tirsdag den 23. september 2014

Bogidiot!

Sidder lidt med fornemmelsen af, at jeg har taget munden vel rigeligt fuld.
Jeg har besluttet, at mine tre børnebøger som pt. er i stald hos Turbine, fra 1. oktober skal hjem og bo her hos mig. Det kommer sig af, at forlaget ikke har haft det store salg ud af deres system, men at jeg alligevel skal betale 300 kr/titel/halvår for at have bøgerne "opstaldet". Man kan sige, det er ikke voldsom dyrt for en hest, meeeen jeg synes nu alligevel, det snart grænser til optrækkeri, for forlaget har ikke solgt nævneværdigt de sidste tre-fire kvartaler. Dvs. - det første år bøgerne er i reolen går det meget godt, men når nyhedens og bibliotekernes interesse daler - så er det sgu ikke nemt at sælge børnebøger i Danmark... Så.
Jeg får 1500 bøger hjem. Hm.
Og nu er jeg så ved at forsøge at sælge dem selv. Det er ikke nemt. Det er slet, slet ikke nemt! En ting er at de bør ligge, og faktisk ligger i min helt lokale boghandel, en anden ting er, at de ikke ligger ret mange andre steder. Jeg forsøger selvfølgelig at sælge bøger, når jeg er på Julemarked i FursundHallen i november, og jeg sælger da også en bog i ny og næ i SelDeco. Men nej, det helt store boom eller mestersalg har jeg ikke været udsat for endnu.
Så nu har jeg gjort noget, jeg ikke ved, om vil falde i god jord. Jeg har henvendt mig uopfordret til flere organisationer, som jeg tænker har god brug for bøger. Børnebøger. Og så har jeg givet dem et tilbud, jeg ikke vil afsløre. Men det er billigt. Meget billigt. Jeg er helt led ved mig selv. Men sådan må det være. Hvis jeg vil af med bøgerne. Og det vil jeg gerne.



Nu kommer så opfordringen: Har du rigtig meget lyst til at give dig selv eller dine børn eller børnebørn en god og billig bog, så skriv endelig til mig!
Jeg har en hel liste med muligheder og kombinationer.
Nogle bøger er vildt billige - andre lidt dyrere. Men samlet vil det kunne betale sig, og jeg giver mængderabat. Feks ved køb over 100 stk...  Eller 1500...

Ingen kommentarer: