onsdag den 3. maj 2017

Sæsonens sidste sang

Det er blevet til maj måned. Bondemandens markselskab har fået det sidste korn puttet i jorden, og er SÅ klar til en forhåbentlig god vækstsæson.
Sæsonafslutninger er vigtige - de kulminerer årets cyklus - og således også med foredragsforretningen. Den afsluttes i morgen. Det bliver godt. At få ro. Og at afslutte en langstrakt periode, der startede i september 2016, og altså, først slutter nu i maj 2017. Kun i december og januar var der roligt, men til gengæld vildt aktivt på feriefronten.
Nu går vi sommer i møde. Jeg går i skrivehi i mit skriverskjul ved fjorden. Det bliver godt. Det bliver et langt sejt træk. At få skrevet romanen om Maren, Asger og Rasmus færdig. De Tavse Vidner - anden bog. I skrivende stund, i sæsonafslutningens sidste time, har jeg skrevet en tredjedel. Om tre måneder - forhåbentligt de sidste to tredjedele. Og så ruller vi foredragssæsonen ud igen... Årets gang, cyklussen.

torsdag den 20. april 2017

Skulpturlandsby, Grasslands, kunstnere og engagement...

"Hvorfor fanden får vi os altid rodet ind i alt muligt?" spurgte min søde Bondemand mig, da dagens gæster kørte ud af gårdspladsen... (han smilede skævt imens)
Tjah... dagens besøg var af kurator for Grasslands (et projekt under Aarhus2017 i nabobyen Åsted) Lene Noer, og Henk Keizer, hollandsk "concept & project development, curator & program maker", som Lene har "fundet" på et europæisk møde for "Rural Art" i Amsterdam for år tilbage...
Tjah... det er jo sådan, at når ting ikke er kedelige, så vil vi gerne være en del af det! Og når nogen er visionære nok, så deltager vi og hjælper, hvor vi kan. Om det er almindelig køkkenbordskaffeslabberas, henvendelser til organisationer for at lokke penge til området, møder i byen for at etablere kontakter, eller om det er at bage boller til en frokost  med  de videokunstnere, der også er en del af Aarhus 2017, i Skulpturlandsby Selde, ja, det er sådan set ligegyldigt. Vi er på!

Jeg forsøgte at sige til Bondemanden, at han da bare kunne melde pas, og gå ud i landbruget, hvis han ikke ville være med, men det falder sig altid sådan, at det vil han ikke. Han VIL være med. Være en del af fællesskabet, give råd og lyd og besyv med, når diverse indfinder sig til morgenkaffebordet klokken 0900 dut.
Og selvom han har evigt ret i, at det var meget nemmere og meget mindre tidskrævende at bakke ud og melde fra, ja, så er jeg ret glad for, at det ikke er det, vi gør!

For hold nu fest, hvor får vi mange fine og gode oplevelser med på vejen. Og hold nu op, hvor har vi gennem tiden mødt og snakket med mange spændende mennesker af vidt forskellig art og kultur!
Mangfoldigheden i kunsten er imponerende, og selvsagt er menneskene bag den vidt forskellige!

I dag så jeg et teaterstykke på min pc sammen med Bondemanden og Henk. Et meget fint stykke, enmandsoptræden, på engelsk (!) der varede 65-70 minutter, (som krævede køkkenrulle indimellem), og handlede om to vidt forskellige brødre, der vokser op på en bondegård, den ene overtager gården, den anden rejser ud for at redde verden.. Som voksne, 12 år senere, mødes de igen, og bonden fortæller sin bror, hvordan det er gået med deres fædrene arv... puha, siger jeg bare.... finanskrise, kinesere, rådgivere og banker... et fint og følsomt, men også humoristisk portræt af et trængt erhverv, og menneskene i det! ("We, Pig Country", engelsk version 2016, af Lucas Da Man)

Se, sådan en oplevelse var jeg gået glip af, havde jeg gemt mig i min puppe, og overladt beværtningen af Lene og Henk til nogle andre... Nu fik jeg set teater! Og nu er vi så i gang med at hjælpe Henk, så der kan skrives en opdateret dansk version (originalen er på flamsk/belgisk), der kan vises i efteråret i forb.m. Grasslands i Åsted... Det havde jeg ikke drømt om, da  jeg stod op i morges. Og helt ærlig... havde jeg vidst, at kaffemødet ville vare til klokken 14... så havde jeg sikkert sagt "nej, desværre, jeg har andre ting at lave i dag"... og gudihimlen hvor er jeg glad for, at jeg IKKE på forhånd vidste, hvad vej, dagen gik!
"Hvorfor fanden får vi os altid rodet ind i alt muligt?"
Tjah... fordi vi kan!

mandag den 6. marts 2017

at have have

Ja. Det er nu mest græsplæner, træer og skovbund vi vekselerer i, her hos os, og i disse dage er skovbunden/græsset dækket/perforeret af i titusindvis af vintergækker, den gammeldags slags, med dobbeltop på kronblade. De er vildt fine og hvide, derude.
Jeg havde næsten glemt det, men huskede det i dag, at Bedstefar altid klippede vores vin i gårdspladsen i januar... Så i dag var det lidt januar, og jeg fik klippet ned, og nu jeg var ved det, kunne jeg passende grave de to, tilovers ud af tre, roser med skavanker op af deres krukker, og smide dem i et hul. Og nu var jeg der jo alligevel, og fik derfor også flyttet nedfaldsløv, og baldret den krukke, der har stået med skår og indeklemt hosta i årevis, og plantet den ud på kanten af spejlgraven, omme hvor der ikke kommer nogen - så kan den se, om den gider overleve, eller bare hensygner i fred. Krukken er, som sagt, baldret.
Krydderurtekrukkerne er blevet justerede, så nu kan timian og purløg og mynte bare komme i gang, og den skovmærke jeg glemte at tage ind... ja, den kan så få sig en efterfølger, når jeg løber på en. I maj. Når der ikke længere er frost på programmet.

Og programmet i det hele taget - er der ellers i den grad sat fokus på, synes jeg. Faktisk alt for lystigt. Den kalender, jeg for bare kort tid siden kunne se var tom - blank og blød at kigge i - er nu hardcore fyldt. Hmmm...
Sådan må det vel være, når man vil deltage og være med i fællesskaber, foreninger, foredrag og fjas!
At have sin have at kunne vegetere i, er vel det rum, som jeg må love mig selv ikke at få dårlig samvittighed over at have... Flyverdragt og gummistøvler, I love it!

tirsdag den 21. februar 2017

Sentimentalisme

1) ældste datter fylder 24 om få dage
2) ægteskabet har varet i 24 år, 10 måneder og 24 dage
3) mellembarn har været på udlandsfærd i 4 måneder og 18 dage
4) forlag har kun fåtalligt oplag tilbage af seneste udgivelse (64 helt nøjagtigt)
5) vejrudsigten lover genkomst af vinter
6) i går regnede det så ingen kunne ride
7) i dag blæser det og ingen kan ride
8) arbejde er opreklameret
9) sulten gnaver
10) om 20 dage flytter jeg i Kapellet på Hald (og alt bliver godt igen)

torsdag den 9. februar 2017

Nyt år og NYT på bloggen

Der er gået 2½ måned, siden jeg skrev sidste gang...Det må I undskylde, Jer der måske læser med endnu.
Men i dag er en af de dage, hvor jeg, træt efter tre foredrag på to dage, har ro til at sidde for mig selv og gøre ingenting, mens smeden og Bondemanden er ved at lægge nye varmerør i alle fem stuer. Ja, ALLE FEM (5) stuer har været vandrørsskadede siden først i december. Små møgdyr af slagsen halsbåndmus har gnavet samtlige varmerør til radiatorerne over, eller ihvertfald, lavet små huller i al den nymodens plastik-varmeteknik. Vi har mindst haft et dyr under gulvene, og den har været tørstig, det lille skind, og har derfor gnavet på lykke og fromme, og haft held! Vi ved selvfølgelig ikke, hvor længe dyret har boet under vores gulve, men lugten hen over januar måned indikerede, at den er død nu. Og rådnet op...
Affugtere har stået og larmet siden starten af december, i 4 af stuerne, men nu skulle det være i orden, rockwool og brædder er på et acceptabelt indeklima-niveau igen, og nu lægger de så rør ind...
På et tidspunkt kommer stuernes hullede gulve (pga affugterne blev der boret op i gulvbrædderne og sat slanger i overalt, så det har lignet et mindre laboratorium) til at ligne sig selv igen, og vi kan flytte møbler på plads og drage et lettelsens suk.

Der var (heldigdavis) også en ferie i mellemtiden. New Zealandsk roadtrip er noget, alle bør spare sammen til at gøre, mindst en gang i livet!! Smukt med smukt på er det, deromme på den anden side af jordkloden, og jeg har set pingviner i deres naturlige omgivelser!! Og fløjet over Mt Cook i et lille Cesna 172-fly, et must, når man rejser med Bondemanden, og lejligheden bød sig!

Og nu er det hverdag igen. Hesten med øjet, der er blevet dryppet mellem 3 og 5 gange om dagen, siden 20. december, er snart færdig med sin kur, to ungheste er startet i tilridning, og snart er det marts, faktisk om 19 dage !! Forår!! Wiiii!!
Så skal jeg i gang med De Tavse Vidner - anden bog, og jeg har fået plads på Hald i hele 14 dage! Nøjh, det bliver dejligt! Ro og fred og ingen forstyrrelser, udover dem, jeg giver mig selv!
Indtil da, vil jeg summe rundt, holde foredrag i Vendsyssel og Gråsten bl.a., og glæde mig!

torsdag den 17. november 2016

Lidt om fællesskaber

Det er med fællesskaber og foreninger, som med så mange andre ting...  Ting, der tager unødigt megen tid, og giver uendeligt meget bøvl.
I øjeblikket er jeg "medejer" af bestyrelsen i to foreninger, og en tredje coming up, som jeg har sagt ja, tak, til at være en del af...
Der er udfordringer med de foreninger... De kræver noget. Af mig, min tid, min ærlighed, mine relationer med andre mennesker.
Men det er vel derfor fællesskaber kan det, de kan!? Give os en bedre og bredere forståelse af andre mennesker, og nogen gange udfordre os på vores personlige forankringer.
Jég tænker, at alle har brug for udfordringer, har brug for at blive skubbet lidt til, har brug for at vide, at andre kigger dig over skuldrene, måske er de enige, måske er de uenige, men kunsten ( også hvis det drejer sig om kunst!) er vel dybest set, at vi kan finde en vej, sammen... Og leve med og lære af hinanden, i netop dét fællesskab...
Bondemanden sukker opgivende, når jeg indimellem brokker mig over dette eller hint - "så meld dig sgu da ud, brug din tid på at skrive nogle bøger"...
Men jeg vælger gerne fællesskabet, jeg vil gerne være med, være en del, spille spillet, tabe og vinde med samme sind. Det giver erfaringer, livsindsigt, og dermed grobund for de historier, som jeg skal skrive i ensomhed...
Sådan må det være.
Så ja, tak, jeg vil gerne være med!
Og hermed stof til eftertanke.

mandag den 24. oktober 2016

At have en hest

og lidt flere, gør mit liv til en indimellem vidunderlig vandring med mindfullnes i naturen. Således også nu i formiddag, hvor Præsten og jeg har luftet de to ridebare is-muler. Det tog lidt tid at indfange Lóa, men hun gav sig efter et par flotte "se-mig-se-mig-jeg-vil-ikke-fanges"- runder på strandengen.
Så traskede vi hjem i god ro og orden. Fik sadler på, hovedtøj, og så steg vi til hest... Gående heste er ikke altid helt nemme at komme på ryggen af, men sådan var det i dag, "nogen" havde travlt...
Af sted gik det mod fjorden, i skarp skridt, hvor Lóa igen demonstrerede, at alt gang foregår i løb, hvis-det-står-til-mig... 3 km senere kunne jeg godt mærke, at "vi" trængte til lidt mere fart, og så gik der ellers kontrolleret, tøjlestram kort galop i den... tjuhej, hvor det gik!! 150 meter i fuld fart, kontrolleret og fantastisk. (Jeg er noget spændt på, om jeg kan mærke mine inderlår i morgen...)
Det bliver snart for blødt at ride hen langs skrænterne mod Eskov, men i dag var der ingen problemer, sikkert også fordi det har været nord- eller østenvind i umindelige tider, så stranden er drænet for vand. Vi vendte om, dér, knapt 4 km hjemmefra, og så er det ellers i endnu stærkere skridtfart hjemover. Jeg sidder altid bedre i sadlen på vejen hjem end ud, og i dag, især fordi det efterhånden var 14 dage siden sidste tur - det kan på ingen måde anbefales, at lade være med at ride! - skridt i højt tempo, momenter af kort galop, en smule trav, og så, den sidste kilometers penge - tölt til ""verdens ende"... klip-klap-klip-klap-klip-klap-klip-klap... aaaaahhhhh!
Jeg slipper alle andre tanker, lader verden være sig selv, indånder fjordens kølighed, mærker farten i ørerne, nyder nyder nyder...
To våde heste stod ved bommen efter fem kvarters ridt. Òsk skummede i ansigtet, sådan svedte hun, begge heste gennemvåde på bringe, ben og bagpart, to ryttersker med røde kinder og kæmpe smil om munden - min sjæl, hvad vil du mere??
Jeg tænker, at der sker noget i hovedet på mig, når jeg sidder der på Lóa-hesten, noget uforklarligt. Det er ligesom nogle brikker falder på plads indeni mig, så selvom det virker tåbeligt, i min alder, at have sådan en trang til hest, så er jeg ikke bleg for at indrømme, at de bedste timer, dem har jeg faktisk, mens jeg rider! Måske er det fordi, jeg ikke KAN andet, når jeg sidder der. End at sidde. Forsøge at mærke hesten, hestens iver, bevægelserne, forsøge at gøre det let for hende at bære mig, samtidigt med, at jeg skal huske alt det jeg har lært, om at ride, og så bare VÆRE. Præsten siger, hun har det på samme måde. Det er ikke kun mig...
Og Bondemanden, han griner over hele hovedet, når vi kommer hjem. Jeg tror, han ved, hvor fantastisk det er. Og misundelse er en af de syv dødssynder, så hvis han kommer langt, så kan han jo bare ride med ...