tirsdag den 18. september 2012

Min far er i marken

Sådan lød det fra 5 eller måske 6 af de 30 elever på EUX-linien, da vi i aftes var til forældrearrangement på Viborg Gymnasium og HF. De hedder 1.l. L for landbrug.
Og de skulle hver især præsentere sig for hinanden og lærerne og os forældre, og det lød cirka sådan her:
"Jeg hedder ... jeg kommer fra ...... jeg har taget min mor ......  og min far ............... med. Vi har landbrug med ............"
Variationen: "og min far er i marken" har de garanteret aldrig før hørt på Viborg Gymnasium. Men der var blandt de fremmødte 30 mødre og 24 fædre kun forståelse at spore. Lærerne så lidt rådvilde ud, indtil det gik op for dem, at nååårh, ja, dette er en landbrugsklasse...
Drengebarnet virker vældigt tilfreds med kombinationen Landbrugsskole/Gymnasium, og lærerne har en udfordring i, at få gjort undervisningen så virkelighedsnær som muligt. Kemi er f.eks. noget man tager på udflugt til Forsøgslandbruget i Foulum for at lære! Og biologi foregår i marken, eller på overdrevet ( "hvorfor er det ikke pløjet" spurgte Bonden lakonisk, da der blev vist billeder fra biologiundervisningen...).
Og i dansk skal de studere "bondelitteratur", blev vi fortalt!
Bondelitteratur! HAHAHA
Det er mine bøger, hun snakker om! Det er Fællesspisning og Bondefanget, Landsby og Den dag...
Jeg er ikke sikker på, at drengebarnet synes, dét blir såååå voldsomt morsomt, hvis han møder sin mor som repræsentant for bondelitteraturen...
Heldigvis sagde lærerinden også Jenle og Åkjær i en bisætning, og så rullede han blot med øjnene og sukkede... Er man opvokset på Salling, har man været på Jenle med mindst een af sine skoler, og man har sunget Åkjær til morgensang hundredevis af gange.
Lidt fordel har man vel lov at have!!

søndag den 16. september 2012

Placeringerne.... Limfjorden Rundt 2012

Klassen mellem 5 og 15 Brt
NavnTypeHjemstedBrt.1.2.3.4.5.IaltPlac.
HermesRundgattet jagtAalborg9.712263141
SvalenKattegatbådHjarbæk14111311172
LivøKetchAalborg13.5113122193
NajaJagtSundsøre725755244
LappedykkerenJagtFur1074437255
Dreyfus Kattegatsbåd Løgstør 10116644316
JulieJagt kutterFur13.867886357
LamprenenHajkutterSunds10381178378
ViktoriaKlinkbygget kutterChristianshavn1051151111439
AaseJagtLemvig13.5411911114610
ZenithaDæksbådStruer9.7511111011115411

Fok og Klyver

I går var den sidste sejlads i 2012-udgaven af Limfjorden Rundt.
Vi kom rigtig godt fra start, selvom vi var en anelse trætte i udgangspunktet. Skipper vaskede dæk kl. ca 08.30., hvorefter de to gaster tog sig sammen og gjorde hurtig morgentoilette inden afsejling fra Fur Havn. Ned gennem Fursund lå vi tæt på den båd, vi notorisk synes vil være den sjoveste at slå i konkurrencen. De sejler godt, dem på Hermes (i daglig tale Herpes) - men vi fulgte med helt ned til Rotholmene, hvor vi passerede bøjen lige i hælene på Hermes. Fartmåleren viste på et tidspunkt 8,1 knob - hvilket er "mere end vi kan" ifølge Najas skipper og styrmand.

Vi var ikke mere end lige kommet rundt, før vi næsten blev vædret bagfra af Klitta, som kom endog meget, meget tæt på... vi taler om under en meter, før deres bovspyd havde ramt vores bomrigning til styrbordside... Skipper råbte så højt, som vi aldrig har oplevet før, og klumpen sad højt i svælget på os et par minutter efter, hvor alting lige skulle synke indeni, mens vi lettede konstaterede, at der ingenting skete.... Klitta strøg forbi på styrbordside, mens Hermes rykkede sydover, uden vi kunne tage os sammen til at trimme sejl og komme efter hende...
Mållinien lå lige ud for Sundsøre/ Hvalpsund, men vi fik ikke helt hørt efter på VHF´en, så vi ved ikke om vi var 4´er, 5´er eller 6´er. Stadig rystede var vi vel...

En time senere strøg vi sejlene ud foran Skive Havn. Klyveren havde på et tidspunkt revet sig ud af sin strammer, så den blev taget ned, da vi passerede målstregen, så vi ikke skulle bøvle mere med den. Vi sejlede de sidste sømil fra Sundsøre til Skive for storsejl og fok alene.
Det må have været et smukt syn inde fra land - alle skibe gik for sejl hele vejen - store som små.
I dag er jeg landsøsyg - gulvene sejler, trapperne hælder og svajer - der er stadig søgang i mit indre øre! Men det gør ikke noget. Det har været en fantastisk tur! Tak til Skipper Bent og Naja af Sundøre!