tirsdag den 21. februar 2017

Sentimentalisme

1) ældste datter fylder 24 om få dage
2) ægteskabet har varet i 24 år, 10 måneder og 24 dage
3) mellembarn har været på udlandsfærd i 4 måneder og 18 dage
4) forlag har kun fåtalligt oplag tilbage af seneste udgivelse (64 helt nøjagtigt)
5) vejrudsigten lover genkomst af vinter
6) i går regnede det så ingen kunne ride
7) i dag blæser det og ingen kan ride
8) arbejde er opreklameret
9) sulten gnaver
10) om 20 dage flytter jeg i Kapellet på Hald (og alt bliver godt igen)

torsdag den 9. februar 2017

Nyt år og NYT på bloggen

Der er gået 2½ måned, siden jeg skrev sidste gang...Det må I undskylde, Jer der måske læser med endnu.
Men i dag er en af de dage, hvor jeg, træt efter tre foredrag på to dage, har ro til at sidde for mig selv og gøre ingenting, mens smeden og Bondemanden er ved at lægge nye varmerør i alle fem stuer. Ja, ALLE FEM (5) stuer har været vandrørsskadede siden først i december. Små møgdyr af slagsen halsbåndmus har gnavet samtlige varmerør til radiatorerne over, eller ihvertfald, lavet små huller i al den nymodens plastik-varmeteknik. Vi har mindst haft et dyr under gulvene, og den har været tørstig, det lille skind, og har derfor gnavet på lykke og fromme, og haft held! Vi ved selvfølgelig ikke, hvor længe dyret har boet under vores gulve, men lugten hen over januar måned indikerede, at den er død nu. Og rådnet op...
Affugtere har stået og larmet siden starten af december, i 4 af stuerne, men nu skulle det være i orden, rockwool og brædder er på et acceptabelt indeklima-niveau igen, og nu lægger de så rør ind...
På et tidspunkt kommer stuernes hullede gulve (pga affugterne blev der boret op i gulvbrædderne og sat slanger i overalt, så det har lignet et mindre laboratorium) til at ligne sig selv igen, og vi kan flytte møbler på plads og drage et lettelsens suk.

Der var (heldigdavis) også en ferie i mellemtiden. New Zealandsk roadtrip er noget, alle bør spare sammen til at gøre, mindst en gang i livet!! Smukt med smukt på er det, deromme på den anden side af jordkloden, og jeg har set pingviner i deres naturlige omgivelser!! Og fløjet over Mt Cook i et lille Cesna 172-fly, et must, når man rejser med Bondemanden, og lejligheden bød sig!

Og nu er det hverdag igen. Hesten med øjet, der er blevet dryppet mellem 3 og 5 gange om dagen, siden 20. december, er snart færdig med sin kur, to ungheste er startet i tilridning, og snart er det marts, faktisk om 19 dage !! Forår!! Wiiii!!
Så skal jeg i gang med De Tavse Vidner - anden bog, og jeg har fået plads på Hald i hele 14 dage! Nøjh, det bliver dejligt! Ro og fred og ingen forstyrrelser, udover dem, jeg giver mig selv!
Indtil da, vil jeg summe rundt, holde foredrag i Vendsyssel og Gråsten bl.a., og glæde mig!

torsdag den 17. november 2016

Lidt om fællesskaber

Det er med fællesskaber og foreninger, som med så mange andre ting...  Ting, der tager unødigt megen tid, og giver uendeligt meget bøvl.
I øjeblikket er jeg "medejer" af bestyrelsen i to foreninger, og en tredje coming up, som jeg har sagt ja, tak, til at være en del af...
Der er udfordringer med de foreninger... De kræver noget. Af mig, min tid, min ærlighed, mine relationer med andre mennesker.
Men det er vel derfor fællesskaber kan det, de kan!? Give os en bedre og bredere forståelse af andre mennesker, og nogen gange udfordre os på vores personlige forankringer.
Jég tænker, at alle har brug for udfordringer, har brug for at blive skubbet lidt til, har brug for at vide, at andre kigger dig over skuldrene, måske er de enige, måske er de uenige, men kunsten ( også hvis det drejer sig om kunst!) er vel dybest set, at vi kan finde en vej, sammen... Og leve med og lære af hinanden, i netop dét fællesskab...
Bondemanden sukker opgivende, når jeg indimellem brokker mig over dette eller hint - "så meld dig sgu da ud, brug din tid på at skrive nogle bøger"...
Men jeg vælger gerne fællesskabet, jeg vil gerne være med, være en del, spille spillet, tabe og vinde med samme sind. Det giver erfaringer, livsindsigt, og dermed grobund for de historier, som jeg skal skrive i ensomhed...
Sådan må det være.
Så ja, tak, jeg vil gerne være med!
Og hermed stof til eftertanke.

mandag den 24. oktober 2016

At have en hest

og lidt flere, gør mit liv til en indimellem vidunderlig vandring med mindfullnes i naturen. Således også nu i formiddag, hvor Præsten og jeg har luftet de to ridebare is-muler. Det tog lidt tid at indfange Lóa, men hun gav sig efter et par flotte "se-mig-se-mig-jeg-vil-ikke-fanges"- runder på strandengen.
Så traskede vi hjem i god ro og orden. Fik sadler på, hovedtøj, og så steg vi til hest... Gående heste er ikke altid helt nemme at komme på ryggen af, men sådan var det i dag, "nogen" havde travlt...
Af sted gik det mod fjorden, i skarp skridt, hvor Lóa igen demonstrerede, at alt gang foregår i løb, hvis-det-står-til-mig... 3 km senere kunne jeg godt mærke, at "vi" trængte til lidt mere fart, og så gik der ellers kontrolleret, tøjlestram kort galop i den... tjuhej, hvor det gik!! 150 meter i fuld fart, kontrolleret og fantastisk. (Jeg er noget spændt på, om jeg kan mærke mine inderlår i morgen...)
Det bliver snart for blødt at ride hen langs skrænterne mod Eskov, men i dag var der ingen problemer, sikkert også fordi det har været nord- eller østenvind i umindelige tider, så stranden er drænet for vand. Vi vendte om, dér, knapt 4 km hjemmefra, og så er det ellers i endnu stærkere skridtfart hjemover. Jeg sidder altid bedre i sadlen på vejen hjem end ud, og i dag, især fordi det efterhånden var 14 dage siden sidste tur - det kan på ingen måde anbefales, at lade være med at ride! - skridt i højt tempo, momenter af kort galop, en smule trav, og så, den sidste kilometers penge - tölt til ""verdens ende"... klip-klap-klip-klap-klip-klap-klip-klap... aaaaahhhhh!
Jeg slipper alle andre tanker, lader verden være sig selv, indånder fjordens kølighed, mærker farten i ørerne, nyder nyder nyder...
To våde heste stod ved bommen efter fem kvarters ridt. Òsk skummede i ansigtet, sådan svedte hun, begge heste gennemvåde på bringe, ben og bagpart, to ryttersker med røde kinder og kæmpe smil om munden - min sjæl, hvad vil du mere??
Jeg tænker, at der sker noget i hovedet på mig, når jeg sidder der på Lóa-hesten, noget uforklarligt. Det er ligesom nogle brikker falder på plads indeni mig, så selvom det virker tåbeligt, i min alder, at have sådan en trang til hest, så er jeg ikke bleg for at indrømme, at de bedste timer, dem har jeg faktisk, mens jeg rider! Måske er det fordi, jeg ikke KAN andet, når jeg sidder der. End at sidde. Forsøge at mærke hesten, hestens iver, bevægelserne, forsøge at gøre det let for hende at bære mig, samtidigt med, at jeg skal huske alt det jeg har lært, om at ride, og så bare VÆRE. Præsten siger, hun har det på samme måde. Det er ikke kun mig...
Og Bondemanden, han griner over hele hovedet, når vi kommer hjem. Jeg tror, han ved, hvor fantastisk det er. Og misundelse er en af de syv dødssynder, så hvis han kommer langt, så kan han jo bare ride med ...

mandag den 10. oktober 2016

Kærestedag

I aftes gik det op for mig, at Bondemanden og jeg har været kærester i 30 år!
T R E D I V E år!!!!!

Kommentarer fra bemeldte herre lød: " Du Godeste, skal dét nu fejres?"
Og ja, og nej.
Det er en bedrift i sig selv, synes jeg, og med skilsmissestatistikkerne i mente, er det da faktisk helt fantastisk, at vi har holdt hinanden ud i 30 år.
På den anden side, så agter vi ikke at lave noget OM på kendsgerningen, så hvorfor gøre et nummer ud af det?

Når jeg sådan tænker tilbage, så må jeg nok indse, at jeg har forandret mig meget i løbet af de tredive år. Ikke grundlæggende, men dog sådan, at jeg selv har reflekteret over det. Jeg er blevet meget mere rummelig, (og det er ikke kun pga min alder), jeg har lært utroligt meget om landbrug, og jeg har følt mig "presset" til at indtage holdninger og standpunkter, jeg ikke som 20-årig troede, jeg nogensinde skulle komme i nærheden af at forsvare... Jeg har taget nogle drastiske valg i forhold til mit eget liv, (min karriere, vil nogen betegne det), men vigtigst af alt, så har jeg været udfordret både på kærligheden og på tolerancen. Jeg har lært meget om mig selv, men ligeså meget om fællesskaber, og det er ikke, set i perspektiv, så ringe endda!
Jeg tænker, at kærlighed og ægteskab er en foranderlig størrelse, der gror af det, den gødes med! Og jeg synes, (og nu taler jeg jo så kun for mig selv) at der i perioder har været alt for lidt gødning, og i andre - næsten for meget! Sådan er vel de fleste parforhold?!

For at fejre kærligheden og det første kys (under åben himmel et sted ude i Vestjylland, mens vi så på stjerner... ) har jeg tænkt mig at købe mig en stor buket! Bondemanden har aldrig brugt at give blomster i tide eller utide, og jeg har efterhånden accepteret, at vil jeg have blomster, så må jeg selv købe dem. Eller - som Bondemanden nok vil sige: hvorfor er det DIG, der skal have blomster, hvorfor er det ikke MIG!?
Så. Jeg vil købe OS en stor buket, og så vil jeg glædes over, at der kom tre dejlige unger ud af dét kys, og jeg vil glædes over, at jeg ikke har tænkt mig at lave om på kendsgerningerne...

onsdag den 7. september 2016

Tings tilstandståbelighed

Maleren er i gang med vinduerne. De har trængt de seneste to år, og jeg har slebet i et par timer i går, og skal til det igen i dag. Jeg har det egentligt godt med den slags fysisk, konkret arbejde, måske fordi meget af mit arbejdsliv normalt foregår inde i mit hoved. Eller slet ikke.
Mens jeg står der med sandpapir og får malingssplinter ind under pegefingerneglen, kan jeg godt ønske, at nogle andre kom og tog over, at nogle andre skulle slibe de gamle faldefærdige vinduer, så jeg kunne sidde på min pind, ved fjorden, glo ud i luften og skrive videre på min roman.
På den anden side, så er det befriende at kunne sige:"SÅ langt er jeg kommet i dag, dét her, det var hvad jeg gjorde i dag, jeg har udført et stykke arbejde!"
Det er tåbeligt svært at se, hvad jeg egentligt har lavet det sidste halve år, for skrevet har jeg ikke. (Bondemanden nikker, mens han læser den her sætning)

Men jeg har fyldt på. Fyldt på energibankens videnskonto, og læst mig tilbage til middelalderen, læst på 1600-tallets politiske udvikling, heksebrændinger osv. Jeg skal ikke bruge det der 1600-tal til noget, men det er meget rart at vide ting.
Og... Jeg har fyldt op den evigt dårlige samvittighed over IKKE at få skrevet noget.
Men jeg har også modtaget flere gode meldinger fra folk, der har været glade for at læse de Tavse Vidner, som savner en to´er, som vil vide, hvordan det nu går med Rasmus, Maren og Asger, Niels Kaas og hans amme, samt de øvrige personer i De Tavse... Det lægger ligesom et pres på mine skuldre...
Om lidt er vinduerne færdige, og jeg kan trække stikket ud af virkeligheden.
Men først skal der udføres et stykke konkret slibearbejde...

onsdag den 31. august 2016

Ophøstet

Nu skal alting ikke være en klagesang fra landbruget. Faktisk findes den gode historie, og jeg kan da godt dele en af dem?! Hvis det skal være...
Vi fik ophøstet i lørdags - de sidste ærter  blev høstet, mens bondemanden og jeg sad på... tadaaaa... vores foretrukne ferieø, Hidra, nød solen, og venners gode selskab, mens den mellemste klarede, ja, ærterne!
Og så er de glade, bønderne. Det er jeg også. En hurdle mindre at bekymre sig om og over, og nu skal vi så bare liiiige have gjort klar til næste års høst.  Der er ufatteligt mange regler at forholde sig til, med efterafgrøder, som længe er sået, om grøn-arealer, om afgræsning, for at kunne få en skvæt ekstra gødning til næste års brug, om brak og randzoner. Og der bliver planlagt i detaljer, hvor og hvor meget, anslået og diskuteret.
Imens er jeg gået i skrivehi. Dvs. - jeg forsøger at komme i Skriverskjulet, forsøger at komme i gang med historien, og jeg minder mig selv om de roser og den feedback,  jeg modtog og fik, da der i sidste uge var Kulturmøde på Mors. Jeg satser på, at jeg har fyldt så mange indtryk i bagagen, at jeg ikke sådan lige med det samme får ophøstet af mine idéer, at jeg kan udfolde endnu et læseværdigt kapitel til Asger, Maren og Rasmus Smeds liv.
Der skal fødes nogle unger, passes en købmandsgård, sælges noget hamburgsk filigran, ansættes et par tjenestepiger, sejles på Skagerak, til Norge, fiskes og begraves. Der skal findes en kone, smedes nogle hestesko, bygges et hus, sælges nogle stude. Og så skal lille Niels Kaas  til Kjøvenhavn og studere! Han er snart på vej, tror jeg, jeg vil afsløre.

Det er bare at komme i gang, siger Bondemanden, og måske er det faktisk så enkelt. 
Måske ikke.