torsdag den 17. november 2016

Lidt om fællesskaber

Det er med fællesskaber og foreninger, som med så mange andre ting...  Ting, der tager unødigt megen tid, og giver uendeligt meget bøvl.
I øjeblikket er jeg "medejer" af bestyrelsen i to foreninger, og en tredje coming up, som jeg har sagt ja, tak, til at være en del af...
Der er udfordringer med de foreninger... De kræver noget. Af mig, min tid, min ærlighed, mine relationer med andre mennesker.
Men det er vel derfor fællesskaber kan det, de kan!? Give os en bedre og bredere forståelse af andre mennesker, og nogen gange udfordre os på vores personlige forankringer.
Jég tænker, at alle har brug for udfordringer, har brug for at blive skubbet lidt til, har brug for at vide, at andre kigger dig over skuldrene, måske er de enige, måske er de uenige, men kunsten ( også hvis det drejer sig om kunst!) er vel dybest set, at vi kan finde en vej, sammen... Og leve med og lære af hinanden, i netop dét fællesskab...
Bondemanden sukker opgivende, når jeg indimellem brokker mig over dette eller hint - "så meld dig sgu da ud, brug din tid på at skrive nogle bøger"...
Men jeg vælger gerne fællesskabet, jeg vil gerne være med, være en del, spille spillet, tabe og vinde med samme sind. Det giver erfaringer, livsindsigt, og dermed grobund for de historier, som jeg skal skrive i ensomhed...
Sådan må det være.
Så ja, tak, jeg vil gerne være med!
Og hermed stof til eftertanke.

mandag den 24. oktober 2016

At have en hest

og lidt flere, gør mit liv til en indimellem vidunderlig vandring med mindfullnes i naturen. Således også nu i formiddag, hvor Præsten og jeg har luftet de to ridebare is-muler. Det tog lidt tid at indfange Lóa, men hun gav sig efter et par flotte "se-mig-se-mig-jeg-vil-ikke-fanges"- runder på strandengen.
Så traskede vi hjem i god ro og orden. Fik sadler på, hovedtøj, og så steg vi til hest... Gående heste er ikke altid helt nemme at komme på ryggen af, men sådan var det i dag, "nogen" havde travlt...
Af sted gik det mod fjorden, i skarp skridt, hvor Lóa igen demonstrerede, at alt gang foregår i løb, hvis-det-står-til-mig... 3 km senere kunne jeg godt mærke, at "vi" trængte til lidt mere fart, og så gik der ellers kontrolleret, tøjlestram kort galop i den... tjuhej, hvor det gik!! 150 meter i fuld fart, kontrolleret og fantastisk. (Jeg er noget spændt på, om jeg kan mærke mine inderlår i morgen...)
Det bliver snart for blødt at ride hen langs skrænterne mod Eskov, men i dag var der ingen problemer, sikkert også fordi det har været nord- eller østenvind i umindelige tider, så stranden er drænet for vand. Vi vendte om, dér, knapt 4 km hjemmefra, og så er det ellers i endnu stærkere skridtfart hjemover. Jeg sidder altid bedre i sadlen på vejen hjem end ud, og i dag, især fordi det efterhånden var 14 dage siden sidste tur - det kan på ingen måde anbefales, at lade være med at ride! - skridt i højt tempo, momenter af kort galop, en smule trav, og så, den sidste kilometers penge - tölt til ""verdens ende"... klip-klap-klip-klap-klip-klap-klip-klap... aaaaahhhhh!
Jeg slipper alle andre tanker, lader verden være sig selv, indånder fjordens kølighed, mærker farten i ørerne, nyder nyder nyder...
To våde heste stod ved bommen efter fem kvarters ridt. Òsk skummede i ansigtet, sådan svedte hun, begge heste gennemvåde på bringe, ben og bagpart, to ryttersker med røde kinder og kæmpe smil om munden - min sjæl, hvad vil du mere??
Jeg tænker, at der sker noget i hovedet på mig, når jeg sidder der på Lóa-hesten, noget uforklarligt. Det er ligesom nogle brikker falder på plads indeni mig, så selvom det virker tåbeligt, i min alder, at have sådan en trang til hest, så er jeg ikke bleg for at indrømme, at de bedste timer, dem har jeg faktisk, mens jeg rider! Måske er det fordi, jeg ikke KAN andet, når jeg sidder der. End at sidde. Forsøge at mærke hesten, hestens iver, bevægelserne, forsøge at gøre det let for hende at bære mig, samtidigt med, at jeg skal huske alt det jeg har lært, om at ride, og så bare VÆRE. Præsten siger, hun har det på samme måde. Det er ikke kun mig...
Og Bondemanden, han griner over hele hovedet, når vi kommer hjem. Jeg tror, han ved, hvor fantastisk det er. Og misundelse er en af de syv dødssynder, så hvis han kommer langt, så kan han jo bare ride med ...

mandag den 10. oktober 2016

Kærestedag

I aftes gik det op for mig, at Bondemanden og jeg har været kærester i 30 år!
T R E D I V E år!!!!!

Kommentarer fra bemeldte herre lød: " Du Godeste, skal dét nu fejres?"
Og ja, og nej.
Det er en bedrift i sig selv, synes jeg, og med skilsmissestatistikkerne i mente, er det da faktisk helt fantastisk, at vi har holdt hinanden ud i 30 år.
På den anden side, så agter vi ikke at lave noget OM på kendsgerningen, så hvorfor gøre et nummer ud af det?

Når jeg sådan tænker tilbage, så må jeg nok indse, at jeg har forandret mig meget i løbet af de tredive år. Ikke grundlæggende, men dog sådan, at jeg selv har reflekteret over det. Jeg er blevet meget mere rummelig, (og det er ikke kun pga min alder), jeg har lært utroligt meget om landbrug, og jeg har følt mig "presset" til at indtage holdninger og standpunkter, jeg ikke som 20-årig troede, jeg nogensinde skulle komme i nærheden af at forsvare... Jeg har taget nogle drastiske valg i forhold til mit eget liv, (min karriere, vil nogen betegne det), men vigtigst af alt, så har jeg været udfordret både på kærligheden og på tolerancen. Jeg har lært meget om mig selv, men ligeså meget om fællesskaber, og det er ikke, set i perspektiv, så ringe endda!
Jeg tænker, at kærlighed og ægteskab er en foranderlig størrelse, der gror af det, den gødes med! Og jeg synes, (og nu taler jeg jo så kun for mig selv) at der i perioder har været alt for lidt gødning, og i andre - næsten for meget! Sådan er vel de fleste parforhold?!

For at fejre kærligheden og det første kys (under åben himmel et sted ude i Vestjylland, mens vi så på stjerner... ) har jeg tænkt mig at købe mig en stor buket! Bondemanden har aldrig brugt at give blomster i tide eller utide, og jeg har efterhånden accepteret, at vil jeg have blomster, så må jeg selv købe dem. Eller - som Bondemanden nok vil sige: hvorfor er det DIG, der skal have blomster, hvorfor er det ikke MIG!?
Så. Jeg vil købe OS en stor buket, og så vil jeg glædes over, at der kom tre dejlige unger ud af dét kys, og jeg vil glædes over, at jeg ikke har tænkt mig at lave om på kendsgerningerne...

onsdag den 7. september 2016

Tings tilstandståbelighed

Maleren er i gang med vinduerne. De har trængt de seneste to år, og jeg har slebet i et par timer i går, og skal til det igen i dag. Jeg har det egentligt godt med den slags fysisk, konkret arbejde, måske fordi meget af mit arbejdsliv normalt foregår inde i mit hoved. Eller slet ikke.
Mens jeg står der med sandpapir og får malingssplinter ind under pegefingerneglen, kan jeg godt ønske, at nogle andre kom og tog over, at nogle andre skulle slibe de gamle faldefærdige vinduer, så jeg kunne sidde på min pind, ved fjorden, glo ud i luften og skrive videre på min roman.
På den anden side, så er det befriende at kunne sige:"SÅ langt er jeg kommet i dag, dét her, det var hvad jeg gjorde i dag, jeg har udført et stykke arbejde!"
Det er tåbeligt svært at se, hvad jeg egentligt har lavet det sidste halve år, for skrevet har jeg ikke. (Bondemanden nikker, mens han læser den her sætning)

Men jeg har fyldt på. Fyldt på energibankens videnskonto, og læst mig tilbage til middelalderen, læst på 1600-tallets politiske udvikling, heksebrændinger osv. Jeg skal ikke bruge det der 1600-tal til noget, men det er meget rart at vide ting.
Og... Jeg har fyldt op den evigt dårlige samvittighed over IKKE at få skrevet noget.
Men jeg har også modtaget flere gode meldinger fra folk, der har været glade for at læse de Tavse Vidner, som savner en to´er, som vil vide, hvordan det nu går med Rasmus, Maren og Asger, Niels Kaas og hans amme, samt de øvrige personer i De Tavse... Det lægger ligesom et pres på mine skuldre...
Om lidt er vinduerne færdige, og jeg kan trække stikket ud af virkeligheden.
Men først skal der udføres et stykke konkret slibearbejde...

onsdag den 31. august 2016

Ophøstet

Nu skal alting ikke være en klagesang fra landbruget. Faktisk findes den gode historie, og jeg kan da godt dele en af dem?! Hvis det skal være...
Vi fik ophøstet i lørdags - de sidste ærter  blev høstet, mens bondemanden og jeg sad på... tadaaaa... vores foretrukne ferieø, Hidra, nød solen, og venners gode selskab, mens den mellemste klarede, ja, ærterne!
Og så er de glade, bønderne. Det er jeg også. En hurdle mindre at bekymre sig om og over, og nu skal vi så bare liiiige have gjort klar til næste års høst.  Der er ufatteligt mange regler at forholde sig til, med efterafgrøder, som længe er sået, om grøn-arealer, om afgræsning, for at kunne få en skvæt ekstra gødning til næste års brug, om brak og randzoner. Og der bliver planlagt i detaljer, hvor og hvor meget, anslået og diskuteret.
Imens er jeg gået i skrivehi. Dvs. - jeg forsøger at komme i Skriverskjulet, forsøger at komme i gang med historien, og jeg minder mig selv om de roser og den feedback,  jeg modtog og fik, da der i sidste uge var Kulturmøde på Mors. Jeg satser på, at jeg har fyldt så mange indtryk i bagagen, at jeg ikke sådan lige med det samme får ophøstet af mine idéer, at jeg kan udfolde endnu et læseværdigt kapitel til Asger, Maren og Rasmus Smeds liv.
Der skal fødes nogle unger, passes en købmandsgård, sælges noget hamburgsk filigran, ansættes et par tjenestepiger, sejles på Skagerak, til Norge, fiskes og begraves. Der skal findes en kone, smedes nogle hestesko, bygges et hus, sælges nogle stude. Og så skal lille Niels Kaas  til Kjøvenhavn og studere! Han er snart på vej, tror jeg, jeg vil afsløre.

Det er bare at komme i gang, siger Bondemanden, og måske er det faktisk så enkelt. 
Måske ikke.

tirsdag den 9. august 2016

Der tygges i spinaten

Mellem bygerne, kører de lidt frem, og lidt tilbage igen, for at kunne tærske.
Imens spiser jeg Pinocchio-kugler. Sådan er det. Trøstespisning, eller - fordi-det-er-synd-for-de-andre-sødt-ædeflip.
Vi bliver så uligevægtige. Utilpasse. Af sukkeret, måske, men også af, ikke at kunne få ro og sol nok.
Det gælder ikke for andre end bønder, tror jeg ikke. Men det gælder her! I høj grad.

DMI siger: "Spredte byger, men også plads til lidt sol. Blæsende med en jævn til hård vestlig vind, ved Vestkysten op til kuling og temp. omkring 15 grader". Vi bor ved Vestkysten i dag. Fjorden står så højt, som jeg aldrig har set det i august måned før.

Det er ikke høstvejr. Det er møjvejr. Frø og spinat blæser af, eller bliver pisket af, når bygerne tromler. Vi gider ikke mere. Vi vil gerne bestille rolig vind, masser af sol, og varme.
Er der mon et sted, man kan klage??

onsdag den 20. juli 2016

Hverdagens høst

Med i tasken var min pc. Den, jeg bruger til mails og sådan, men jeg havde den kun fremme, fordi jeg skulle. En klumme til Landbrugsavisen havde deadline, inden jeg kunne nå at komme hjem på min pind, for at skrive. Så det måtte jeg gøre, mens min Bondemand var ude at fiske, og hans gamle ven og hyttehusets ejer, makkede i sit bådhus.

Vi har været på ferie.  Bondemanden og jeg. Til Hidra, øen ved Flekkefjord i Norges "Sørland", hvor vi er kommet de sidste 25 år, ikke ofte om sommeren, men altid i efterårsferien, og i påsken, eller bare i en lang weekend. Nogle gange med venner, andre gange blot med vores egen familie, og tit med besøg af husets ejere, en dag eller to, for at vi ikke skulle føle os helt forladte... I år blev det så til en slags sommerferie, 6 dage, med rejsen i hver ende inkluderet.


Ikke nogen overmodig eller lang ferie, vil nogen hævde, men længe nok til, at vi kom ud af rutinerne herhjemme, ud af hverdagen, lige præcist nok til, at jeg nu sidder med vemod i hjertet, og tænker, at hverdagen har stjålet min elskede fra mig.

Der er markant forskel på, hvordan vi er med hinanden, hvordan og hvad vi taler om, hvor ofte vi smiler, ler, kysser. Måske er det derfor, der nogen gange indsniger sig en vis form for irritation over Bondemandens hverv, når der står sommerferie i kalenderen, og ingen har skole, studier, foredrag at passe. Han har altid, og har altid haft, svært ved at acceptere, at vi andre ikke foretager os ret meget i juli måned.
Og nu er høsten i gang. Der rases og regeres, med store maskiner, siloer, plantørrerier, vogne, traktorer, der planlægges og kommanderes. Kaffe hid, aftensmad did, hvem, hvor, hvor mange... Og morgenmadsbordet, med et varierende antal sultne stald- og markfolk er snart det eneste tidspunkt, hvorpå jeg ser ham. Det må jeg så lære igen i år. Den halve time, mens andre nyder hans opmærksomhed, og dagsplanen så småt sættes i værk...

Hverdagen og høsten har stjålet min elskede -

mandag den 4. juli 2016

Betydningsfulde roser

Jeg fik roser i går. Her næsten 10 måneder efter udgivelsen. Betydningsfulde roser.
De Tavse Vidner bliver stadig læst!! Nogen har sågar "gemt" den til deres sommerferie, og melder tilbage når de kommer retur, velnærede og solbrune, fyldte af energi.
"Hvornår kommer der en to´er," spør de...

Jeg har ikke ro. Det er jeg nødt til at skuffe med, jeg har hverken tid eller ro, eller fyldt nok på endnu, til at jeg kan komme ordentligt videre med to´eren - det er "den svære to´er" denne gang, må jeg vist sande.
Andre har læst eller genlæst Bondeanger og spør´ efter en TRE´er...
Jeg ved ikke, om jeg vil kunne skive den. Måske. Det er, som Bondemanden ofte siger, (samtidigt med at han kigger forarget i min kalender) "bare at beslutte sig og så sætte sig" ...
På sallingbomål lyder det ikke særlig rart: "De´ da bår å sæt sæ, og så skryw! Så kåm i gång".

Jeg skal nok komme videre, jeg er jo faktisk "i gång" - mest med De Tavses efterfølger, og det bliver lige så intens en proces, som læsningen af de Tavse har været for hende, der meldte tilbage i går...
"Jeg læste til klokken fire i morges".
Så gider jeg godt sætte mig og "kåm i  gång".

onsdag den 29. juni 2016

Sommer og ferie og flintrende travlt i køkkenet

Det bedste ved årstiden er, at alle kommer hjem på ferie.
Det værste ved årstiden er, at alle kommer hjem på ferie.
Mit køkken er i konstant fare for overdreven brug og diverse irrationelle tømninger af skabes indhold, alt er ikke-helligt, og mangler der noget, er der hurtigt en depeche i Brugsen for at supplere.
I dag, og det er ikke løgn, var der 18, der drak morgenkaffe mellem klokken 0900 og 0930. Atten. Og de 32 friskbagte boller, fødselsdagsboller med Ølandshvede og kardemomme, blev spist på nær en halv. (Den fik jeg selv til frokost).
Nu er der så lavet en fars af 1½ kg skinke til kødbollerne i boller i karry, som de unge tager med sig til aftensmaden, fordi Bondemanden og jeg har andre planer. Planer, som også indeholder en stor portion mad...
Tærtedej og brøddej lagt på køl.
Om to timer skal vi lave sovsen med æble og løg og masser af karry, så den kan nå at sætte sig inden aften, og så skal dejen bages til flutes, og der skal skrælles og sauteres grønt til tærten, som så også må i ovnen... (Godt, jeg har to!)
I morgen tidlig bages der igen. Og i morgen formiddag skal der laves rugbrødsdej, for de fire rugbrød der blev bagt i lørdags, er snart væk, og sådan en surdej skal have sin tid, og fredag er det sidste nok ædt, og der skal bages igen, og aftensmad, og hvad skal vi spise til frokost, vi gider ikke æde salat, og hvorfor har du ingen Nutella, og hvor er kransekagerne, er de spist, og hvad skal vi have til aften??

onsdag den 18. maj 2016

"Når du deltager, bliver det endnu bedre"

Sådan står der i en hilsen, jeg har fået i dag. Det er desværre ikke kun møntet på mig, og mig selv, sagde hunden, men alligevel er det værd at huske! Det stod skrevet i et nyhedsbrev, fra vores lokale forening af landsbyer.
KUN, kun, og kun når vi blander os i det lokale liv, den lokale skole, børnehaven, idrætsforeningen, fællesskabet, sker der noget!
Hvis du ikke handler i den butik, der er i landsbyen, så forsvinder den.
Hvi du ikke deltager i arrangementerne, så forsvinder de.
Hvis du ikke bruger idrætsfaciliteterne og lader dine børn spille bold i den lokale klub, så forsvinder den.
Hvis du ikke kommer til revy, dilettant, høstfest - så forsvinder de.
.....
Og man føler nogen gange, faktisk tit, at man bliver slået oven i hovedet med alt det, man gør forkert eller ikke deltager i. Man får dårlig samvittighed over sine handlemønstre, især dem, der ikke er i Brugsen, og det kan være en sand spiral, som når præsten fra prædikestolen skælder ud på dem, der rent faktisk er kommet, over dem, der ikke er... man bliver så træt, at man ikke orker, og man passer sig selv, og tænker, at de skide ildsjæle kan rende en noget så langsomt....

Så er det, man skal huske, at alting bliver bedre, når man deltager!

Når man gør en forskel, er givende og åben, deltager fordi man (måske nok presset af dårlig samvittighed, men dog alligevel) ikke synes, man kan være andet bekendt... Det er sjældent, at en oplevelse med andre mennesker i et fællesskab, ender med at være en dårlig ide. Langt de fleste arrangementer bliver bedre, jo flere man er, jo flere der yder, jo flere der griner. Og intet fællesskab er større, end at der også er plads til dig!

Jeg vil huske den sætning. Jeg vil huske at sige, når jeg går ud af min dør, og vælger sofaen fra, at alting bliver bedre, når jeg deltager, end når jeg ikke gør! Både for mig selv, men så sandelig også for de andre, der har valgt at være med! Og jeg vil ringe til min nabo, banke på hendes dør, invitere med - og så vil jeg sige: "Når DU deltager, bliver det endnu bedre"!
Sværere er det ikke.

torsdag den 12. maj 2016

Tude-tirsdag

Det begyndte ellers som en dejlig dag! Tirsdag morgen... solen skinner fra en skyfri himmel, der ligger lysbugede knortegæs på  fjorden, og jeg er vågnet før vækkeuret. Alt er godt, da jeg trækker i fit-nisse-tøjet inden morgenmaden, og alt er godt da jeg efter morgenkaffen  lukker Sørøver Sally ud gennem døren og hun hopper omkring mig, parat og klar til en dejlig løbetur til fjorden og hen langs stranden. Vi har gjort turen mange gange her i foråret - jeg har meldt mig til indtil flere motionsløb,  og har fundet ud af, at mine gamle knæ bedst holder, hvis jeg løber på blødt underlag, og det passer perfekt, for Sørøveren er ikke god til at løbe i snor. Tager vi turen langs stranden kan både hun og jeg løbe frit,  og det nyder vi ...
Tirsdag formiddag beslutter jeg mig for, at jeg skal ud på 2 km, inden jeg vender om. Dvs en dejlig 4-kilometer-tur, der kan løbes i et stræk, kun afbrudt af et enkelt stop, for at se på uret (triptælleren) når de første to km er løbet, og vi skal vende snuden den anden vej...
Vejret er helt pragtfuldt! Stranden er fast og god, det er lavvande, og duften... duften af fjord og sand og gøgen, der kukker og hunden, der palsker ud i fjorden, ind igen,  med  nyfundne skatte i form af halvstore sten i kæften, inden hun slår ind foran mig og løber i et par meters afstand... ahhhh, min lykke er gjort! Og jeg har gode ben! Rigtig gode ben, denne tirsdag morgen! Hæ!! På et tidpunkt slår overmodet ned i mig. Jeg kontrollerer mellemtiden på uret. Jow jow, jeg er så klar til at sætte farten op på de sidste 1,5 km! Jeg siger Sørøverens navn, og skynder på hende, så hun kan sætte farten op foran mig, og ikke sænke mit ambitionsniveau... hun drejer hovedet og ser på mig, lytter til min kommando, og jeg ser på hende og vifter med højre hånd, så hun forstår, at hun skal sætte farten op! Hun er helt med, vi har gjort det her mange mange gange tidligere. Sørøveren sætter farten op, det samme gør jeg, og så... en sær knækkende lyd og jeg mister balancen, falder forover, falder, redder faldet og ender med  at sætte mig ned, mens jeg river skoen af foden og ser hævelsen tage form i løbet af få sekunder.... og så vræler jeg. Højt!!! Megameget højt! Det gør afsindigt ondt i anklen, men jeg tænker, at det nok ikke er så slemt. Jeg sunder mig. Sidder lidt. Bliver klar over, at jeg overhovedet ikke er hjemme, og at jeg overhovedet heller ikke kommer dét, ved egen hjælp. Ringer til Bondemanden... Tredie gang tager han den. Så vræler jeg igen.
ATV, firhjulstrækker - alle tænkelige køretøjer transporterer mig herefter først til egen læge, derefter til Skive, hvor sød dame i røntgen tar imod. Fem billeder tages, og tyve minutter senere, midt i frokostpausen i Akutmodtagelsen, bliver jeg gjort bekendt med skadens omfang. Der er knoglebrud. I anklen. Av.
Air-form-skinne. Krykker. 4-6 uger. Foden over hjertehøjde de første dage, herefter må jeg støtte, så godt jeg kan. Husk at tage smertestillende. Husk at vrikke med foden, husk at sidde stille, husk at få egen læge til at  se på foden, hvis du ikke synes, det går fremad. Husk husk husk...
Jeg er det danske sundhedssystem dybt taknemmelig. Tak for studerende Anja, tak for Tania - I gør sgu en forskel. For gamle koner, og nu også mig!

mandag den 11. april 2016

Historiske Historiske Dage i Øxnehallen

Tjah, det burde staves med X, men det hedder Øksnehallen, på nudansk, og det var lidt pudsigt, at Rasmus Hjorddrengs fortælling, skulle udfoldes i netop Øxnehallen!
Som forfatter til De Tavse Vidner, var jeg inviteret til at komme og fortælle om bogen, på rød scene, søndag formiddag kl. 11.10.
Tidspunktet var imidlertid blevet udsat til 11.30., og det påregnede kvarter, var blevet til en hel halv time!
Og forfatteren fortalte, og fortalte, og læste op, i flere omgange, og det hele var vist i virkeligheden ret godt.  Her bringer redaktionen et billede, taget med elendigt mobiltelefonkamera, som vist illustrerer meget godt....

onsdag den 6. april 2016

Afgørelsen var AFSLAG

Statens Kunstfond er sat i verden for at støtte kunsten i Danmark. Man kan søge arbejdslegater og støtte til forskelligt hvert år, hvis man er forfatter, og i flere år, havde jeg "glemt" at søge, simpelthen fordi det var så nedslående at modtage afslag gang på gang. 
I år skrev jeg så, efter flere års pause, en ny ansøgning, og i dag modtog jeg så... endnu et afslag.

I et kort sekund nåede jeg, inden jeg "rev mailen op", at tænk på, hvordan jeg ville reagere, om jeg ville blive sådan helt vildt glad, at jeg ville flyve ned i køkkenet og hive en flaske champagne ud af køleskabet, eller om jeg ville gi mig til at tude i bare taknemmelighed... Jeg havde så ikke behøvet at gøre mig de overvejelser, for igen igen igen... såmænd, var der et pænt afslag på min ansøgning om legatstøtte.
Man er nødt til at opfinde sig selv på ny, hver gang man skal skrive sådan en ansøgning, og jeg tænker, om det er derfor, at sådan en som mig ikke kan komme i betragtning... fordi jeg simpelthen er alt-alt for kedelig og uopfindsom? Jeg har ikke kunstnerisk talent, nok,  til at de i udvalgt synes, jeg er en af dem, der fortjener at blive støttet.
Nu er det jo ikke fordi, jeg lige står og mangler de eventuelle håndører, man kan få i støtte, (og som man i øvrigt skal svare skat af) og jeg under dem, der har fået og de, der trænger meget mere end mig, de penge det nu kan give, men alligevel er jeg sådan lidt modløs og svag i betrækket i dagens anledning. Fuck da osse... ´"Jeg er ikke god nok-agtig"er fornemmelsen, og den er ikke rar! Sådan er det bare. Man føler sig lidt skubbet til side af "de kloge", "de originale", "de kunstnerisk overlegne" og det er ikke nogen god følelse.
Man bliver faktisk lidt trist.

Til gengæld kan man så glæde sig over, at man i det mindste ikke skal have bøvl med at hensætte de rare penge på en konto uden renter, mens smarte businesstyper får både i pose og sæk, hvis de entrerer med Panama... Den bekymring har man da så ihvertfald ikke...

tirsdag den 29. marts 2016

De Tavse tar´ til købstaden

I Næste uge er der Ordkraft på Nordkraft, og så rejser både De Tavse Vidner og forfatteren til Aalborg uden at kny.
Jeg er nu glad for, at strækningen kan tilbagelægges i bil, og ikke skal foregå som i 1500-tallet - i vogn/kærre, på hesteryg eller måske endda til fods!
Dette billede med forfatterens udgivelse fra 2014 Bondeanger kunne i dag ses på Hovedbiblioteket i Aalborg
De Tavse Vidner kommer på scenen fredag den 8. april kl. 17.45. i Kedelhallen.

fredag den 18. marts 2016

Påskepip

I dag starter den 10 dage lange påskeferie, hvis man går i skole/ er under uddannelse.
Så om ikke ret mange timer, myldrer det ind på matriklen her, først drengebarnet med alt sit vasketøj, og om et par dage, Faster Fifi og Co., gonnok kun til måltider og hygge, og Askeonsdag vælter to smukke døtre ind i huset og fylder hver en krog med latter, fnis og forlangender om nærvær.
Jeg har meldt mig på det hold, som skal være i Seldeco, (foreningen i Seldes fysiske butik), i mange timer i løbet af Påsken - og jeg glæder mig. Der kommer rigtigt mange mennesker forbi, og jeg elsker at snakke og fortælle om det fantastiske, der sker i vores landsby, og i omegnen.
Og så er der påskefrokost, skidne æg og en fødselsdag, og sådan almindelig hygge med venner og familie... ihhhh, hvor er det skønt!
Og fordi jeg rider med præsten, tænker jeg, at det vil være på sin plads at gå en tur i kirke - bare fordi. Noget troende menneske er jeg ikke, men at synge og have rum til bare at sidde, dét tager ingen skade af, heller ikke jeg. Unger og mand vil tænke, at jeg har fået pip på mine gamle dage, men de kunne jo overtales til at gå med....
Hæhæ.
Glædelig Påske - og pip!

onsdag den 2. marts 2016

Middelalder og den først dag i marts

Den anden dag i marts, er i dag, og det er vandkoldt. Råt. Den første dag bød på sne. Nu tør det.
Jeg sidder i mit skriverskjul. Maner middelalderen frem mellem de nøgne stammer i haven. Forestiller mig, hvordan det har været. Isende. Prikkerne på huden, de sprækkede knoer. Vandet, der skal hives op i en spand, bæres ind. Ilden, der skal fodres, for at give varme nok til barnet i vuggen. Alternativt må man krybe under sengeskindene. Have ungen helt ind på sin egen krop. Varme.
Barnet, der er pakket ind i uldtøj, fra inderst til yderst. Lidt for klejnt, til at ville leve, og lidt for livligt, til at ville dø. Brystet, der er tomt for mælk, og ungen, der skriger, skriger, skriger.
Barske realiteter, når man har det lunt og godt, og man kan kigge på fotografier af sine egne, velnærede, der aldrig har frosset for alvor...

søndag den 14. februar 2016

Be my Valentine

Jeg har, siden jeg som ganske ung au-pair boede i London, elsket Valentines Day!
Det kan godt være, at man med sin fornuft kan se det latterlige i, at købe for millioner af kroner blomster, chokolade, smykker, parfume og hva-har-vi, bare fordi "nogle amerikanske forretningsmænd" har fået en god idé.
Jeg synes, det er romantisk (og sådan er jeg ellers ikke), og helt igennem fantastisk at få at vide, at man er elsket! Især kunne jeg, som ganske ung, godt lide tanken om, at man måske fik chokolade eller blomster af en hemmelig beundrer, som man så kunne gå og varme sig ved tanken om eksisterede, uden man anede (eller måske anede man) hvem var...
Så mødte jeg Bondemanden. Og så var det sgu slut med den slags pengeoptrækkeri. Hva ligner det... "Jeg elsker dig da hele året, og ikke kun Valentines dag", sådan noget lignende sagde han det første år, og så indså jeg, at jeg nok heller ikke fik blomster til Mors Dag, Bryllupsdag eller andre hysterisk opreklamerede mærkedage...
Det er nu alligevel ikke nok, til at få mig til ikke at længes...
Jeg har besluttet, at jeg har lov til at håbe, og dét er lysegrønt, håbet, og nu har jeg oplevet skuffelsen, det lille stik i hjertet, så mange gange, at jeg er immun. Eller næsten.
For når han så kigger på mig, med de der grønne øjne, spørgende, og siger "ej, bliver du skuffet?" med fløjlsblød stemme, sådan trøstende, somom han fortryder, at han ikke bare har købt den skide buket... ja, så gør jeg mig hård, og siger, at jeg godt ved, jeg aldrig kommer til at opleve en Valentines Day efter engelske forskrifter, og at jeg faktisk også er helt ligeglad....
Det er jeg så ikke.
Håbet er lysegrønt!

tirsdag den 26. januar 2016

Skive Fjord er rådden

ikke lige dét ordvalg, men meningen fremgår tydeligt, i det skrift, jeg læste i går. Det er en forfatter der hedder Jonas Collin, der i 1887 skriver og beskriver, hvordan Limfjordens vande og "lande" forandrer sig, som man bevæger sig rundt. Det gør ham nemlig, der i 1887, med damperen, fra købstad til købstad, og det er vildt sjovt at læse hans beskrivelser. Fra Hals i øst, til Struer i vest.
Hele molevitten kan læses i "Danmark i skildringer og billeder af danske forfattere og kunstnere" udgivet af M. Galschiøt på P. G. Philipsens forlag.
Når man som jeg er placeret i landbrugssektoren, kan det ikke undgås, at man studser lidt over sådan en melding...Det betyder altså, at det ikke alene er landbrugets skyld, at Skive Fjord er død og rådden om sommeren...  Det var også sådan i 1800-tallet, at der f.eks. ikke fandtes østersbanker syd for Risgård Bredning - og det må vel siges at være en fin indikator på, hvorvidt der er liv eller ej. Det var der så ikke. Hæ!
Man kan med rette spørge, om det gør nogen forskel eller ej,  landbruget udleder kvælstof nu, og det skal det ikke. Men jeg synes nu, det er tankevækkende, at biologer og forskere, eksperter, har givet landbrugets intensive dyrkning af agerlandet skylden for, at fjorden er død i perioder. Det kan jo så ikke KUN skyldes landbruget. Og det er det, jeg gerne vil fremhæve. Det kan jo godt være, at man bør se en smule mere nuanceret på problemstillingen, end den, medierne oftest fanger...
For jeg er sikker på, at Jonas i 1887 ikke har tænkt en tøddel over sammenhængen,  og på det tidspunkt VAR den der heller ikke. Langt det meste af oplandet rundt om fjorden var hede. Bakker og hede. Det kan man også læse i værket. Og jeg er i gang med resten. Det er vidunderligt maleriske beskrivelser af mit Salling, af byerne Aalborg, Thisted, Nykøbing, Skive, Viborg og endnu flere, og jeg NYDER de fine tegninger/raderinger, der ledsager teksterne.
Tak, Ellen Raunsmed, fordi du gjorde mig opmærksom på bøgerne, og lånte mig dit eksemplar!

tirsdag den 19. januar 2016

"At løse Borgerskab"

betyder i virkeligheden, at man er så rig, at man kan få lov til at købe sig til privilegier i en by. En købstad. En af kongen begunstiget købstad, hvor borgerne, mod at betale skatter og afgifter, kan afsætte deres varer og deres færdigheder under kongens beskyttelse. Faktisk står de, for en vis del, selv for denne beskyttelse, for med titlen Borger følger nemlig også forpligtigelser: Man skal stille med våben, eller udruste en fra husholdningen med våben af en vis kvalitet (heraf begrebet:en våbenfør mand) således at byen kan forsvare sig selv, OG, man har pligt til at deltage i de opgaver, magistraten beslutter, at byen skal have udført. Nogle af opgaverne er så uhumske, at man ikke vil røre dem med en ilddrager, men så sætter man mestermanden eller rakkerne til, mod behørig betaling, at fjerne eksempelvis lig fra åer og gader... Det har så den pris, at selvom pengene er gode,  så er man udstødt af borgerskabet,  for ingen vil pleje omgang med bødlen, eller ham, der fjerner affald...
Det er Aalborgs Historie jeg læser op på. Tiden fra 1536 (reformationen) og frem til starten af 1600-tallet.
Det er spændende, og jeg overvejer, om jeg i virkeligheden burde have læst til historiker i stedet for at blive lærer... Nå, dét er underalleomstændigheder for sent at lave om på... men derfor kan man jo godt blive  grebet!

søndag den 10. januar 2016

Hald-glædning!!

Med tre bøger om Ålborgs fortid, to pc´ere (en til skriveriet og en til pjank), hovedet fyldt op af gode ideer og forventningens larmende sommerfugle i maven (ja, det er faktisk sådan, det er, med Hald!) er jeg i skrivende stund ved at koge en stærk varm indisk suppe med linser og kanel, som jeg skal spise i morgen aften og måske tirsdag. Havregryn og HUSK er stillet frem, skummetmælken og den gode te venter i spænding på at blive pakket med, og så er det ellers bare af sted sydpå i morgen over middag.
Bondemandens intentioner om fitness tror jeg går fløjten, mens jeg er på Hald, men jeg pakker mine tudsegrimme Hoka-løbesko og lidt løbegear, og så må vi se, om jeg overrasker mig selv, og får løbet et par ture også. Jeg ved, at Kingo (oversætterforfatterkollega) venter på at blive travet med, og der vil helt sikkert blive plads til nogle ture i skridtgang ud over Stangheden og nede i Troldeslugten også. Historier kan godt have brug for at blive gået i gang....
Kort sagt: jeg tager på skriveophold i morgen. På Hald. Jeg glæder mig. Vildt! Wiiiiii!!

torsdag den 7. januar 2016

Hellige konger og en anmeldelse

Måske var det fordi, det lige passede ind i går, eller fordi det var dér, cirka, at Maren og Asger starter deres nye liv i Aalborg (i 1545)... eller også var det helt tilfældigt, at Kristeligt Dagblad havde valgt netop i går. Men det var i går, den var der. Anmeldelsen... i et større dansk dagblad, anmeldelsen, som jeg har sukket efter og faktisk havde opgivet. For det er 3 måneder og 28 dage siden De Tavse Vidner udkom. Og jeg havde ærlig talt ikke troet, at nogen interesserede sig for at anmelde en så gammel bog... Men det gjorde nogen og nogen skal have hjerteligt tak, (Claus Grymer) både for at have læst, og for at anmelde. Jeg blev glad. Og lidt presset. For nu hviler der et endnu større pres på mine skuldre iht. den næste roman. Fortsættelsen, som jeg drager på Hald for at skrive på i næste uge.
Jeg glæder mig. Til Hald, til at skrive.


Mine hovedpersoner har levet videre i mit hoved, så de skal bare ud og ned på pc´en, ud gennem mine fingre, gås i gang og i takt, opleve det hele, og jeg skal skrive og mærke og dufte og sanse, alt sammen,  så der kan komme endnu en roman, endnu en historie om senmiddelalder/renæssance og alle de, som ikke er blevet hørt eller set,  hverken dengang, eller nu. Endnu.

tirsdag den 5. januar 2016

GODT og velfortjent NYTÅR

Det er læææænge siden, jeg har skrevet blogindlæg, kan jeg se. Det er der nok en grund til. Nemlig den, at jeg har været travlt optaget af andre, mere presserende opgaver. Juleopgaver, ferie, Julearrangementer, ferie, Julefejring og lidt mere ferie.
Nu er det blevet 2016, sådan rigtigt hurtigt og ikke helt så let, som jeg havde håbet. Det koster at have en madglad familie, og at være et madøre selv.  Og glad for vin. Og juleøl. Og snaps, hvis ikke det er en rød Aalborg, er heller ikke at foragte, har jeg lært mig, på mine gamle dage...
Nu sidder jeg med 5-10  kg ekstra på røv og mave, og her sidder jeg godt. Rigtigt godt. Og jeg har tænkt mig at blive siddende. I hvert fald har jeg skaffet mig et ophold på Hald i uge 2, hvor jeg skal skrive.  Og det foregår bedst siddende.
Julemåneden solgte rigtigt mange De Tavse Vidner, både i Skive Boglade, og her, og jeg håber den bliver ved med at sælge. Vi er ikke ude i en bestseller, men det kan vel komme???
Jeg vil ønske alle bloglæsere en godt og læserigt nytår! Vi skrives ved!