mandag den 13. november 2017

Gudruns Arv

Der er kommet forslag til forside. Jeg har sådan en lyst til at vise den. Mest fordi jeg ikke kan vente, men også fordi, jeg er sikker på, den er helt rigtig!
Så nu gør jeg det. Viser det forslag, Svetlana har lavet til mig, og som måske bliver tunet i farverne, tilrettet i skriften og andre småting, men som i sit væsentligste udtryk holder formen.
Jeg skal ud at holde foredrag i aften. På Stenalt Gods. Ejet af Bjørn Andersen Bjørn i 1500-tallets begyndelse.
Bjørn Andersen Bjørns hustru hed Anne Friis. Hun blev enke, og siden gift med Ove Vincentsen Lunge Dyre til Tirsbæk, som i 1524 til 1540 ejer Kjeldgård.
Bjørn og Anne Friis' datter hed også Anne. Anne Bjørnsdatter. Hun var gift med Niels Kaas til Staarup Hovedgård, og mor til den Niels Kaas, der ender som rigsråd og kansler i slutningen af 1500-tallet, og rådgiver for den senere Kong Chr. den 4....
Jaja, lidt royal  har man lov at være, og her kommer billedet af forsiden, som er i spil til den udgivelse, jeg glæder mig lissåmegetsomtiljul til!

mandag den 30. oktober 2017

Ikke Rasmus, men Gudrun

Ja. Nu er det ved at indhente sig selv, det hele, altså manus'et til De Tavse Vidner - anden bog. I stedet for Rasmus -- har redaktricen og forlæggeren og forfatteren enedes om titlen "Gudruns Arv" - ja, for det er jo sådan, det er. Gudrun bliver en vigtig del af Rasmus' liv, og arver såatsige det halve kongerige og en hel del besvær...
Hæhæ...
Jeg er lettet og glad og tilfreds - afleveringen sker til tiden, deadline overholdt af forfatter og redaktricesmedlæserdamen, og jeg er altså glad. SÅ glad!
Nu må det godt blive Jul. Både i virkeligheden, i 2017 og i Gudruns Arv, i 1554 eller deromkring...
I morgen får forlaget manus - og så er det bare at afvente!! Vente. Til foråret. 2018.
Så "kom Jul, kom sne, kom gaver" som Bamse siger/sagde. Jeg er klar!

mandag den 23. oktober 2017

Bogafleveringsfristsindhentningsterapioverspring

I disse dage, efter først en uges intensivt ophold på Hald Hovedgård med meget redigering, dernæst en uges total afslapning i Norge (kun lidt skriveri) er "Rasmus' Arv" nu i den sidste fase af sin tilblivelse. Det vil i praksis sige, at jeg skriver til, om, sletter og flytter rundt på alt det, jeg i virkeligheden allerede har skrevet færdigt. Det er denne del af en romans tilblivelse, jeg hader allermest... Som i H A D E R...
Det er frustrerende, at man kan blive ved med at finde sine egne fejl.
Det er irriterende, at man ikke kan finde ud af at skrive helt færdig.
Det er virkeligt sørgeligt, at man snart skal aflevere sin "baby" og lade andre vurdere, om man har gjort sit arbejde godt nok...
På den anden side, så er det rart med en deadline.
Det er dejligt, at man snart kan sige katjiiiing og sætte flueben.
Det er opløftende at vide, man har gjort sit bedste.
Og det er fantastisk at få fornemmelsen af, at man snart får sin frihed tilbage...

Den frihed vil jeg bruge konstruktivt. Har jeg bestemt.
(Jeg kan jo altid bestemme om)🙈

torsdag den 28. september 2017

Limfjordegnens Litteratur Samvirke på Galleri da Winti

Limfjordegnens Litteratur Samvirke holder sin årlige litteraturdag søndag den 1. oktober kl 13.30..
I år sker det på Da Winti  i Selde, altså lige her, lige om hjørnet, hvor jeg bor. Om det er på Da Winti fordi jeg er foredragsholderen...hmmm..... ja, det er det sikkert... fordi jeg så ikke skal ud og køre langt, men også fordi, Selde faktisk har en masse at byde på, det til trods, at vi kun er 350 indbyggere...
Dagen før, altså lørdag den 30. september, er der fernisering på årets kunst i Skulpturlandsby Selde - og det er videokunst her i 2017. Og videokunsten kan ses på udvalgte steder rundt om i vores landsby, fra den 30. september og frem til 17. december.

Nå,  men tilbage til LLS.
Jeg er "kommet til" at love formanden, at jeg vil holde foredrag om De Tavse Vidner. Faktisk blev jeg overtalt, og da det skete, var jeg slet ikke så langt fremme i kalenderen, at jeg kunne overskue hvor og hvor langt nummer to ville være, på det her tidspunkt...
Og det bliver min svøbe. Jeg skal holde oplæg/foredrag om en bog, jeg skrev og udgav for over to år siden, og på hvis skuldre, jeg har stået lige siden... to´eren er på vej, den er næsten skrevet færdig, og det er to'eren, der rumler i mit hoved...
Jeg overvejer mulighederne - finde et bedaget stykke notatpapir og starte dér... skrive lidt til og trække lidt fra... jeg har jo holdt foredrag om bogen før... eller skal jeg simpelthen bare starte ved den dag, bogen udkom.... og fortælle om alt det, De Tavse Vidner har gjort ved mig... skal jeg læse udvalgte steder op, krydre med mine personlige favoritter, beskrive tilblivelsesprocessen, bagkanten, og alt det, der følger med, når man bliver forfatter til en historisk roman... Om at man tillægges stor indsigt, som man ikke føler man har, at man bliver bedt om at være ekspert, uden at turde sige nej... om at man kæmper med hvert eneste ord, og har et had-kærligheds-taknemmelighedsforhold til sit forlag, og en svag fornemmelse af, at tingene drejer i en retning, man ikke havde planlagt, da man startede, og at man faktisk aller-aller helst vil blive i sin hule og skrive, i stedet for at skulle ud og optræde med sit hjerteblod...
Jeg ved godt, der følger foredrag med i kølvandet på en bog. Det er ligesom det, der er mit arbejde. Jeg skriver bøger og holder foredrag. Bum.
Men der er lang vej, fra jeg siger ja, tak til jobbet, og så til det skal materialiseres/effektueres og jeg kan imellem tiden godt glemme, hvor nervepirrende og angstprovokerende det er. For det er det.
Gør man det nu godt nok. Forstår tilhørerne, hvad man forsøger at sige, siger man det nu kunstnerisk nok, klogt nok, interessant nok...

Nå. Men det er et dejligt møde. Der er lokale limfjordsforfattere, der er lokale limfjordsinteresserede læsere, der er kaffe og kage, og nej, det bliver nok ikke helt så slemt, som jeg forestiller mig, lige nu...
Du kan købe din billet ved indgangen, og det starter kl 13.30..
Man kan også melde sig til hos Per T Mouritsen på 97572144 eller mail per.mouritsen@privat.dk

mandag den 25. september 2017

Så ruller Sigurds Traktor og Petras Ko igen!!

Ej, hvor er det herligt!
Det er faktisk helt fantastisk at være forfatter til to så dejlige bøger - især når det igen er lykkes at genudgive. For godt 14 dage siden udkom Sigurd og Petra for hhv tredje og anden gang, siden de første gang ramte boghylderne tilbage i 2007 og 2006!
Sigurd har ti år på bagen, men han er stadig lige skøn, og de tilbagemeldinger vi har fået i årernes løb, har nu fået os til at genoptrykke, så det atter er muligt at købe bogen.
Og nu vi var ved det, så tog vi Petra med...
Nu sidder der nok nogen og tænker... hmmm.... hvorfor har I ikke genoptrykt Signe-Maries Høne så?
Ja, hvorfor har vi ikke dét?
Svaret er simpelt: Det handler om økonomi (og dét er kedeligt!) og så det faktum, at det typisk er Sigurds Traktor, der har været efterspurgt...
Men nu kan du altså købe Sigurd og Petra, du skal bare skrive til mig, så sender jeg bøgerne...
Og ja, der er mindre end tre måneder til Jul (bare til info).
Hvis du bor i nærheden af Skive, så har Hans Jørgen i Skive Boglade og Boghandleren i Nyk. Mors bøgerne på hylderne, men ellers kan du, som sagt, blot skrive til mig, hvis du ønsker at købe bøgerne.

Bondemanden er ved at dåne over de mange kasser, der pt står til parade i vores entre. Jeg synes nu, det er helt hyggeligt...

onsdag den 23. august 2017

Nej, nej - bloggen er ikke død.

Det er bloggeren heller ikke.
Måske bare lidt blog-træg og træt.
Det kan man godt blive, når man i årevis har været aktiv. Det er lidt ligesom andre sociale medier - det KAN ske, de kommer til at hænge en langt ud af halsen, men man kan ikke skippe dem, trods alt.
Bloggen er nemmere at hoppe over, og i travle perioder, eller i ferietid, er den, det første jeg springer over. Bloggen. Den her. Blog. Som du læser lige nu. NU.

Jeg er ikke død, bloggen er bare blevet lidt træt.
Men jeg lover, der snart kommer liv i skriveriet herinde igen. Der skal bare lige skrives en roman færdig først. Og inspirationen skal jo komme et sted fra. Og det kræver, at bloggeren læser, i stedet for at skrive. Så.  Sådan er det.
Hvis du synes, det er helt elendigt, og du ikke vente mere  -  så kan du nøjes med at følge med på facebook, det sociale medie, hvor jeg huserer næsten dagligt. Uanset.

Men nu kører jeg tilbage i mit selvvalgte off-line skriverskjul, og skriver. S k r i v e r.

mandag den 12. juni 2017

Hestemenageriet igen igen...

Det vil ingen ende tage...
Jeg har sammenlagt syv ismuler gående på strandengene. Bondemanden herser med mig jævnligt, og således nu igen... Sangen er den samme sang, som bloglæsere her på siden vil kunne nikke genkendende til, den er sunget tidligere: "Sælg nu nogen af de heste. Du kan jo kun ride på en af gangen, og der er for mange!"
Og ja, det er så der, vi er nu igen. Vi skal have tyndet ud i bestanden. Pt. har Bondemanden indvilliget i, at der er to, der er 100 % fredede... Det drejer sig om gamle Py, og hendes datter, der er blind på det ene øje. Hende kan vi ikke sælge. Heller ikke selvom vi ikke kan ride så vældigt meget på hende, da hun har det, vi kalder en "utålmodighedsprofil", og har ganske svært ved at stå stille så længe det varer at lægge sadel og hovedtøj på, for slet ikke at tale om at stå stille, så man kan stige på  hende... pyha...
Nå. Så VAR der yderligere fem. For nu har vi så besluttet os for at beholde den fine Tölta,  som lige er kommet hjem fra tilridning, og er femgænger,  og heeeeeeelt vildt smuk. Hun er Loa´s afkom, og altså også fredet.... Det giver fire tilbage. Heraf er der en Bamsehest, som alle kan ride og som alle er trygge ved at ride, og så er der de to yngre 4-årige, som ikke helt er klar til tilridning endnu, og så er der vallakken, som har læsset præsten af, og derfor ikke  kan sælges til normal-pris. Endnu da. Han er også forholdsvist nytilredet, i hvert fald ikke redet ret meget, så ham er vi også nødt til at beholde.
Det giver tre. Og babyen Undrun ligner et føl, trods sine fire år, og søsteren er langbenet og fin, og velopdragen, men ikke helt klar til at blive ridehest endnu, så de er også fredede. Det efterlader så én hest, der kan sælges. Òsk. Stjernen i to af mine børnebøger... kan man få sig til at sælge hende??
I eftermiddag stod de alle syv i Smørhullet (bestemt mark med mange smørblomster, red.)... Òsk er den sorte. Kan man sælge sine børn?