tirsdag den 16. december 2014

Juletumulten

I dag har vi skrevet en liste.
Yngsten har besluttet at agere hvid tornado, mod klækkelig og generøs betaling selvfølgelig, i de sidste dage, inden vi får ryk-ind.
Ældstebarnet har tilbudt, ikke engang under pres af nogen art, egenhændigt at bage pebernødder så ikke hendes morbror bliver vanskelig juleaften, fordi han mangler både det ene og det andet i gufskålen.
Det mødrende ophav kommer i morgen med havregrynskugledej fra tipoldemors opskriftsamling.
Der er også smækket en yderst lækker vaniliekransedej sammen, som i skrivende stund står og samler sig på køl.
Julegrisen ankommer i en halv del i morgen - klar til at levere både slag og skank til julefrokosten, samt en enkelt steg, fars til dellerne og lever til postejen, og så er der nogen, der har hvisket mig i ørerne, hvad de sidste julegaveindkøb skal indeholde...
Piece of cake!
Slagplanen mangler kun at blive ført ud i livet.
Foruden at der skal sørges for diverse indkøb.
Vi bliver seksten.
Plumkagen står på køl.
Træet stammer sig i skoven endnu.
Elgens mørbrad og tilbehøret flyves ind fra Norges land om føje tid.
Det skal nok blive godt.
Tumult bliver der.
Masser af tumult.
Vi vil synge og stege og brase og fnise og drikke, vin og nisseøl, spise risengrød og ost fra Thise
og alt bliver godt, når familien samles, og Sørøveren får sin svinekam, som hun plejer (at tage selv) og der er mascara fra flyet til pigerne, og blomst til mor, og far skal fyre, og morfar henter vin, og mormor er nervøs, og så, ja, så vil vi savne.
Vi vil savne Bedstefar, der ikke kan være her, men jeg er sikker på, han holder øje med os. Og vi vil synge dejlig er jorden, som vi sang ved båren, og det bliver urimeligt svært, men vi gør det. Vi holder tumult, og vi gør det som vi plejer, selvom plejer ikke er her mere...
Kære Bedstefar.
Du er den eneste som ikke er på min julegaveliste.
Jeg ved, du har ønsket, vi ikke skal være kede af det.
Men det er jeg, lidt.
For du mangler på min liste.
Og i år går jeg i kirke.

søndag den 7. december 2014

Ferien, Julen og Bøgerne!

Vi har lige holdt sommerferie, Bondemanden og jeg, og det er under 3 timer siden vi kom retur, til julepyntet hus, vaskemaskineknurren, rugbrød og selfmade kaffe med skummetmælk. Jeg har tilbragt 7 dage i min elskedes favn. Det er og var fantastisk.
Ja, og så har jeg læst to dameblade, 8 romaner og guiden Turen går til... + diverse engelske informationer om hotellets muligheder/tilbud udi skønhedspleje, massage og aromaterapi, daglig swimmingpoolsvandgymnastik, festlig dans til tysk slagermusik, uforligneligt i øvrigt, og diverse shoppemuligheder i lobbien, fortrinsvist badetøj, grimme tasker, tørklæder og nøgleringe...
De kommende 14 dage har jeg en smule travlt. Med at få julefreden til at komme på plads. Jeg har ikke købt en eneste gave endnu, og det er noget af det, jeg elsker højest i verden: at købe gaver - og jeg har heller ikke bagt, slagtet eller lavet julehyggeklippeklistre med teenagerne, og ja, jeg må nok bare sige - det bliver Jul uanset! Også selvom det ikke er efter teenagernes hoved at forældrene holder sommerferie i december...


Jeg var især glad for Wassmos "Disse øjeblikke". Men også mine danske kollegers bøger gjorde stort indtryk. Jørn Riel ad sted kom, at en ældre tysk dame på vores hotel henvendte sig til mig, for at få navnet på forfatteren, da jeg lå og skraldgrinede, mens optegnelserne om Sylte, Lille Pedersen, Valfred og de andre fangeres færden i Nordøstgrønland gled over nethinden. Hold nu op!
Og så var der krimierne. Jeg læser jo aldrig krimier, ellers, men det har jeg gjort på ferie, og ikke mindst i dag. Det er den bog, der ikke er med i stakken, fordi Bondemanden var ved at læse i den, da jeg tog billedet. Den var "træls", fordi den var nødt til at blive slugt, og jeg missede flyvningen over Gibraltar i skyfrit af samme grund... En svensk krimi "En helt anden historie" af Nesser.
Gad vide hvor mange sider det bliver til i alt??
Nu skal jeg i gang med at skrive selv. Min historiske roman. Som har ligget brak et stykke tid, men som danner billeder i mit hoved, og som kræver at blive nedfældet.
Og så må vi holde julefred og købe gaver indimellem. Slagte og bage, pynte lidt mere og ellers glæde os over, at vi allerede har anden søndag i advent, og der er julemarkeder overalt, hvis vi skulle glemme, hvordan stemningen bør være...

torsdag den 27. november 2014

Juleglæde og sex!

Hvordan definerer man juleglæde?
Kan det ses udenpå?
Sitrer det i læberne? Funkler stjernerne i øjenkrogene? Blusser det i kinderne? Er maven urolig?
Føles det, som om blodet bobler indeni og hjertet hamrer hæmningsløst?
Hvis det er sådan det er, så kender jeg én anden ting, det kan sammenlignes med: forelskelse!
Og sex. Forventningen om sex.
Og ærlig talt - det er det, vi alle sammen går og drømmer om, er det ikke? Et rigtigt godt knald!
Til julefrokosterne, som det halve af Danmarks befolkning fra nu af og frem mod den 24. december tager til i deres stiveste puds! Sex er omdrejningspunktet, hvem knalder med hvem og hvornår...
Det er et velkendt fænomen! Og man er ikke rigtigt utro, siger de i radioen, hvis det kun er et engangsknald til julefrokosten... hahahaha!
Juleglæden, kærligheden, det fysiske, løsslupne samvær - det er det, vi glæder os til! Og vi glæder os til gaverne, der måske er så fine, at de udløser et rigtigt godt knald!?
Vi pakker det hele ind i julestads, julepynt, julegaver, julemad, julesnaps, familiehygge og hvad-har-vi - i virkeligheden tænker alle voksne kun på en ting: hvornår udløses den virkelige gave?? Hvornår får jeg mit knald! Min forløsning, min udløsning.
Helt tilbage i hedensk tid har det været cyklus, hjulet, årets ring, frugtbarheden, der har været i centrum - det er blot kristendommens bornerthed, der har pakket højtiden lidt pænere ind, men traditionerne: konebytteriet, ædegilderne, nydelsen er fulgt med helt ind i det 21. århundrede, og nu sidder jeg her og tænker, at jeg er særligt uheldig, når jeg er et enkeltmandsfirma, uden julefrokosttraditioner...
Så må jeg hellere gå og købe mig en god gave. SÅ må jeg godt købe mig en fin lille ting, helt til mig selv. Ihhh. Et smykke måske, noget der kan glæde mig længe...
Detailhandlen spinder guld på vores higen efter glæde, den ægte sande juleglæde. Hvis du ikke køber dette eller hint, så står du ikke forrest i køen til at få den udløsning, som du helt sikkert fortjener - du skal have undertøj, smykker, sko, kjoler, køkkenredskaber, motionsudstyr, porcelæn af den fineste slags, hyggebelysning, cremer, velduft, designerstole, pelskant og polish til bilen, hvis du vil opnå det ypperste, dét, vi alle sammen drømmer om...
Puha.
Man kan overveje, om det er noget man vil (overveje at) deltage i. Eller lade være. Eller juleglæde andre på andre tidspunkter end lige nu... Omvendt er tidspunktet rigtigt godt tilrettelagt: Det er mørkt og trist, jorden er ikke tjenlig til noget som helst, den hviler og samler sig til forårets komme, tiden kan godt blive lang.
Statistikken siger, at der bliver født flest børn i august.
Statistikken siger, at 8-10 % af de børn der bliver født, ikke har den far, deres mødre siger, de har.
Glædelig december!



mandag den 17. november 2014

Brysterne og bollerne!

I fredags havde Bondemanden jagt. Og Bondemandens søn var med, med to af sine kammerater. De passer ganske godt ind i flokken, bortset fra, at de skilte sig ud! Måske er det ikke så tydeligt på billedet - men faktum var, at de tre unge mennesker, direkte importeret fra Landbrugsskolens EUX-linie, havde taget stilling til et af livets store spørgsmål. Modsat de gamle jægere, der vel nok burde bekymre sig, men som er overordentligt forfængelige, uden at de vil indrømme det!
Kort historie lang: De tre unge mænd er ved at gro overskæg!!
Det er et par år siden, jeg første gang stødte på fænomenet, og jeg har egentligt ikke tænkt så meget over det, andet, end at det burde interessere flere, og omfatte flere, end det tilsyneladende gør.
Movember - kalder de det! For at støtte. Ikke brysterne. Men pungen. Prostataen. Testiklerne. Mænds Sundhed generelt.
Jeg synes, de er seje, de unge mænd. De havde absolut ikke særligt meget overskæg, nogen af de tre, men de fik os til at snakke. Og mig til at tænke.
Måske skal jeg sende den ikkeinteresserede Bondemand til tjek hos lægen inden længe. Bare for dog at have gjort noget! Hans søn kan tage vare på sig selv. Han er med i Movember. Det glæder jeg mig over. Så "overser" vi det røde skæg, der næsten ikke kan kaldes et skæg, fordi det stadig er for kort til at kunne ligne andet end små stubbe, der burde have været barberet af for et par dage siden...

Ps: jagtudbyttet ses her til parade. Der mangler fire jægere på billedet. En var allerede kørt videre, og tre gik i haven med tre hunde og ledte efter endnu en fasan, de vidste måtte være der. Fasanbrysterne ligger nu i fryseren, og venter på, jeg skal finde en varm og velsmagende opskrift på bryster i flødesovs, der kan varme os på en kold og kedelig vinteraften.

mandag den 10. november 2014

En af Jussis udvalgte Bogforum 2014

 


For seks uger siden blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville være med til at åbne Bogmessen i Bellacenteret, sammen med Jussi Adler Olsen. I seks uger, har jeg båret på den hemmelighed, at Jussi Adler Olsen ville bruge en del af sin åbningstaletid til den 23. bogmesse, på at fremhæve alle de andre forfattere, som også skriver bøger, som måske skriver bedre bøger end Jussi selv, men som får uendeligt lidt opmærksomhed i pressen. Jussi er et generøst menneske. Han fremhævede os, fortalte på scenen, fra talerstolen, at vi var anerkendte, men ukendte, og det burde der laves om på, således at vi også kunne få en plads på øverste hylde! Det var helt vildt! Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har prøvet noget lignende. Jeg er beæret og glad. Meget, meget glad. Ikke kun fordi Jussi synes ,jeg var æren værdig, men også fordi jeg fik mulighed for at opleve at stå i berømmelsens skær og se, hvad det gør. Primært vil jeg sige, at jeg ligner en glad julegris. Jeg smiler over hele femøren på alle de billeder, der blev taget den formiddag, og jeg har helt ondt i kæberne endnu, af at grine og smile!
 
Det er mig, anden række, længst til højre, rødt hår... på ovenstående billede....
og på nedenstående billede, på scenen, med bog i hånd, er jeg nummer fem fra både højre og venstre.
De andre hedder, fra venstre: Mette Sø, Anita Lillevang, Per-Oluf Johansson, Inger Gammelgaard Madsen, (mig selv, sagde hunden), Rune Stefansson, Ulla Taylor, Jussi Adler Olsen (!!!) og Brian Ørnbøl. Den røde silkesnor er netop blevet klippet, af os alle, synkront, med de mest elendige små børnesakse, man kan tænke sig. Men effekten udeblev ikke. Vi åbnede Bogforum 2014. Det var vildt!


onsdag den 5. november 2014

Bogmessebesøgende-fest!

I år skal jeg på bogmesse.
Det har jeg aldrig været før, og selvom "de" siger, det er et helvede, et cirkus, og forfærdeligt trangt og anmassende med alle de bøger og alle de mennesker, og alle de forfattere ... ja, så tager jeg alligevel til Bellacenteret på Amager med en vis portion forventning og forhåndsglæde.
Jeg skal mødes med et par kolleger, veninde Tine, veninde Anne, veninde Anette, og ja, måske møder jeg også ligefrem nogle af de andre, dem, jeg ikke kender, dem, jeg kun har læst og hørt om i medierne.
Jeg vil svælge i bøger!! Det siges, at det godt kan gå hen og blive en dyr affære. Jeg tænker, at det skal der være råd til! Bøger.
Jeg elsker bøger. Mange bøger. Og kan jeg møde forfatterne bag, bliver det sjældent bedre!
Så bogmesse, hold dig klar - fanen højt, bøgerne duftende af tryksværte, skoene kridtede, ørene stive, læsebrillen på næsen og resten i håret! Der skal være fest!!

mandag den 27. oktober 2014

Ud- og opfordringer!

Ude af komfort-zonen.
Det har jeg været i et par dage nu.
Jeg har ladet mig bevæge og ruske i.
Jeg ved ikke, om jeg kommer til at fortryde, at jeg ikke tog imod den udfordring jeg blev stillet.
Men som tingene er inde i mit hoved lige nu, må jeg ikke væltes helt omkuld af udefrakommende faktorer, eller opgaver, der vil rykke ved den plan, jeg har lagt, den strategi, jeg i samarbejde og overenskomst med min Bondemand har lagt.
Jeg tror i øvrigt på, at man har godt af at blive rusket i engang imellem. Nogen gange kan de opgaver der stilles, være af en sådan beskaffenhed, at man vil drukne en lille smule for at komme ud på den anden side. Det er helt sikkert sundt. Det rører ved os et sted, vi troede, vi kunne beskytte, og når vi opdager, at vi er blevet berørte, er vi kommet lidt længere i erkendelsen af, at livet er mangfoldigt, givende og udfordrende, hvis bare vi lader det komme, og ikke afviser alle forandringer på forhånd.
Men jeg har ikke tid til at drukne lige nu. Heller ikke selvom jeg vil få glæde af det senere.
Jeg håber, der kommer en chance igen på et andet tidspunkt. Måske ikke den samme chance, men en anden. Og så må jeg finde ud af, om jeg er klar.
Det var jeg ikke.
Alligevel er jeg et stykke videre.
Og det er ikke så galt endda!

onsdag den 22. oktober 2014

Opladninger

Har netop set mine efterårsferiebilleder igennem - der er frygteligt mange, og der er frygteligt mange gode... Så her kommer et kort udpluk med lidt til øjet og ganen...
kaffemik

balancekunst

indsejling

 fiskefanget

makrelguf

torsdag den 9. oktober 2014

Jagttid

Hun er efterhånden ved at være lidt gråskægget, vores dejlige sørøver. Men hun er stadigvæk KLAR som i K L A R, når Bondemanden trækker i det grønne tøj og henter jagtbøssen. Så kan mor og mors mad være ligegyldigt, så hopper og danser og "vræler" hun, som en anden teenager på slap line, alderen til trods...
Det er fantastisk at opleve, jeg bliver så glad i låget, selvom huset er ulige trist hele dagen, når de begge to er af sted, Bondemand og Sørøver, en hel dag.
Efter endt dåd, og mange apporteringer, kommer de trætte hjem, og de næste par dage er de hverken særligt opvakte eller "særlig meget ved", rent underholdningsmæssigt. De er halvgamle, og har ondt i benene, begge to.
Her et billede som jeg måske, måske ikke, har vist før. Fotografen har forstået hvad det handler om:

mandag den 29. september 2014

Hvad øjet fanges af og lidt Fursundløb!

Jeg valgte i går at fotografere mig selv efter endt løb, rød i hovedet ("nofilter" som det hedder på instagram (det andet sociale medie, vi frekventerer jævnligt) eller "nomakeup") og ikke særlig "pæn", hvis pænhed defineres som vanlige smukke og udvalgte billeder...
Det er faktisk lidt sjovt.
Billedet, som 74 mennesker på lidt over et døgn har reageret på, ser sådan her ud:
Jeg ved ikke, om det er fordi jeg har samme farve i hovedet som min bluse, eller om det er fordi 74 mennesker virkelig mener, det er et fint billede, eller om 74 mennesker synes, det er sejt, at jeg har løbet Fursundløbets 6 km rute i går - alt i alt taget i betragtning, at jeg er halvgammel, halvfed og i halvdårlig form generelt...
Men det er lidt tankevækkende, at 74 mennesker liker en selfie, hvor jeg absolut ikke tager mig særlig godt ud... er det grimhedens befriende ærlighed de liker, eller er det noget andet?
Det har jeg funderet over i dagens løb...
Ja, om man på det sociale medie facebook iscenesætter sig selv med smukke billeder af solnedgange, opgange, omgange, eller, om man fotograferer blomster og haveidyl, dyreunger, begivenheder i sit liv eller bare sig selv. 
Og så, dernæst, hvad er det så, der gør sig gældende, når jeg oploader et svedigt, "badhairday" billede, fremfor et hvilket som helst andet - hvorfor er det så dette folk reagerer på??
Det kunne være interessant at få nogle svar på!!
Men faktisk så gennemførte jeg, til de nysgerrige, Fursundløbet 2014 11 sekunder langsommere end i 2013. Den dårlige undskyldning er, at jeg løb med SørøverSally på de første tre kilometer - det var ingen succes... Næste år har jeg tænkt mig at løbe lidt bedre - måske ligefrem et helt minut bedre...

 

tirsdag den 23. september 2014

Bogidiot!

Sidder lidt med fornemmelsen af, at jeg har taget munden vel rigeligt fuld.
Jeg har besluttet, at mine tre børnebøger som pt. er i stald hos Turbine, fra 1. oktober skal hjem og bo her hos mig. Det kommer sig af, at forlaget ikke har haft det store salg ud af deres system, men at jeg alligevel skal betale 300 kr/titel/halvår for at have bøgerne "opstaldet". Man kan sige, det er ikke voldsom dyrt for en hest, meeeen jeg synes nu alligevel, det snart grænser til optrækkeri, for forlaget har ikke solgt nævneværdigt de sidste tre-fire kvartaler. Dvs. - det første år bøgerne er i reolen går det meget godt, men når nyhedens og bibliotekernes interesse daler - så er det sgu ikke nemt at sælge børnebøger i Danmark... Så.
Jeg får 1500 bøger hjem. Hm.
Og nu er jeg så ved at forsøge at sælge dem selv. Det er ikke nemt. Det er slet, slet ikke nemt! En ting er at de bør ligge, og faktisk ligger i min helt lokale boghandel, en anden ting er, at de ikke ligger ret mange andre steder. Jeg forsøger selvfølgelig at sælge bøger, når jeg er på Julemarked i FursundHallen i november, og jeg sælger da også en bog i ny og næ i SelDeco. Men nej, det helt store boom eller mestersalg har jeg ikke været udsat for endnu.
Så nu har jeg gjort noget, jeg ikke ved, om vil falde i god jord. Jeg har henvendt mig uopfordret til flere organisationer, som jeg tænker har god brug for bøger. Børnebøger. Og så har jeg givet dem et tilbud, jeg ikke vil afsløre. Men det er billigt. Meget billigt. Jeg er helt led ved mig selv. Men sådan må det være. Hvis jeg vil af med bøgerne. Og det vil jeg gerne.



Nu kommer så opfordringen: Har du rigtig meget lyst til at give dig selv eller dine børn eller børnebørn en god og billig bog, så skriv endelig til mig!
Jeg har en hel liste med muligheder og kombinationer.
Nogle bøger er vildt billige - andre lidt dyrere. Men samlet vil det kunne betale sig, og jeg giver mængderabat. Feks ved køb over 100 stk...  Eller 1500...

søndag den 14. september 2014

Limfjorden Rundt 2014

Jeg har været gast om bord på Naja af Sundsøre. Det er saltvands-, solskins-, vindblæst- læbesprødt, det er røde, varme kinder og iskold næse, det er rom til kaffen kl. 07.50., rugbrød med spegepølse, rullepølse, ost, det er øl, vin og hyggelige filosofiske samtaler, dimensioneringer, positioneringer og fiskefrikadeller, det er tandbørstning og sjatpisseri i havnebassiner, vuggen og skvulpen langs skibssider i aflukker på 60 cm´s højde, det er petroleumskomfur og afmønstrende sømænd, kanvas busserønner, sejlersko, gummistøvler, Musto-overtræksbukser, hampereb, klyver og fog, det er rebede storsejl, regn og rusk, det er vindstille duven, solbeskinnede Molerskrænter, billeder af riggen, billeder af lykke.
Jeg har taget billeder af lykken!

mandag den 8. september 2014

Anmeldelsesramt

I sidste uge fik jeg en ny anmeldelse på Bondeanger.
Overskriften lød: "Et stort roman-nedslag i et stykke dansk hverdag"
Det var helt uventet og jeg, ja, jeg fældede da lige en glædeståre. Det er nok den bedste og mest positive tilbagemelding jeg nogensinde har fået på noget af det, jeg har lavet. I hvert fald, så kommer det til at betyde rigtig meget. Især for mit selvværd.
I anmeldelsen (offentliggjort i Bogkassen i Vejleamts Folkeblad, samt Horsens og Fredericia Folkeblad) skriver Arne Mariager:
"Det er som om anmelderne i København ikke kan se, at det liv, Marianne Jørgensen skildrer, ikke handler om at opfede slagtesvin eller køre med mejetærskere. Det handler om langt mere end det. Det handler om at leve sammen med andre mennesker. Om at have børn. Om at have venner. Om at være en del af en familie, og få den til at fungere."
Uha, som blev jeg glad. Jeg er ikke bare en stemme fra UdkantsDanmark. Og selvom jeg gerne vil være en stemme fra UdkantsDanmark, så passer det mig nu meget godt, at få slået fast, at jeg ikke "bare" er det, men også en helt masse andet. Og at jeg skriver dansk. Uden fremmedord.
Og det er nemlig det, jeg gør. Efter bedste evne.
Jeg forsøger at formidle tanker, stemninger, liv, levet liv, så nuanceret som muligt, uden at det bliver for svært, for utilgængeligt. Livet behøver ikke være så kompliceret. For det er det ikke.
Men det er sommetider grumt. Og ikke for tøsedrenge.
Tak, Arne Mariager!

søndag den 31. august 2014

Sommeren er forbi nu, og den, nærmest fløj afsted

og sådan en fornemmelse har jeg i kroppen, (tak CV Jørgensen).
I morgen er det 1. september, officielt den første efterårsmåned, og virkeligheden dukker frem på skærmen - med arbejde i den mere udadvendte genre - hvilket betyder, at jeg skal belave mig på at tilbringe adskillige timer på landevejene i de kommende tre måneder...
Jeg skal blandt andet holde foredrag så langt væk som i Åbenrå, Sæby og på Fyn.

Hmmm. Sommeren er forbi, jeg er ikke helt ked af det, trods alt, for nu får jeg tid til at lave det, jeg gerne vil, uden at skulle tænke på foder til høstfolk hver andet sekund.
Det er ikke en belastning, men alligevel bruger man uforholdsmæssigt megen tid på at planlægge og handle ind, når "familien" udvides med 3-6 sultne mænd i alderen 13 - 52. Man ved aldrig heeelt, hvor mange eller hvornår, og selvom man lærer at leve med usikkerheden, så kræver det alligevel en vis form for forudseenhed, og køleskabsopfyldninger i master-kategorien...
Nu vil jeg nyde, at jeg også har en værdi uden for hjemmets fire vægge, og, at jeg kan sætte mig foran min kommende udgivelse, og skrive og skrive og skrive - uafbrudt.
Se, så må sommeren gerne være forbi for min skyld!

onsdag den 27. august 2014

MRSA og en eller andens bare R . .

Der sker ting og sager inden åbningen af Folketinget i år. Nu har jeg lige hørt i nyhedsoversigten på min lokale radiostation, at Sundhedsminister Nick Hækkeråb vil forbyde (som i FORBUDT!!!) danske skolebørn at komme på besøg på landbrug, hvor der findes nogen former for grise!
Den lader vi lige stå et øjeblik.
Så tager vi en helt anden vinkel:
Ad omveje er jeg kommet til at høre, at det ikke kun er via sine grise man kan få den frygtede MRSA. En elev i en svinebesætning er blevet smittet. Pigen er omkring de 16 år og hendes mor er i vildt oprør over at hendes datter, der er i praktik hos en svineproducent, har fået den frygtede sygdom/stafylokok.
Dyrlægen tjekker besætningen, for selvfølgelig er bonden også urolig over udbruddet hos sin velfungerende elev. Desuden har han næsten fået et erstatningskrav på halsen af den febrilske forældre. Dyrlægen finder ingenting i besætningen. Dyrlægen beder om agtindsigt i elevens journal. Han får navnet på den specifikke stafylokok, og undersøger sagen nærmere.
Den lader vi også lige stå et øjeblik.
Så tager vi endnu en ny vinkel:
Kan det tænkes, at vi ikke kun overfører MRSA via vores husdyr? At vi mennesker rent faktisk er bærere af stafylokokker, og at vi udsætter os selv for en risiko, hver gang vi interagerer med andre?

Pigens stafylokok stammede fra en seksuelt overført en af slagsen - og pigens mor må altså sande, at datteren har påbegyndt sit aktive voksenliv uden at beskytte sig mod bakterier fra andre mennesker.
Ministerens forbud håber jeg bliver skudt i sænk, inden det bliver vedtaget.
Et eller andet sted er det jo helt grotesk!
Her produceres fødevarer - men I må ikke se eller røre ved dem.... ej vel? Det hænger ikke sammen, uanset hvad DanMinisteren siger....

søndag den 24. august 2014

Blæsten går frisk

over hav og mark og fjord - og jeg kan snart ikke klare mere vind i håret. Lad os nu få de to uger med tørvejr, så bonden kan få marken mejet, kornet høstet, halmen bjærget, mulden pløjet og sæden sået... Ja, tak!
Og så ikke en lyd mere om vejr og vind i år!

fredag den 15. august 2014

og så er der vejrguderne...

Det lyder som en kliché, og, det er en kliché: bønderne brokker sig altid. Uanset.
Det er nemlig fuldstændig og aldeles forkert her i huset.
Vi er altid glade for vores erhverv, uanset.
Men... vejrguderne er vi ikke helt tilfredse med - kunne de da for pokker ikke give os de fem dage med tørvejr, så vi kan få høstet op!?
Det ser ud som om vi kan være heldige at få en enkelt dag eller to, men ikke nok til  at de sidste hektarer bliver høstet. Der er regn på vej.
Så derfor brokker vi os ikke. Vi er glade for de to dage, vi (måske) får!
Det hedder rettidig omhu.
Eller noget...

tirsdag den 5. august 2014

Niels Kaas til Staarup 10 år, 1545

Så har jeg fundet lidt flere historiske fakta at skrive på. Jeg antager... at "Viborg Skole" er den skole, der hedder latinskolen, og som efter reformationen lå i Skolestræde 2 i Viborg, lige overfor Domkirken. Som 10 årig ankommer den forældreløse Niels, sammen med sin tjenestepige, Siri (17 år) til Viborg og bliver indkvarteret i en stuen hos kødmanden, som er den købmand, hvor Marie Munks tvillingesøster Anna huserer. Ja. Og så skal Niels i skole. Meget skolegang senere, faktisk 9 år - bliver han indskrevet i Wittenberg og studerer her så længe og klogt, at han ender med at blive en af de mægtigste mænd i Danmark, inden han dør som 59-årig. Men der e r længe til.
Først skal de to skrækslagne hjemmefrasendte installeres og Niels skal møde rektor Olav Nielsen Schytte. Jeg selv skal have strøm på min pc, og SÅ skriver vi dén historie...

mandag den 28. juli 2014

Sommerignorance

.
Jeg ved ikke, om jeg er gjort af et særligt stof, eller om mine livsvilkår gør mig til noget nær det mest ignorante menneske, jeg kender...
Faktum er, at jeg ikke kan rystes af ret mange uretfærdigheder længere, og faktum er, at jeg er holdt op med at bekymre mig om andres ulykke. Ikke fordi jeg er ufølsom, det er jeg bestemt ikke.
Men lige nu nyder jeg sommeren og solen.
Tilsyneladende bliver den ved med at varme og skinne i en uendelighed. Jeg krydser fingre for at den bliver ved ugen ud - efter en seriøs mængde regnvand og oversvømmelser i andres kældre, vil det være kærkomment, hvis vi liiige fik spinaten i hus. Jeg gider ikke bekymre mig om ret mange andre ting. Bare høsten kommer i hus, og Bondemanden er glad, så kan jeg såmænd klare det meste.
Uretfærdige voldsomme begivenheder og krigshandlinger interesserer mig overfladisk. Jeg orker ikke. Hverken forholde mig til det, eller deltage i diskussionerne. Gaza og Israel. Betændte bylder på verdenskortet, krig og død og ødelæggelse. Naturkatastrofer. Hvad har vi. Jeg orker det ikke.
Lad nu den sol skinne og lad os få høsten i hus.
Så tager vi os af hinanden bagefter...
Så tager jeg mig af hinanden bagefter...

tirsdag den 22. juli 2014

Skygger

Det er åbenbart i år, jeg skal lære noget om at miste. Måske er det alderen, der trykker mig, måske er det tilfældigheder. Faktum er, at jeg to gange indenfor 7 uger er blevet mindet om, at ingen er udødelige, og at alt liv, uvægerligt, slutter med døden.
Først mistede vi efter tre år med en kræftdiagnose min svigerfar.
I går mistede vi min mormor.
Begge havde levet et langt og forhåbentligt godt liv. Min svigerfar var træt, men slet ikke klar til at forlade livet, selvom han var 83. Min mormor var 97 og sagde til mig, da jeg besøgte hende for knapt to måneder siden: "der er ikke noget ved at blive så gammel" - hun sov stille ind, omgivet af sine tre døtre, hvoraf den ene er min mor, født i 1943.
Jeg bliver ved med at minde  mig selv om, at livet er skrøbeligt, og at vi skal huske at sætte pris på det, hver eneste dag.
I dag høster de. Hverdagen lever videre som altid, og selvom verden er forandret for mig, går det hele alligevel sin vante gang. Der høstes, og om lidt skal der såes. Vi lever videre, og sådan har de to døde ønsket, at det skulle være for os. At vi lever videre, som altid, og gør det vi skal gøre. Leve.
Men når skyggerne her ind under aften bliver lange, så trækker de i mig og minder mig om, at jeg kun er her en stakket stund, set i det store perspektiv.
Døden er naturlig.
Jeg må huske at være glad, huske at leve.
Også selvom der er skygger.

mandag den 14. juli 2014

Øltölt i rette element


Dette billede siger simpelthen alt!
To heste, islandske, to store piger/unge kvinder, to dåser med øl af uvis herkomst, men i guldemballage...
Og så i et landskab, der matcher de heste de sidder på perfekt!
Jeg har næsten tårer i øjnene, når hun sender billeder hjem, ældsten, fra sit sommerferiejob!
Det må absolut være det vildeste og dejligste sommerferiejob  E V E R!!
Tænk - at skulle ride med dagsturister på en- eller to-timers guidede ture, rundt i det smukkeste nordislandske landskab, og hvis der ingen turister er, eller hvis det bare er aften - at kunne tage sig en tur på hesteryg til en smuk sø, drikke sig en kølig øl, og ride hjem igen, for så at gentage hver eneste dag og aften i hele 8 uger...
Hun tjener ikke ret meget ved at være guide... sådan cirka intet. Men hun oplever og rider. Hver eneste dag. Og samler energi til tredje semester på AAU.
Bare det var mig.
 


Stedet hedder Saltvík Hestamidtstöd og ligger lige udenfor Húsavík, Island.
Det er et sted, jeg meget gerne vil anbefale.
Fantastiske folk, og ikke mindste rigtigt gode heste, dejlige omgivelser og vidunderlig udsigt!
Og så er hun der. Min ældste. Med fletningen/håret ned ad ryggen, på den fine skimmel, på vej ud i landskabet med et smil så stort, at man bliver rørt i hjertet!

onsdag den 9. juli 2014

Et stykke med bart, tak!!

Vi kampsveder.
Varmen kommer altid uventet og med et brag, så i dag har vi svedt, bare vi tænkte på at bevæge os.
Jeg har heldigvis været i butik hele dagen. Som i hele dagen!!!
Fra klokken 10 til klokken 18.
Det er vores nye butik i Selde, der trækker i mig.
Og fordi jeg er en af de ti, der har valgt at investere i butikken, er jeg også en af de frivillige, der befolker tæpperne for at holde gang i salget.
I dag solgte vi for 315 kroner.
Og det var velatbemærke for 315 kroner kaffe! Og saftevand.
Og en enkelt fingerring...

Jeg håber sådan, at SelDeco har en fremtid, at butikken og butiksformen har en fremtid!!
Og jeg sveder gerne for det! I 28 graders varme. Hvor jeg burde have siddet med fødderne i fjorden og nydt udsigten til Fur. I stedet så jeg ind i skærmen af en pc eller serverede kaffe og småkager, saftevand og en mængde oplysende information.
Bare folk nu vender tilbage til vinter. Og køber deres julegaver og værtindegaver og fødselsdagsgaver og andre gaver hos os i butikken!
Så vi kan bevise, at det gør en forskel, når man rykker i flok.
Når fællesskabet sejrer.
Dét vil jeg gerne svede for!

tirsdag den 24. juni 2014

Hestehandlersken

Ja, det er mig!
Jeg gør alt, hvad jeg synes, jeg oprigtigt set kan tillade mig, for at få solgt nogle af alle mine dejlige heste. Det er svært. Især fordi jeg dybest set ikke vil af med dem. Men jeg har måttet indse, dygtigt belært af Bondemanden, at jeg ikke kan ride på 10 heste, og at jeg heller ikke kan ride på 5, og, at jeg endda ikke kan ride på mere end 1 af gangen... og ydermere, at jeg ikke får det gjort.
JOh! Når der kommer nogen og spør´ mig direkte, om ikke jeg vil med ud at ride, så plejer jeg at sige ja, tak. Eller når jeg i salgsøjemed skal sadle en af salgshestene op, ja, så får jeg redet, og SÅ er jeg lykkelig den time til halvanden jeg sidder i sadlen og er hestehandlerske.
Jeg har for mange og for dejlige heste.

"Sælg dem, sælg dem nu", siger han hele tiden, " - det bliver ikke nemmere til vinter"...

Jeg har været på Island fire gange. Hver gang for at ride på heste. Ismuler. Jeg ELSKER at ride - jeg bliver lykkelig, når jeg rider, det er for mig en slags mindfullnes, hvis man ellers kan definere mindfullnes.
Og jeg har rigeligt adgang til at ride hver eneste dag, hvis det var det jeg ville. Men jeg får det ikke gjort. Derfor er jeg tvunget ud i at sælge, at være hestehandlerske. Jeg har sat nogle af mine små til salg på en ishestesalgshjemmeside - det plejer ikke at lykkes dén vej. Så har jeg sat en til salg på facebook, i en gruppe, der handler om at sælge udstyr og heste til ishestefolket. Og så har jeg sagt til den del af min omgangskreds, der er hestefolk, at jeg har heste til salg.
Og så har jeg henvendt mig til en proffesionel hestehandlerske. Hun tager 1000 kr i ugen for at træne, og 1200 kr i måneden for blot at have en kommisionshest. Det er fair nok. Men så forsvinder mine heste ud af mine hænder, uden at jeg får noget som helst igen. Der skal også være rimelighed i det.
Siger Bondemanden.
Så nu gør jeg noget. Jeg sætter dem til salg, og jeg praler med dem. Hele tiden.
Så tøv ikke. Skal du have en dejlig hest, du kender forholdene bag, så kom og kig på mine. Jeg bliver lykkelig, hvis du spør, om jeg vil med ud at ride. Jeg sir´ helt sikkert JA!

mandag den 23. juni 2014

Sct. Hans-Lasagnen simrer

I Bondemandens familie er det tradition, at Sct. Hans aften går på skift. Hvert år samles efterkommerne efter 5 søskende, hvoraf der kun er en tilbage! Johannes var den yngste af de fem, og han er i dag over 90 år gammel. De fleste er bønder, altså, dem, der er i direkte linje. Længere ude går det liiidt skævt - flere har andre jobs, og heldigvis for det! Alligevel kan det lykkes os at samle henved 100 mennesker, i alderen 0 til ja, 90 - og aftenen har et helt traditionelt forløb:
Man samles klokken 18, og har sin madkurv med. Værtsfamilien har stillet bænke og borde frem i maskinhuset/garagen, og så spiser man sammen, inden man i samlet flok går ud til bålet, som nogle år har været temmelig misundelsesværdigt og kunstfærdigt pyntet! En heks må der til!
Så synger man et par midsommersange, mens bålet tændes, og der er heksehyl og indimellem et enkelt kanonskrald, som "de unge" har listet ind mellem grenene... Er vejret dårligt, forlader man hurtigt bålstedet, og så går vi over i den mere artige del af aftenen:
KAFFEN!
Uha, som er mange husmødre blevet testet på form og farve i de år, der har været Sct. Hans tradition i familien ... for det er nemlig skik (eller uskik, kald det hvad du vil) at konen i huset har lavet kaffe og kringle, eller rabarberkage, eller skærekage, eller flere slags kager, og småkager, og så er det ellers alle mand IND i stuehuset. Der er som regel dækket op med kaffekopper i alle stuer, og her får man lejlighed til at se arvegodset udi porcelæn!! - og samtlige stole i huset bliver besat lynhurtigt, og mens kaffen nydes og kagerne ikke mindst, løber ynglen rundt udenfor, og nogle af de unge mænd går i stalden, hvis det er en kvæggård, ellers plejer maskinhuset at trække gevaldigt! Så bliver der snakket og snakket og snakket. Landbrug.
Til midnat når de sidste gæster er rejst af sted i bilerne fra nær og fjern, er værtsparret trætte. Ikke bare almindeligt trætte. Men dødtrætte ...
Lige nu simrer min kødsovs til den lasagne, som er blevet vores madtradition Sct. Hans. Det er hurtigt at lave, smager godt, og så kan det transporteres uden alt for meget bøvl, og det holder sig varmt længe! Til dessert er der jordbær. Kun jordbær. Ikke noget med kage eller fløde eller noget. Bare jordbær.
Og jeg misunder ikke Birgitte, der i år har travlt med at bage kager og allerede har haft travlt i sit køkken i dagevis, og udenfor i haven, du godeste!! - for alt bliver tjekket ud, ikke i ondskab men i familieskab, og vi vil helst ikke have, at nogen stikker ud og falder for langt fra stammen - nej, det skal se ordentligt ud, der skal være god vækst på markerne, pæne dyr ved godt huld i stalden - sådan er det i en landbofamilie...
De har fortalt mig, at i gamle dage gik alle mændene igennem kostalden for at tilse, at værtsparret havde ordentligt styr på huld og mælkeydelse, og der blev snakket i familien, bagefter, hvis ikke det man havde set, kunne leve op til standarden.
En grum form for intern selvjustits.
Jeg håber min Sct. Hans-lasagne kan matche forventningerne. Heldigvis er der kun fire dommere, mig selv incl..

torsdag den 19. juni 2014

En Dronning på vejen

I dag var jeg på tur til min dejlige datter, som bor i Ålborg.
I strålende solskin og godt humør, med færgen MARY fra Salling til Himmerland.
Ngen gange lykkes tingene over al forventning - og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg rigtig godt tilfreds med dét her billede! Der skete noget jeg ikke havde regnet med, da jeg ville lave en selfie ...( jaja, kameraet vendte forkert, det opdagede jeg jo) - nemlig at det blev et vildt godt billede, selvom det ikke var det, jeg ville tage!
Senere kom jeg til Ålborg - og da vi gik tur i centrum, opdagede vi, at der havde været og var Dronninge-besøg i Ålborg i dag!!
ALLE gågader var sandede til. Ja, kareter kører nemlig ikke på fliser, de kører i sand. Og heste gider ikke gå på fliser, de vil gå i sand. Så sandkasserne i samtlige børnehaver i midtbyen, og i nordbyen var blevet tømte, og strøet ud på Dronningens ruter - i dagens anledning.
Der var godt-nok meget sand.
Rigtigt meget sand.
En dronning var i vejen, på vejen og med på vejen.
Vi andre fik småsten i sandalerne.
Vældigt irriterende...

onsdag den 11. juni 2014

Viske-vaske-sjaske-herregårds-kone-maske

I dagene mens solen skinner ufortrødent udenfor... har jeg så valgt at være med i den seriøse afdeling. Jeg har igen i år ladet mig overtale til at medvirke i Herregårdenes Dag - jeg kan faktisk ikke huske hvornår vi var med første gang, men det er tilbage i 2003 eller 2004. Jeg oplever hver eneste gang en stor interesse for at høre historien og se stedet, som vi har fået i "arv".
Kjeldgård er ikke nogen stor og prangende herregård, ikke desto mindre nævnes den første gang i  1524, hvor den tilhører rigsråd Hr. Ove Vincentsen Lunge Dyre til Tirsbæk. Der er en masse historier tilknyttet Kjeldgård, og dem hiver jeg frem fra bøgerne og fortæller, mens jeg viser lokaliteterne frem. Det er en del af imagebanken, påstår Bondemanden, at vi deler vores glæde for stedet med andre - det har han helt ret i!!
Der er bare den hage ved det, at vi er nødt til at have ryddet og vasket og pudset inden...
Puuuha! Jeg er nu så langt, at jeg har pudset alle vinduer mod nord og delvist mod syd, og mangler kun køkkenet mod vest... Og sjovt nok, så forsvinder alle andre i andre ærinder, når jeg begynder at bede om hjælp... Heldigvis klarer jeg mig. Jeg skal bare i gang i ordentlig tid. Og hvis nogen af gæsterne synes, der er lidt støvet eller trænger til en klud hist og her - så plejer jeg at sige, at der udleveres pudsegrej i bryggerset på forespørgsel, så kan man bare gå i gang...
De fleste er nu ligeglade, men jeg har da oplevet en enkelt finger blive kørt hen over et knapt så rent chatol... mage til frækhed!! Tsk tsk  ;)
Nå, men på søndag går det løs med rundvisninger klokken 10, 13 og 15.
Det koster 50, - kr pr herregård, og man betaler på stedet.
Der er i år 12 åbne herregårde i Limfjordslandet: i Salling og på Himmerland.
Du kan læse mere om Herregårdenes dag ved at klikke her, og mens du læser, så pudser jeg lidt flere vinduer!

søndag den 8. juni 2014

Kombi-Pinse-helvedet

Sådan en laaaang weekend - hvor Grundlovsdag, der er blevet til en hel fridag for det arbejdende folk, afløses af en fredag uden særlig titel, hvor det arbejdende folk formentligt også har/havde fri, eller holdt fri, eller ferie, eller var nødt til det, fordi skolerne havde lukket (!!!) - der så glider over i en Pinse, hvor vejret gonnok var forbløffende dejligt, det meste af tiden... så kan man godt få fornemmelsen af at være lukket inde i en lomme af fritid og frihed og ferie.
Desværre er jeg ikke den eneste, der har det sådan - de store børn har læseferie, eller læsefrihed, eller eksamenstid eller kald det hvad du vil - faktum er, at nogen synes, det er helt i orden at aflyse alt i flere dage, bare fordi der ligger et par halve helligdage og venter...
I vores lille bondebiks leger vi dog helt anderledes! Alt og alle er på arbejde hele tiden. Næsten. Og der er hverdag på hverdage og søndage på søndage, og ellers ikke så meget "pis".
Så i morgen tidlig står jeg op og laver friskbagt brød, dækker bord og venter folkene ind til klokken ni, ligesom jeg plejer, og ligesom jeg har gjort både torsdag & fredag, og sådan er dét! Og inden jeg går i seng, vil jeg tænke på de dejlige veninder jeg har, der trods hverdage, alligevel går i "feriemode", og sørger for eftermiddage i godt selskab, helt uden pligter, kun sol og strand og vand og vin og lidt snak. Lidt snak, der bliver til meget mere, når man husker at slappe sig af, og glemme det er hverdag i morgen og i overmorgen eller hvornår det nu var det var...

torsdag den 5. juni 2014

SelDeco - udvikling i vandkanten

Vores nye butik havde åbningsdag i dag - jeg siger vores, fordi vi er en forening, og det er os, der skal drive forretningen. Det er på frivilligt basis, og ingen af os får løn for at stå i butikken, vi gør det, fordi vi synes, det er sjovt!
Borgmesteren - ja, altså den tidligere borgmester, Flemming Eskildsen sagde de indviende ord, sammen med Gunhild, som er bestyrelsesformand i foreningen SelDeco- og selvom det styrtregnede kom der forbløffende mange mennesker forbi til musik, kaffe og en småkage.
Der er mange forskellige varer på hylderne - det er sådan et sted, man kan gå hen og købe honning, lokalt indsamlet altså, og man kan købe antikke møbler, keramik, filt, karklude, kludetæpper, smykker, malerier og litografier, designertøj og vævede jakker og så kan man også købe sig en bog, en kop kaffe eller et par fine babysko i økologisk læder. "Damerne" skal være i butikken 5 dage i ugen, og de er enten "passive"-frivillige eller sælgende medlemmer af foreningen. Det bliver ret spændende at se, om det kan give omsætning, at "kunstnerne" og de kreative sjæle selv står i butikken.
Under alle omstændigheder tror jeg, det bliver helt morsomt at stå i butik. Det har jeg aldrig prøvet. Meget har man budt mig, men butik...
Hvis det viser sig at være en succes, tror jeg, vi kan danne skole for andre landsbyer med en "negativ butiksprofil" - at få samlet kræfterne i en butik, i en forening, sender tankerne i retning af andelsbevægelse, og måske er det her nøglen til landsbyernes overlevelse ligger: sammenhold og fælles front!
Jeg håber, SelDeco får stor succes. Det fortjener vi!!!

mandag den 2. juni 2014

En slags stilhed

Det var helt anderledes, end jeg havde forestillet mig.
Og der går lang tid, inden vi forvinder sorgen og savnet.
Men sådan er det hver eneste dag for mange mennesker.
Hver eneste dag er der nogen, der dør, og nogen der savner og sørger.
Selve døden er fredfyldt.
Selve mennesket er uinteressant, i det sekund døden indtræffer.
(Med mindre man er læge og skal obducere...)
Det var bare ikke det, jeg lige havde forestillet mig.
Vi åbnede døren, solen stod op over horisonten og solsorten lettede fra sin plads på gyngestativet.
Vi sagde farvel.
Vi sang ud.
Vi bar. Og nu bærer vi savnet.

søndag den 25. maj 2014

Bogsigneringsdage




Det har været dejligt at få lov til at signere bøger - først i Skive Boglade, og så i Bøger og Papir i Nyk. Mors. Billederne taler sit tydelige sprog - jeg griner uanset! Øverst med TA, så med Kingo, derefter med Hans Jørgen, boghandleren selv, og til sidst med Hovedlands forlægger Steen Piper. Det er sidstnævnte, der tror så meget på mig, at han fortsat udgiver alt, hvad jeg finder på... Det er en god ting. Og husk - bøger skal købes i boghandlen!!

onsdag den 21. maj 2014

Anmeldelser på papir

Jeg taster hidsigt og i blinde flere gange dagligt "Bondeanger anmeldelse" i googlefeltet - tænk nu, hvis der er kommet noget, noget jeg ikke har opdaget, eller er opmærksom på... et pænt ord, en rosende omtale... Det er jo det, jeg gerne vil have! Jeg vil så gerne, og jeg er næsten ved at sige, jeg H I G E R efter at få positive tilbagemeldinger på den bog, der nu her lige for lidt siden, flød ud af mine hænder og ud på gaden, ud blandt læserne, ud blandt dem, der i virkeligheden definerer, om jeg er en succes eller ej...
For selvom jeg ved, at det er godt nok, og selvom jeg ved, at der sidder en redaktør og en forlægger i den anden ende, og har sagt god for bogen - så betyder det alligevel uendelig meget, at bogen får anmeldelser af andre end den nærmeste kreds. Det betyder altså noget. Også selvom man forsøger at overbevise sig selv om, at det ikke betyder så meget... Det gør det bare. Man får anerkendelse. Man bliver fremhævet. Og hvem er ikke en sucker for love?

Jeg er. Det indrømmer jeg. Jeg vil så gerne gøre tingene godt. Og jeg vil så gerne at mine bøger bliver godt modtaget. Det er derfor, jeg skriver dem. For at de skal have et liv, og gøre en forskel. At jeg gør en forskel. Det er noget helt almenmenneskeligt. Det ved jeg godt. Man kan analysere på det og komme med lange gode forklaringer på, hvorfor netop jeg har det sådan - og det burde jeg måske gøre... - men det rokker ikke ved den kendsgerning, at jeg bliver usigeligt glad, når mine ting lykkes!

Jeg har fået en flot flot anmeldelse i Skive Folkeblad, to dage inden udgivelsen.
Jeg har fået fire stjerner i Nordjyske på dagen.
Og i går kom der en meget fin omtale over to spalter i Jyllandspostens tillæg om bøger - og tre stjerner - lidt malurt var der til sidst, men jeg undskylder anmelderen med, at han er mand... (han forstår det jo ikke - eller også har han ret???)

Jeg kan ikke være andet end tiptop-tilfreds. Det er jeg. Det ER jeg.
Og derfor prøver jeg ihærdigt at skrive endnu bedre i den næste roman, jeg gør mig umage, jeg omformulerer, skærer ind til benet, pudser sproget.

Der er ikke noget lagt på nettet, man kan Google endnu.
Øv. Men det findes på papir. Jeg har alle aviserne.
Og jeg er glad.

søndag den 18. maj 2014

I 1524 holdt Ove Vincentsen "nathold" for kongen

og samme år er han nævnt "til Kjeldgård".
"Nathold" - betyder egentligt bare, at han skulle beværte Kongen og kongens følge natten over. Det tog altid en drejning til den dyre ende, når Kongen kom forbi... Derfor var ikke alle Adelsmænd lykkelige over Kongens besøg. Jeg tror faktisk slet ikke, at Hr Ove har været glad. Han hed nemlig Hr Ove Kage - fordi han var så nærig - og han førte nøje regnskab med, hvad det kostede ham at have nathold for Kongen...

Ålborghus, 1524, nathold for Frederik den 1.:

36 tønder øl
1 okse
15 lam
12 sider flæsk
4 saltede fårekroppe
24 gæs
24 høns
2 fedesvin
½ tønde smørr ½ tønde eddike
1½ tønde mjød
80 liter vin (½ amme)
½ tønde hvedebrød
½ tønde Lüneburg salt
2 laks
3 snese ål ( 1 snes = 20 stk) og "mængder af byg og havre"

TAK for mad, siger jeg bare... og dertil er ikke indregnet hvad man brugte af urter for at give smag, eller honning og fremmede krydderier. Og nu vil jeg gå ned og tillave aftensmaden til min lille familie... 1 kg oksefars af bedste slags, 200 gram bacon, fire gulerødder, to bundter forårsløg, 3 røde pebre, 4 store tomater og ca 500 gram spagetti, tillige med 1 salathoved, 1 agurk, ½ bakke cherrytomater, og lidt revent ost til at smage til med...


torsdag den 15. maj 2014

Mikael K, ministeren & jeg

Pudsigt eller sjovt, spooky eller uhyggeligt - i dag er jeg anmeldt i Nordjyske med ikke mindre end fire stjerner! Jeg er helt vildt glad for de fire stjerner, ligesom jeg er helt vildt glad for Skive Folkeblads anmeldelse, som kom i tirsdags. Det der er pudsigt eller spooky er, at klummen i  KULTUR-sektionen af Nordjyske i dag er skrevet af Mikael K. Og han skriver om at blive anmeldt. Han har lige nu i maj udgivet en ny bog med cd, fotos og sange "Sange fra Nord" og taler i klummen "En musikers mareridt" om den forventning, det pres, der ligger på ens skuldre fra det sekund, man har ladet sine kreationer gå i trykken:
"Er det nu noget underlødigt lort, du har fået bikset sammen, eller er jeg bare en lille smule genial? Er jeg en højrøvet nar, eller er jeg i øjenhøjde med de mennesker, jeg synger om og for"? og længere fremme i teksten lyder det:
"er det lidt af et mareridt at gå og vente på smagsdommernes sang"...
Endnu mere uhyggeligt og sjovt bliver det, når jeg nu siger, at Mikael K og jeg har siddet på en trappesten på Samsø og diskuteret de hér ting, tilbage i 2012, da vi var i Ministeren for By, Bolig og Landdistrikters Visionsgruppe for 2030 - og hvor vi vist var de to af samtlige, der havde sværest ved at placere os selv i sammenhængen...
Mikael har skrevet en vidunderlig sang om Einar, Cirkusdirektøren, den kan man høre via DRs Playliste på P4 formiddag (kan ikke finde linket lige nu), eller man kan købe den på ITunes .
Sjovt nok, som veje flettes ind i hinanden uden at vi ved det, og dog, som om det har en højere mening...

onsdag den 14. maj 2014

Markedsføringsmekanismen - det er mig!

Og nu, i dag, den 14. maj 2014 - er der en dag til Bondeanger udkommer!!
Det bliver så vildt! Ja, altså ikke vildt som i v i l d t - men som i fantastisk, utroligt, dejligt, underligt, spændende, skræmmende og ja, vildt.
I anledningen sker der sådan set ikke noget - der er ingen fest, som i fest, men der bliver nok skålet i en skarp til morgenbordet klokken 0900, og så er resten af dagen spænding. Gad vide, om der er anmeldelser og gad vide, hvad de siger, hvis der er nogen...
Under alle omstændigheder, så handler bogen om det liv, de fleste af os lever. Helt almindelige liv, med sorger, og glæder, med børn, og kærlighed, med forviklinger og forandringer.
At Bondeanger er en selvstændig efterfølger til Bondefanget bør jeg lige markedføringmekanismemæssigt nævne. Og Bondefanget er genoptrykt. Forlaget vurderer, at der kan sælges flere af dem, når nu Bondeanger udkommer - jeg krydser fingre, og venter på i morgen.

mandag den 5. maj 2014

Thit, Johs. V. og jeg

(foto: forlaget Mellemgaard)
 
Sådan her så det ud i lørdags, da jeg fortalte om Kroppen i Åkjær i forbindelse med Limfjordegnens Litteratur Samvirkes repræsentantskabsmøde. Billedet, på min venstre side, forestiller Thit og Johs V. Jensen og kaffekanderne i forgrunden understreger meget godt stemningen: Hyggeligt, men også koncentreret! Vi havde sunget "En sømand har sin enegang" som indledning til mødet - en Johs. V. Jensen tekst!! Så blev jeg så klog! Og jeg var så den første af tre forfattere, der skulle fortælle om en klassisk Limfjordsdigters "krop". Selvsagt måtte jeg jo have fat i Vredens Børn, og jeg læste op, på næsten originalsprog, tillært, 110 år efter teksten udkom (1904) - deraf koncentrationen! For mit vedkommende. Jeg havde også fat i Pigen fra Limfjorden  (1921) - der var knap så meget dialekt, så det gik lidt nemmere. Både for mig, og tilhørerne. Efter mig fulgte Knud Sørensen med Thøger Larsen, og Pia Grandjean Odderskov tog sig af Johs. V. og Kongens Fald.
Bagefter er jeg så blevet spurgt, om ikke jeg vil optræde med Åkjær og fortælle historier, læse op osv.
i stil med i lørdags. Det tror jeg ikke. Jeg er på usikker grund, der er mange, der ved meget mere end mig, om Åkjær ... på den anden side... man kan jo læse sig til meget, og det er formidlingen det handler om! Så måske, joh, måske kan Åkjær blive en del af mig. Spiren er lagt!

lørdag den 3. maj 2014

Limfjordens Litteratur Samvirke

I eftermiddag skal jeg til Farsø - Johannes V. Jensens Museum - og deltage og sige ting, og læse op. Af Åkjær. Ja, Jeppe Åkjær, som boede på skrænterne af Sallinglandet, ligesom jeg gør det, bare 80 år senere. Kroppen og Åkjær.
Der er prisuddeling - Johs. V. Jensens Nobelkonkurrence - der er kaffe og kage, og repræsentantskabsmøde, med regnskab og årsberetning og alt muligt.
Lige nu forholder jeg mig kun til det, at jeg har lovet at gentage min optræden ved Kbh. Læser på Københavns Hovedbibliotek, og jeg véd, jeg i marts overskred min tidsramme, og det kommer jeg nok også til i dag... Selvom jeg har reduceret. Selvom jeg har luget ud. Og kun fortæller det halve. På den hele tid. Eller var det omvendt. Det hele på den halve tid...
Vredens Børn, Pigen fra Limfjorden (Åkjær) og Bondeanger (mjø) ligger klar til afgang.

onsdag den 30. april 2014

Rørende velduftende tryksværte!

 
Den har sin helt egen duft, sådan en ny bog. Af tryksværte og fremmedhed. Jeg kender hvert eneste ord i den, og alligevel er det en helt ny fornemmelse, som et nyt bekendtskab, man skal indlede - gøre, sådan at få sit allerførste eksemplar af sin nye bog leveret ved hoveddøren.
Det var så ikke hoveddøren... men i maskinhuset - en hel kasse, faktisk, med mine frieksemplarer i, de frieksemplarer, som jeg må give ud og gøre med, hvad jeg vil. Men først den 15. maj.
Heldigvis har jeg briller på, for ellers kunne man se mine fugtige øjenvipper...

tirsdag den 29. april 2014

Vis mig dit liv

Da jeg i januar sagde ja, tak, til at medvirke i Margit Vendelbjergs kommende udsendelser, "Vis mig dit liv", på TVMidtVest, anede jeg ikke, hvad jeg sagde ja, til. Da udsendelsen en formiddag i starten af februar blev optaget "Live on tape", havde jeg ikke nogen anelse om, hvordan det kom til at gå med den roman, jeg netop havde skrevet færdig på Hald Hovedgård.
I dag sidder jeg med en god fornemmelse i maven. Udsendelsen "Vis mig dit Liv" rullede over skærmen i aftes (og har rullet flere gange siden... på Mokka) og alt i alt synes jeg den giver et fint indblik i, hvorfor og hvordan, jeg er endt som jeg er.
Som en krølle på halen - ved jeg nu, at Bondeanger udkommer ikke bare "engang i år", men faktisk lige om lidt!! Den 15. maj helt officielt, men jeg får måske allerede det første eksemplar af bogen i hånden i morgen!!
Det er fantastisk spændende og endnu engang grænseoverskridende at sende en bog ud i verden.
For hvordan tager offentligheden imod? Hvad siger "de" til den? Kan folk lide den? Sælger den?
Hvis man kan glæde sig til noget på sådan en tvetydig, nervøs og angstprovokerende måde... ja, så glæder jeg mig til den udkommer...
Du kan se "Vis mig dit liv"-udsendelsen ved at klikke her.

fredag den 25. april 2014

Bondeanger - udkommer 15. maj 2014


Og jeg er så stolt og glad, at jeg er ved at revne!
Tænk sig! Endnu en bog med mit navn på forsiden - den 2. roman, den 5. voksen udgivelse, den 11. udgivelse i alt, med mindre man tæller 4 oversættelser af børnebøger, og, en antologi med, for så er det nummer 16!!!
(Lidt får jeg da gjort - indimellem bageri, bonderi, foredrag og klummer)
(Det kan jeg også godt være helt stolt og glad over, så jeg er lige ved at revne!!)

Ps. Mandag den 28. april kl. 19.55. kan du se mig i  "Vis mig dit liv" på TV2 MidtVest, MOKKA

mandag den 21. april 2014

Gylle!

Her lugter ikke just himmelsk.
Det skal der heller ikke - vi kører gylle og generer alle de Påskeferieglade naboer, både de fastboende og dem i sommerhusene. Heldigvis er vejret nu "med os" og har gjort sig overskyet, så vi får mest muligt ud af den naturlige gødning, som vi har så hårdt brug for i planteavlen.
Man kan hævde, at det ikke er så heldigt for dem, der holder ferie, at hele to ting er imod dem: Lugten og vejret.
Heldigvis er det hverdag igen i morgen, og så behøver mit sensitive instinkt for hensyn ikke længere at have dårlig samvittighed eller helligdagskvababbelser...
Men det havde været lidt smartere, hvis det var Påske i Februar, og ikke lige midt i forårsarbejdet!!

tirsdag den 8. april 2014

Eksplosionsfare

Kastanjerne er bristede. Tjørn og bjergribs strutter grønt, hasselrankerne dingler og lindenes et-årsskud lyser røde, selvom det i det store og hele er gråt. Og vådt. Meget vådt. Jeg tænker, at i løbet af et par dage er alting sprunget ud, selv bøgen...
Bondemanden er også ved at eksplodere. Af utilfredshed. Jeg har ikke helt fundet ud af, om det er manglende omhu, eller manglende rettidighed, der tricker ham. Jeg mener at kunne huske enkelte år, hvor han har været færdig inden den 13. april, men i det store og hele synes jeg, han har god tid. Det er vi ikke enige i.
Der skal køres gødning, gylle, kemi og der skal såes. Hvad har jeg i grunden forestillet mig??

søndag den 6. april 2014

Selvforskyldt Søndags-suk!

Torsdag-fredag-lørdag var jeg i haven. Dvs det var ikke selve haven, med bede og græs, nej, det var gårdspladsens så-småt-have-del, jeg havde set mig gal på... ca 100 meter med græsplæne, der væltede ned over den gamle pik-stens-rende-belægning.
Så jeg stak kanten med en kantspecialstikkeskovl-tingest.
Så skovlede jeg kant-resterne op, i først en trillebøre, senere en frontskovl på en minilæsser.
Så gravede jeg jord, der gennem 5-10 år var løbet ud i belægningen, op og væk, løsnede og til slut fejede jeg. Og skovlede masser af jord og sand op indimellem...
De to render ser nu fine og forholdsvis rene ud. Vejbredden er øget med flere visuelle meter i begge sider. Kort sagt: Det ser pissegodt ud.
Sukket kommer her: Jeg er ikke skabt til fysisk arbejde i rå mængder. Jeg har fundet mit nemesis. Mine håndled er stive og bulne, mine fingre sover og snurrer. Vablerne er ingenting i sammenligningen med den vedvarende permanente smerte jeg selvforskyldt er havnet i. Så kan jeg lære det.  Og min søndag må tilbringes med andre gøremål, selvom vejret med de 14 grader og fed stank af gylle indbyder til havearbejde. Jeg har faktisk LYST til at gå i haven og rode. Men det kan jeg ikke. Det gør ondt. Og ondt gør ondt værre, så jeg forholder mig i ro.
Og sukker.
Søndagssukker.
Øv.

fredag den 28. marts 2014

Insta#gram og-deraf-følgende-uorden-og-bøvl

At have forskellige adgangskoder til forskellige steder på både telefon og pc er ikke særlig gennemtænkt. Ikke i min verden.
Jeg har ikke fået mine mangeartede og delvist ens koder skrevet ned i tide... jeg plejer at anvende de for mig mest brugbare navne på familiemedlemmer (statistisk set er det åndssvagt) kombineret med gamle telefonnumre, og/eller årstal der betyder noget for mig...
Nu i dag - skulle jeg huske min kode til min telefon. Den semi-nye IPhone fra 2012... Det lod sig ikke gøre. Efter tre forgæves forsøg, med den rigtige kode hver gang!!! måtte jeg sande, at jeg var nødt til at skrive mit brugernavn ind i systemet, for at komme videre... bob-bob-brugernavn???
Samme helvede indfandt sig... Og nu har min ældste været "på besøg" i mine koder og brugernavne - så grundigt, at jeg i hvert fald slet ikke kan huske noget som helst længere, og er helt svedig ved tanken om, at jeg skal logges ind nogen som helst steder, nogensinde igen...
Arrrgh!!!

Men jeg er nu opført som bruger af instagram som
marianne_joergensen # (hashtack) BONDEKONE #

både på min Iphone og på den Ipad, som Bondemanden købte for år tilbage (og som han kun bruger for at høre "trådløs musik" fra yngstebarnets sportyhifi-fis, når han plugger stikket i min oldtidssag i køkkenet....)
NU skal jeg til at være moderne og dele min billeder med mine venner og bruge det helt vildt fantastiske "insta"#, og hvor man kan følge virkeligt sjove og meningsfulde folk...

(tror jeg nok)
(hvis jeg ellers kan huske den rigtige kode og det rigtige brugernavn)
(Men var der ikke noget med, at hun fik alle koderne skrevet ned?... men hvor var det nu hun skrev alle koderne ned.... Hmmm)
nå - men god weekend
#

mandag den 24. marts 2014

Bondeanger

NU!
Jeg har afleveret, korrekturlæst, afleveret, korrekturlæst, ventet et halvt døgn, og vupti, så kom den som opsat PDF-fil, og lignede en rigtig bladrebog med sidetal og linjeskift og kapitler og afstande og det hele... Suk-suk-suk, sagde det i mit indre, da jeg gennemlæste for mulige fejl. Og jeg fandt fejl. F.eks. har jeg brugt navnet Iben til bi-bipersoner to steder, og så har opsætningsnissen delt nogle ord på en ganske ureglementeret måde, som jeg aldrig har set før... Det er småtingsafdelingen, og den skal jeg heldigvis ikke bekymre mig om. Det gør Kirsten Sproghåndværker. Min søde, dygtige og hurtige korrektur- og redaktionslæsende "eksterne".
Nej, jeg kender hende ikke, har hverken mødt eller set hende. Kun snakket ganske kort med og eller skrevet til. Mail eller sms.
Jeg er GLAD. Og ja, det er med stort og udråbstegn, og Hovedland siger, at vi "holder noget reception" den 23. maj i Skive Boglade, og jeg tænker, at det er lige om lidt, om under to måneder, og der er fem familiefødselsdage inden, som så IKKE får en ny bog, ærgerligt nok, i fødselsdagsgave, men sådan må dét være!

 
Bondeanger handler om liv. Nedskrevet liv. Helt som-det-leves-liv. Med smerte, dagligdag, forelskelse, hundehvalp og børn. Nogen har hemmeligheder, vi ikke vil vide, andre er ligetil, teenagere utrolige, og småbørn afvæbner alle.
Jeg glæder mig til den kommer, Bondeanger.
Den kan sagtens læses, uden man kender Bondefanget. Men Steen Piper vil genoptrykke Bondefanget, så dem der ikke fik dén med, har en chance!
Puha - det er så vildt!!
Jeg udgiver endnu en bog! I maj! I år!
Wiiiiiiiiiiii!!

mandag den 17. marts 2014

Fornøjelsen er helt på min side!!!

Jeg har lige fået mit manus tilbage fra korrektur-redaktør. Bondeanger har været ude i verden og tumle lidt rundt, og nu sidder jeg med Kirstens røde streger, tilføjelser, rettelser og kommentarer. Hun har fuldstændigt ret i alt, hvad hun undrer sig over. ALT. Jeg er enig. Bare se at få det rettet, i en vis fart, så bliver jeg lykkelig!
"Det er en fornøjelse at arbejde med bogen. Jeg synes, der er en herlig humor i bogen, sproget er friskt, der er små, intense situationsbilleder, og så er det dejligt rent indholdsmæssigt med de nye muligheder, der åbner sig for personerne..."
TAK, Kirsten, som jeg ikke kender, kun skriver med. Du er en sveske! Du forstår min tekst og dens særpræg. (Men Benedicte staves med c, ikke med k, bare til info)
Jeg kan nu med sindsro sige, at Bondeanger er færdig. Engang i morgen i hvert fald.
Og så skal jeg videre i teksten. Den næste tekst! Fornøjelsen er helt på min side!!!!

fredag den 7. marts 2014

Det var så marts!!!

Det blev næsten umærkeligt til marts. Lærkerne hænger lystigt under sky og hævder territorier. Det har de nu gjort længe her hos mig i NOrdsalling - og alt det med ordene, har ligget både stille og haft travlt.
Godnathistorierne var der "ingen penge i". De er lagt væk. Det er både en skuffelse og en lettelse. Men at de blev forkastet af ophavet, idémageren, betyder kun, at jeg ikke behøver tage stilling til dem. Det kan meget vel ske, at de bliver til noget en anden god gang, men lige nu bliver det uden mine ord.
Bondeanger er sendt til korrekturlæsning. Det er også en lettelse - af de store!
Jeg har været i København. Overnatning hos forfatterveninde og snak i timevis. Derefter en kold tur i byens gader, for at finde rundt og finde Krystalgade efter en hæslig omdirigeret køretur pga metrobyggeriet, inden jeg fandt ned under jorden i en parkeringskælder et sted.
Oplæsning af Jeppe Åkjær på originalsproget på Københavns Hovedbibliotek som en del af "København læser". Det var ret sjovt.



Jeg har ikke fået det ind med modermælken, dét sprog, men med bondemælken, og taget i betragtning, at jeg har boet på samme plet i NOrdsalling i 26 år, og har hørt sproget talt ligeså længe, og i over halvdelen af mit liv, dagligt! - så har det en vis effekt på folk, der ikke kender til dialekter, som ihvertfald ikke taler med dialekt, eller kender en specifik en af slagsen, at høre Åkjær læst op. Det med kroppen viste sig at være helt fysisk: Fnat og toiletbesøg bag dyrene i stalden er ret fysisk!! Man kan næsten lugte det... også selvom det kun bliver læst op! Og at forestille sig ti heste springe i fjorden med ti nøgne mænd på ryggene... dét er også et ret besnærende billede, givet til os af Åkjær i 1921 i Pigen fra Limfjorden. Jeg havde som forberedelse læst en del om Åkjær, en del af Åkjær og skrevet en del selv, som manus til de 15 minutter - de gik alt for hurtigt! Og det var en lettelse, da de var overstået.... trods originalsproget!
Jeg er ikke meget for at "performe" med ukendt stof - især ikke første gang - det er en fornemmelse af usikkerhed, som jeg aldrig tror, jeg lærer at holde af. Men det rykker - det tror jeg på! Det rykker ved mine egne grænser og begrænsninger, og udvider. Og dét er herligt. Bagefter.
Jeg tror, jeg skal i gang med at skrive igen nu.
Jeg har Asgers og Rasmus´ middelalderhistorie liggende latent i baghovedet. Og nu er der rum.
Åkjær er ude, godnathistorierne slettet, Bondeanger lever sit eget liv frem mod sin udgivelse - og om tre uger er det april - så flytter tankerne fra vinter til forår til sommer - og dét er også det, der sker for drengene i 1535...

mandag den 17. februar 2014

Godnatstille

Huset er gået til ro. Det er den tid på døgnet, jeg elsker allermest. Eller nej, rettelse: det var den tid på døgnet, jeg elskede allermest, da ungerne var små. Når de sov, og jeg havde ro til at tænke tanker, der ikke omhandlede vasketøj, gymnastikposer, madpakker, lektier eller "kørehviletidsbestemmelser" for de kommende dage...
Nu om stunder klarer de mest sig selv, og de styrer med rå mine sengetider, madpakker, lektier... kun vasketøjet kniber det lidt med. Her råbes der indimellem højt, når stakken på bryggersbordet er så høj, at den dækker for skriften på tavlen, dvs. ½ til 1 meter...
Godnat, sagde de, og forsvandt ind på teenageværelserne. Godnat, min skat!
Og så er her så stille. Jeg har tid til at tænke.
I aften tænker jeg så det knager, for jeg har fået et tilbud, jeg har svært ved at tro på, kan realiseres. Og alligevel tumler tankerne og ideerne rundt i kraniet på mig. Godnathistorier... hm...
Kan jeg skrive sådan nogen?
Kan jeg skrive godnatstillehistorier?
Jeg larmer jo... Normalt larmer jeg helt vildt meget.
Men der er en udfordring i ikke at larme.
I at være godnatstille.

mandag den 3. februar 2014

Sommerferielæsning

Så er den ved at være gennemtæsket, kommateret, stort-bogstav-ved-punktum-rettet og stavningsgennemgået. Jeg har fået forslag til forside, jeg har printet det ud, og det ligger ved siden af mig på skrivebordet og jeg må sige, at jeg har vænnet mig til den ret hurtigt... NU er der bare tilbage at afvente forlagets videre behandling af "sagsakterne", men i telefonen sagde han noget om "medio maj" og jeg tænker, at det er en god tid. Klar til Sommerferielæsning - og så tænker jeg næstefter, at der er frygteligt lang tid til det begynder at ligne sommerferie, hér den tredje februar, hvor frosten har rimet hele natten, og hvor Rav´en rundede de 180000 km, mens jeg kørte yngstebarnet, indpakket i vinterpels og sælskindsvanter til bussen...
Det er svært at forestille sig, at det overhovedet kan blive varmt igen!
Men det går dén vej, dagen er tiltaget med en time og 57 minutter - i går var det Kyndelmisse, og her er forsiden til den kommende roman, Bondeanger:

mandag den 27. januar 2014

Hvad synes du?

Det spørgsmål stiller vi mange gange.
Jamen, hvad SYNES du?
HVAD synes du?
Hvad synes DU?
Og - HVAD SYNES DU?
Det er ikke altid nemt at vide, hvad vi og hinanden egentligt mener, når vi er rykket ud af vores almindelige dagligdag og skal forholde os til nye måder, andre systemer, end dem vi er vant til.
For nogen er det en befrielse, at man kan rykkes ud af det trivielle, for andre skræmmende.
Og derfor er vi nødt til at spørge.
For tiden spørger vi Bedstefar. Hvad har du lyst til? Hvordan vil du gerne have det? Kunne du tænke dig... dit eller dat?
I erkendelsen af, at vi må indrette en ny verdensorden, for hinanden og for ham, som ikke har så voldsom lang tid i vores verden længere, sygdomsramt som han er.
Det er umådelig svært for ham. Det er ualmindeligt svært for os som er på sidelinjen.
Og det synes indimellem urimeligt at vi, i det hele taget, er nødt til at tage stilling. Men det er vi. Vi skal finde ud af det. Og ingen kan læse tankerne i den andens hoved, selvom vi tror, vi kan, af vanens magt, fordi vi har kendt hinanden hele livet.
Så vi spørger: hvad synes du?
Og vi spørger både mange gange, meget dumt, og alt for tit. Men sådan må det være.
Vi kan ikke vide, hvad hinanden tænker.

Og måske er verden slet ikke, som vi tror, måske er den forandret, fordi noget er stødt til, vanen brudt og nye former opstået. Erkendelsen er måske endda den sværeste. At noget er forandret, selvom vi ikke ønskede det sådan. Selvom vi desperat forsøger at holde fast i vanen, traditionen, det vi plejer.

Så hvad synes du?

torsdag den 16. januar 2014

Hald-fred og ro!

Det er min næstsidste hele arbejdsdag på Hald i denne omgang. Jeg har af en eller anden utrolig arbejdsom grund, nået det jeg ville, og som jeg havde sat mig som mål. Mit manuskript til Bondeanger er skrevet færdig om halvanden dag. Det vil faktisk sige, at jeg bliver færdig i morgen. Det skal jeg blive. I dag er jeg nået en tredjedel igennem, med rettelserne, kommaerne, stavemåderne, tilføjelserne. Og når det er gjort. Så skal jeg printe ud.
Og så kommer min førstelæser på arbejde.
Og min andenlæser.
Den første er meget grundig med stavefejl, sprogforståelse, bandeord og andre tekniske detaljer.
Den anden er meget mere large, men pernittengryn med handlingen.
Og når det så er overstået... Så læser jeg det selv igen.
Får rettelser, tilføjelser, forbedringer sneget ind.
Og når jeg har læst igennem for 120. gang - printer jeg, og sender til forlaget.
Jeg er spændt på forside og bagside. Indholdet kender jeg til bevidstløshed... Nogen gange drømmer jeg videre på handlingen om natten.

Det er pisseirriterende ikke at kunne have sine drømme i fred.

søndag den 12. januar 2014

Forandringsparat

Jeg har talt i telefon med min forlægger flere gange i dag. Jeg er lidt rundforvirret, men ikke desto mindre har jeg en opgave foran mig, som jeg i den grad er glad for!
Jeg skal aflevere mit manus til "den forkerte roman" den 1. marts. I år.
Helt modsat alt det, han og jeg tidligere har snakket om eller aftalt... Jeg troede jeg skulle skrive den historiske roman færdig, inden jeg skrev i nutid igen. Men det blev ikke sådan. Hald gjorde noget andet ved mig, og mine tanker.
Nu gælder det "Bondeanger".
Den er snart færdig. Ja, i hvert fald er den færdig den 1. marts. Det skal den være, ad ovennævnte aftale.
Jeg skal skrive noget der ligner 1/4 mere end det, jeg allerede har.
Eller måske mere.
"Det gør ikke noget, hvis den er længere end den første", sagde han.
"Okay", sagde jeg.
"Hvad handler den om, sådan mere konkret" spurgte han så.
"Den handler om livet", svarede jeg.
Det tog han for gode varer - og nu har jeg lidt småtravlt.
Jeg skal have læst op på, hvordan et fladskærms-tv splintres, hvornår der var Madonna-koncert i Berlin, og hvor sandsynligt det er, at en kvinde midt i trediverne får konstateret livmoderkræft og dør af sygdommen.
Hm.

torsdag den 9. januar 2014

Skriv skriv skriv

Sådan står der på indersiden af mine øjenlåg, lige inden jeg vågner om morgenen. Der står heldigvis også: Rolig nu, mad, gåtur, bad.
Og sådan er rutinen blevet, hér efter de første tre morgener, hvor jeg er vågnet, godt nok i min egen dyne, men ikke i min egen seng! (Og foruroligende tidligt)
Det er ensomme nætter fyldt med drømme, det er underlige morgener uden hverdagsrutiner, det er "kapgangsgåture" i fremmede landskaber, det er nye mennesker ved kaffemaskinen og det er fuldstændigt fantastisk!
Jeg elsker Hald Hovedgård!
Jeg elsker freden, roen, landskabet, køkkenet, skrivebordet - hvor jeg kan sidde, lige så meget jeg vil, og jeg bestemmer selv hvor længe, og der er ingen fast tidsramme på noget som helst.
Og nu har jeg tændt de afdankede advendtslys - plus det lille røde, som en veninde havde pakket ned i en "HaldHyggekasse", som jeg fik med herned...

 
 Og nu skal jeg skrive.
Jeg skriver på "det forkerte manus".
Sådan blev det.


torsdag den 2. januar 2014

Badefyr

SÅ er det blevet 2014.

Dagens billede er fra i går! Fra venstre ses undertegnede, halbestyreren og Bondemanden. Og ja, Bondemanden har sin badehætte på. Det var den, han fik forrige år i pakkespillet Nytårsaften, og som han har på, når han nytårsmorgenbader... dvs en gang om året. Kønt er det ikke, med sådan en badefyr, men det er sjovt!