fredag den 31. december 2010

Nytårstanker - 31. december

Så nåede vi frem - efter 364 dage.
I aften skal vi fejre det nye års komme, og sige farvel til det gamle, som har budt på mange udfordringer og store smil!
Lidt vemodig, men også fuld af håb, er sådan en Nytårsaften.
Vi skal have god mad, god vin, kransekage og champagne. Og vi skal danse og grine. Være sammen med gode venner. Og nogen af ungerne... dem, som ikke er blevet helt voksne endnu...
Godt Nytår!

torsdag den 30. december 2010

Juletanker - 30. december

Fååårk...
Han var så vred, så vred, min søn, at jeg var lige ved at tro, at han eksploderede. Det gjorde han ikke. Og det gør de 18 kanonslag, jeg konfiskerede i hans skab og druknede i vand, heller ikke.
Jeg forstår ikke, hvem (fanden i helvede) der kan finde på at sælge ulovligt fyrværkeri til drenge på 15 år?
Jeg forstår det simpelthen ikke.
Og jeg er glad for, at de ikke længere findes, de 18 kanonslag, som kan eksplodere mellem fingrene på de 15-årige og lædere liv og lemmer og for den sags skyld, hørehæmme dem for resten af livet.
Bondemanden har fået besked på at bakke mig op. Og jeg tåler ikke modsigelser. Ikke i denne sag. Slet, slet ikke. Og hvis du har en teenager, en dreng, så tjek liiige hvad han har i posen, når du sluser ham ud til de obligatoriske Nytårsløjer, som desværre ikke KUN går ud på at hejse juletræer op i flagstænger, eller skrive Godt Nytår med barberskum på folks ruder...

onsdag den 29. december 2010

Juletanker - 29. december

Jeg har genoptaget hverdagen - og sat hvide italienere i ovnen nu til morgen.
Der er gået hygge (og forkølelse) i den, og i går havde jeg to store piger i køkkenet, der lavede vanilieis og råcreme til frugtsalaten. I dag skal jeg vist til at se lidt på Nytårsmenuen... jeg er ikke sikker på, at min hidtidige plan med hummer som forret holder hjem. Jeg har ikke fået fat i leverandøren...
Alternativt kunne et kunstfærdigt filodejsprojekt med basilikum og tigerrejer i strimlede grøntsager antages... jeg skal vist bare i gang med kogebogsgennemgangen...

søndag den 26. december 2010

Juletanker - 2 dage efter

Hahahahahaaaaaa... hahahahahaaa....hahahahahaaa - jeg har grinet og grinet og grinet i aften. I biffen, sammen med begge yngstebørn, et par af drengebarnets venner, og Bondemanden.
Målet var KLOVN the movie, og jeg kan grine endnu. Kæft, en KLOVN han er, Frank Hvam. Det er så pinligt, SÅ heeelt ekstremt pinligt, så meget, at det blir for meget og man krummer tæer... Men det er sjovt... og kunne afværge endnu en scene med en oprørt teenagedatter, der synes hun skal være med til det hele. Nu fik hun en tur i biffen, og det var sjovt! MEGA! Og vi kan grine sammen og støje heeelt vildt, de næste par dage, når vi genopfrisker det mest pinlige, og det mest groteske, og det mest sjove, og det mest dumme...
Hahahahahaaa...