lørdag den 6. marts 2010

Gymnastik

Nogen gange MÅ man bare afsted. I dag var det forårsopvisningen i Breum. Gymnastikhold fra det meste af Salling incl. Fursunds spring og rytme hold. De var så dygtige! Og cirkus fornægter sig ikke... en del af pigerne på spring og rytmeholdet går også til cirkus. Det ses! Strakte ankler, graciøse bevægelser og teknik...
Det sidste hold var DGI Nordvest´s juniorhold. 54 gymnastik-unge - se, der var noget at leve op til! Men de bedste var klart vores egne fra Fursund!
(Hver so synes bedst om sine grise....)

onsdag den 3. marts 2010

Emil fra Lønneberg

Da vi i aftes havde spist dejlig kartoffelmos og Daube med rådyrkød, var vores teenagesøn pludselig gået i barndom. Måske ansporet af sin kammerat der sad overfor - men det korte af det lange var, at han resolut tog den tomme gryde med kartoffelmos og placerede den på hovedet. Måske skulle vi alligevel ha kaldt ham Emil??

mandag den 1. marts 2010

Foråret, der ikke kom

1. marts - burde være forår. I nat har det sneet og jorden er hvid, sådan på overfladen, men i køresporene er der mudret og grimt. Dagen er tiltaget med 3 timer og 50 minutter. Men de lover fortsat frost om natten, og sølesjap om dagen. Jeg trøster mig på mit kontor, med sortering, kategorisering og indeksering af det sidste halve års papirer i "indbakke". Lønsedler, kontoudtog, ansøgningsafslag, aftaledokumenter, anlægsbudgetter, kontoposteringsudskrifter og andre kedelige talark. Suk. Kom sol, kom varme, kom FORÅR!!