vigtigt, at vi som voksne går foran, viser de unge, at man er nødt til at lade sig hverve til f.eks. at træne et gymnastikhold, eller sidde i en bestyrelse, hvis der skal være Liv i Grødemarken og i VandkantsDanmark i fremtiden! Foreningerne danner grundlag for mange aktiviteter, fordi der er nogen der går forrest, og sådan skal det gerne blive ved med at være.
I Haderslev har man indført "voksenkontingent"! Det går ud på, at forældrene får lov til at vælge mellem enten at arbejde 10 timer for idrætsforeningen, eller betale 400 kr i forældrekontingent. Der er rigtig mange, som synes, at de ti timer er til at overskue, og det vil de gerne give foreningen, hvis det betyder, foreningen overlever, og ungerne fortsat kan gå til fodbold, gymnastik eller håndbold. Der er også nogen, der vælger at betale sig fra det.
Det er fint. Man frygtede, at forældrene ville stejle og hive ungerne ud af foreningen, men det skete mærkværdigvis ikke. Tværtimod oplevede man det modsatte! At forældrene syntes, det var dejligt at få en helt konkret opgave i klubben, som varede måske ti timer fordelt på et par dage, og samtidigt kunne man mærke, at det styrkede fællesskabet og ånden i klubben. De, der valgte at betale sig fra det, bidrog jo så også! Nemlig med konkret økonomisk bistand, så nogle af opgaverne andre forældre skulle bruge tid på, kunne finansieres! Ren win-win! Jeg overvejer at foreslå min lokale klub, at de indfører forældre-kontingent! Det kunne være spændende at se, om sønderjyder adskiller sig væsentligt fra sallingbønder, når det kommer til det lokale idrætsliv... Det tror jeg ikke. Men lad os nu se! Først vil jeg opfordre til, at man deltager i de generalforsamlinger, der her i foråret skal afholdes i de fleste idrætsforeninger landet over. Mød op, vis interesse for fællesskabet, og støt din egne interesser samtidigt! Dit hus bliver alt andet lige meget mere værd, hvis der er en by og et aktivt liv omkring det, hvis du engang vil sælge...
Og så er det tilmed sjovt!
Og man får indflydelse.
Og kvalitetstid med ungerne.
Og lyst til selv at dyrke motion.
Og måske endda ligefrem andel i fremtiden!
Hæ!

søndag den 22. februar 2015

Flyvende Bondemand

I fredags gik han til eksamen, Bondemanden, og af en eller anden grund, jeg ikke helt har fattet endnu, er han i gang med at skabe sig en ny hobby, der absolut ikke tiltaler mig! Men indrømmet, selvom jeg er uenig, er jeg fuld af beundring og seriøs respekt... Det er PPL, det drejer sig om.
Privat Pilot License.
Det starter i det små, med et to-personers UL-fly, dernæst kommer radio-eksamen, og opgradering til Cesna-flytypen, og i princippet kommer han til at kunne flyve en DC3´er. Påstår han. Hmmm.
Jeg forstår det slet-slet ikke. Jeg er absolut en kylling, og hverken dykning eller faldskærmsudspring, eller flyvning.... har nogensinde sagt mig noget som helst. Jeg går lidt i panik, faktisk. Og da jeg blev tilbudt, at jeg kunne få et tre-timers kursus og lære at nødlande UL-flyet, (hvis det var fordi jeg var bange for at falde ned) var jeg ved at give mig til at tude! Jeg skal sgu ikke lære noget med noget fly. NO WAY!
Men det er fint nok. Han må flyve, hvorhen han vil. Og det er fint nok med mig, at han bruger en masse tid og energi på at lære at hænge oppe i luften med et par vinger. Men jeg er ikke fascineret på samme måde, jeg er nærmest skrækslagen, og jeg skal IKKE med.
Og selvom jeg har det sådan, kan jeg da godt synes, at han er dygtig, når han består sine fire eksaminer i fredags med "luft under vingerne" og næsten fejlfrit! Godt gået.
Men du går selv, kammerat, jeg bliver her!
Det kommer vi nok til at snakke en hel del om... Bondemanden forstår mig ikke. Og det kommer han nok heller ikke til. Og det er fint med mig. Vi har tid. Vi kan snakke herfra og ind i evigheden.... Bare han lover, at han ikke falder ned.
Hvis han gør det, bliver jeg sur.
Meget sur.