torsdag den 14. oktober 2010

Havehader

Jeg er havehader.
I dag har der været maskiner i gang derude. En traktor med vogn, og en rendegraver. Rendegraveren trak buske og småtræer op, traktoren kørte væk med dem.
Jeg har gået med min greb og min hund, i hælene på maskinerne og fisket sten, ja, sten!! frem af den jord, der blev blotlagt, når buskene forsvandt. Det udviklede sig til, at både hund og jeg trak i rødder og grene, for at få jorden til at se pæn ud. Kan jord se pæn ud? Ja, det kan den - nypløjet, nyharvet eller nyfræset jord ser pæn ud.
Selvom vi arbejdede længe, hunden og jeg, ser det stadig mistrøstigt ud derude...
Jeg glæder mig til kun græsset skal slåes, og terassen fejres. Måske engang i 2011.
Det har laaaange udsigter.

tirsdag den 12. oktober 2010

Fagfolk

Jeg elsker fagfolk.
Jeg er fuld af beundring og dybt imponeret, når jeg ser og oplever virkelige virtuoser. Specialister på deres felt.
Det er sådan set ligegyldigt hvad de laver, bare de kan deres kram.
Jeg nævner i flæng:
Montøren, der installerede min nye opvaskemaskine
Vinduespudseren, der med akuratesse får vinduerne til at skinne - uden striber
Arkitekten, der med et snuptag tegnede en terasse, illustrerede sokler, fliser og stolper
Forstmanden, der udpeger syge, fældningsmodne træer pba deres udseende
Bondemanden, der manøvrerer med traktoren i maskinhuset eller på marken
Hestepigen, der træner sin unghest fra jorden og udelukkende bruger sin krop

- og jeg tænker, at jeg gerne vil være en "fagfolk" - en, der kan ting, som andre ikke kan, eller bare en, der er vanvittig god til noget helt specifikt.
Jeg tror, jeg kan lidt af hvert, men intet til perfektion.
Hvis jeg engang kan noget til perfektion, så ringer jeg...