torsdag den 28. september 2017

Limfjordegnens Litteratur Samvirke på Galleri da Winti

Limfjordegnens Litteratur Samvirke holder sin årlige litteraturdag søndag den 1. oktober kl 13.30..
I år sker det på Da Winti  i Selde, altså lige her, lige om hjørnet, hvor jeg bor. Om det er på Da Winti fordi jeg er foredragsholderen...hmmm..... ja, det er det sikkert... fordi jeg så ikke skal ud og køre langt, men også fordi, Selde faktisk har en masse at byde på, det til trods, at vi kun er 350 indbyggere...
Dagen før, altså lørdag den 30. september, er der fernisering på årets kunst i Skulpturlandsby Selde - og det er videokunst her i 2017. Og videokunsten kan ses på udvalgte steder rundt om i vores landsby, fra den 30. september og frem til 17. december.

Nå,  men tilbage til LLS.
Jeg er "kommet til" at love formanden, at jeg vil holde foredrag om De Tavse Vidner. Faktisk blev jeg overtalt, og da det skete, var jeg slet ikke så langt fremme i kalenderen, at jeg kunne overskue hvor og hvor langt nummer to ville være, på det her tidspunkt...
Og det bliver min svøbe. Jeg skal holde oplæg/foredrag om en bog, jeg skrev og udgav for over to år siden, og på hvis skuldre, jeg har stået lige siden... to´eren er på vej, den er næsten skrevet færdig, og det er to'eren, der rumler i mit hoved...
Jeg overvejer mulighederne - finde et bedaget stykke notatpapir og starte dér... skrive lidt til og trække lidt fra... jeg har jo holdt foredrag om bogen før... eller skal jeg simpelthen bare starte ved den dag, bogen udkom.... og fortælle om alt det, De Tavse Vidner har gjort ved mig... skal jeg læse udvalgte steder op, krydre med mine personlige favoritter, beskrive tilblivelsesprocessen, bagkanten, og alt det, der følger med, når man bliver forfatter til en historisk roman... Om at man tillægges stor indsigt, som man ikke føler man har, at man bliver bedt om at være ekspert, uden at turde sige nej... om at man kæmper med hvert eneste ord, og har et had-kærligheds-taknemmelighedsforhold til sit forlag, og en svag fornemmelse af, at tingene drejer i en retning, man ikke havde planlagt, da man startede, og at man faktisk aller-aller helst vil blive i sin hule og skrive, i stedet for at skulle ud og optræde med sit hjerteblod...
Jeg ved godt, der følger foredrag med i kølvandet på en bog. Det er ligesom det, der er mit arbejde. Jeg skriver bøger og holder foredrag. Bum.
Men der er lang vej, fra jeg siger ja, tak til jobbet, og så til det skal materialiseres/effektueres og jeg kan imellem tiden godt glemme, hvor nervepirrende og angstprovokerende det er. For det er det.
Gør man det nu godt nok. Forstår tilhørerne, hvad man forsøger at sige, siger man det nu kunstnerisk nok, klogt nok, interessant nok...

Nå. Men det er et dejligt møde. Der er lokale limfjordsforfattere, der er lokale limfjordsinteresserede læsere, der er kaffe og kage, og nej, det bliver nok ikke helt så slemt, som jeg forestiller mig, lige nu...
Du kan købe din billet ved indgangen, og det starter kl 13.30..
Man kan også melde sig til hos Per T Mouritsen på 97572144 eller mail per.mouritsen@privat.dk

mandag den 25. september 2017

Så ruller Sigurds Traktor og Petras Ko igen!!

Ej, hvor er det herligt!
Det er faktisk helt fantastisk at være forfatter til to så dejlige bøger - især når det igen er lykkes at genudgive. For godt 14 dage siden udkom Sigurd og Petra for hhv tredje og anden gang, siden de første gang ramte boghylderne tilbage i 2007 og 2006!
Sigurd har ti år på bagen, men han er stadig lige skøn, og de tilbagemeldinger vi har fået i årernes løb, har nu fået os til at genoptrykke, så det atter er muligt at købe bogen.
Og nu vi var ved det, så tog vi Petra med...
Nu sidder der nok nogen og tænker... hmmm.... hvorfor har I ikke genoptrykt Signe-Maries Høne så?
Ja, hvorfor har vi ikke dét?
Svaret er simpelt: Det handler om økonomi (og dét er kedeligt!) og så det faktum, at det typisk er Sigurds Traktor, der har været efterspurgt...
Men nu kan du altså købe Sigurd og Petra, du skal bare skrive til mig, så sender jeg bøgerne...
Og ja, der er mindre end tre måneder til Jul (bare til info).
Hvis du bor i nærheden af Skive, så har Hans Jørgen i Skive Boglade og Boghandleren i Nyk. Mors bøgerne på hylderne, men ellers kan du, som sagt, blot skrive til mig, hvis du ønsker at købe bøgerne.

Bondemanden er ved at dåne over de mange kasser, der pt står til parade i vores entre. Jeg synes nu, det er helt hyggeligt...

onsdag den 23. august 2017

Nej, nej - bloggen er ikke død.

Det er bloggeren heller ikke.
Måske bare lidt blog-træg og træt.
Det kan man godt blive, når man i årevis har været aktiv. Det er lidt ligesom andre sociale medier - det KAN ske, de kommer til at hænge en langt ud af halsen, men man kan ikke skippe dem, trods alt.
Bloggen er nemmere at hoppe over, og i travle perioder, eller i ferietid, er den, det første jeg springer over. Bloggen. Den her. Blog. Som du læser lige nu. NU.

Jeg er ikke død, bloggen er bare blevet lidt træt.
Men jeg lover, der snart kommer liv i skriveriet herinde igen. Der skal bare lige skrives en roman færdig først. Og inspirationen skal jo komme et sted fra. Og det kræver, at bloggeren læser, i stedet for at skrive. Så.  Sådan er det.
Hvis du synes, det er helt elendigt, og du ikke vente mere  -  så kan du nøjes med at følge med på facebook, det sociale medie, hvor jeg huserer næsten dagligt. Uanset.

Men nu kører jeg tilbage i mit selvvalgte off-line skriverskjul, og skriver. S k r i v e r.

mandag den 12. juni 2017

Hestemenageriet igen igen...

Det vil ingen ende tage...
Jeg har sammenlagt syv ismuler gående på strandengene. Bondemanden herser med mig jævnligt, og således nu igen... Sangen er den samme sang, som bloglæsere her på siden vil kunne nikke genkendende til, den er sunget tidligere: "Sælg nu nogen af de heste. Du kan jo kun ride på en af gangen, og der er for mange!"
Og ja, det er så der, vi er nu igen. Vi skal have tyndet ud i bestanden. Pt. har Bondemanden indvilliget i, at der er to, der er 100 % fredede... Det drejer sig om gamle Py, og hendes datter, der er blind på det ene øje. Hende kan vi ikke sælge. Heller ikke selvom vi ikke kan ride så vældigt meget på hende, da hun har det, vi kalder en "utålmodighedsprofil", og har ganske svært ved at stå stille så længe det varer at lægge sadel og hovedtøj på, for slet ikke at tale om at stå stille, så man kan stige på  hende... pyha...
Nå. Så VAR der yderligere fem. For nu har vi så besluttet os for at beholde den fine Tölta,  som lige er kommet hjem fra tilridning, og er femgænger,  og heeeeeeelt vildt smuk. Hun er Loa´s afkom, og altså også fredet.... Det giver fire tilbage. Heraf er der en Bamsehest, som alle kan ride og som alle er trygge ved at ride, og så er der de to yngre 4-årige, som ikke helt er klar til tilridning endnu, og så er der vallakken, som har læsset præsten af, og derfor ikke  kan sælges til normal-pris. Endnu da. Han er også forholdsvist nytilredet, i hvert fald ikke redet ret meget, så ham er vi også nødt til at beholde.
Det giver tre. Og babyen Undrun ligner et føl, trods sine fire år, og søsteren er langbenet og fin, og velopdragen, men ikke helt klar til at blive ridehest endnu, så de er også fredede. Det efterlader så én hest, der kan sælges. Òsk. Stjernen i to af mine børnebøger... kan man få sig til at sælge hende??
I eftermiddag stod de alle syv i Smørhullet (bestemt mark med mange smørblomster, red.)... Òsk er den sorte. Kan man sælge sine børn?

onsdag den 3. maj 2017

Sæsonens sidste sang

Det er blevet til maj måned. Bondemandens markselskab har fået det sidste korn puttet i jorden, og er SÅ klar til en forhåbentlig god vækstsæson.
Sæsonafslutninger er vigtige - de kulminerer årets cyklus - og således også med foredragsforretningen. Den afsluttes i morgen. Det bliver godt. At få ro. Og at afslutte en langstrakt periode, der startede i september 2016, og altså, først slutter nu i maj 2017. Kun i december og januar var der roligt, men til gengæld vildt aktivt på feriefronten.
Nu går vi sommer i møde. Jeg går i skrivehi i mit skriverskjul ved fjorden. Det bliver godt. Det bliver et langt sejt træk. At få skrevet romanen om Maren, Asger og Rasmus færdig. De Tavse Vidner - anden bog. I skrivende stund, i sæsonafslutningens sidste time, har jeg skrevet en tredjedel. Om tre måneder - forhåbentligt de sidste to tredjedele. Og så ruller vi foredragssæsonen ud igen... Årets gang, cyklussen.

torsdag den 20. april 2017

Skulpturlandsby, Grasslands, kunstnere og engagement...

"Hvorfor fanden får vi os altid rodet ind i alt muligt?" spurgte min søde Bondemand mig, da dagens gæster kørte ud af gårdspladsen... (han smilede skævt imens)
Tjah... dagens besøg var af kurator for Grasslands (et projekt under Aarhus2017 i nabobyen Åsted) Lene Noer, og Henk Keizer, hollandsk "concept & project development, curator & program maker", som Lene har "fundet" på et europæisk møde for "Rural Art" i Amsterdam for år tilbage...
Tjah... det er jo sådan, at når ting ikke er kedelige, så vil vi gerne være en del af det! Og når nogen er visionære nok, så deltager vi og hjælper, hvor vi kan. Om det er almindelig køkkenbordskaffeslabberas, henvendelser til organisationer for at lokke penge til området, møder i byen for at etablere kontakter, eller om det er at bage boller til en frokost  med  de videokunstnere, der også er en del af Aarhus 2017, i Skulpturlandsby Selde, ja, det er sådan set ligegyldigt. Vi er på!

Jeg forsøgte at sige til Bondemanden, at han da bare kunne melde pas, og gå ud i landbruget, hvis han ikke ville være med, men det falder sig altid sådan, at det vil han ikke. Han VIL være med. Være en del af fællesskabet, give råd og lyd og besyv med, når diverse indfinder sig til morgenkaffebordet klokken 0900 dut.
Og selvom han har evigt ret i, at det var meget nemmere og meget mindre tidskrævende at bakke ud og melde fra, ja, så er jeg ret glad for, at det ikke er det, vi gør!

For hold nu fest, hvor får vi mange fine og gode oplevelser med på vejen. Og hold nu op, hvor har vi gennem tiden mødt og snakket med mange spændende mennesker af vidt forskellig art og kultur!
Mangfoldigheden i kunsten er imponerende, og selvsagt er menneskene bag den vidt forskellige!

I dag så jeg et teaterstykke på min pc sammen med Bondemanden og Henk. Et meget fint stykke, enmandsoptræden, på engelsk (!) der varede 65-70 minutter, (som krævede køkkenrulle indimellem), og handlede om to vidt forskellige brødre, der vokser op på en bondegård, den ene overtager gården, den anden rejser ud for at redde verden.. Som voksne, 12 år senere, mødes de igen, og bonden fortæller sin bror, hvordan det er gået med deres fædrene arv... puha, siger jeg bare.... finanskrise, kinesere, rådgivere og banker... et fint og følsomt, men også humoristisk portræt af et trængt erhverv, og menneskene i det! ("We, Pig Country", engelsk version 2016, af Lucas Da Man)

Se, sådan en oplevelse var jeg gået glip af, havde jeg gemt mig i min puppe, og overladt beværtningen af Lene og Henk til nogle andre... Nu fik jeg set teater! Og nu er vi så i gang med at hjælpe Henk, så der kan skrives en opdateret dansk version (originalen er på flamsk/belgisk), der kan vises i efteråret i forb.m. Grasslands i Åsted... Det havde jeg ikke drømt om, da  jeg stod op i morges. Og helt ærlig... havde jeg vidst, at kaffemødet ville vare til klokken 14... så havde jeg sikkert sagt "nej, desværre, jeg har andre ting at lave i dag"... og gudihimlen hvor er jeg glad for, at jeg IKKE på forhånd vidste, hvad vej, dagen gik!
"Hvorfor fanden får vi os altid rodet ind i alt muligt?"
Tjah... fordi vi kan!

mandag den 6. marts 2017

at have have

Ja. Det er nu mest græsplæner, træer og skovbund vi vekselerer i, her hos os, og i disse dage er skovbunden/græsset dækket/perforeret af i titusindvis af vintergækker, den gammeldags slags, med dobbeltop på kronblade. De er vildt fine og hvide, derude.
Jeg havde næsten glemt det, men huskede det i dag, at Bedstefar altid klippede vores vin i gårdspladsen i januar... Så i dag var det lidt januar, og jeg fik klippet ned, og nu jeg var ved det, kunne jeg passende grave de to, tilovers ud af tre, roser med skavanker op af deres krukker, og smide dem i et hul. Og nu var jeg der jo alligevel, og fik derfor også flyttet nedfaldsløv, og baldret den krukke, der har stået med skår og indeklemt hosta i årevis, og plantet den ud på kanten af spejlgraven, omme hvor der ikke kommer nogen - så kan den se, om den gider overleve, eller bare hensygner i fred. Krukken er, som sagt, baldret.
Krydderurtekrukkerne er blevet justerede, så nu kan timian og purløg og mynte bare komme i gang, og den skovmærke jeg glemte at tage ind... ja, den kan så få sig en efterfølger, når jeg løber på en. I maj. Når der ikke længere er frost på programmet.

Og programmet i det hele taget - er der ellers i den grad sat fokus på, synes jeg. Faktisk alt for lystigt. Den kalender, jeg for bare kort tid siden kunne se var tom - blank og blød at kigge i - er nu hardcore fyldt. Hmmm...
Sådan må det vel være, når man vil deltage og være med i fællesskaber, foreninger, foredrag og fjas!
At have sin have at kunne vegetere i, er vel det rum, som jeg må love mig selv ikke at få dårlig samvittighed over at have... Flyverdragt og gummistøvler, I love it!

tirsdag den 21. februar 2017

Sentimentalisme

1) ældste datter fylder 24 om få dage
2) ægteskabet har varet i 24 år, 10 måneder og 24 dage
3) mellembarn har været på udlandsfærd i 4 måneder og 18 dage
4) forlag har kun fåtalligt oplag tilbage af seneste udgivelse (64 helt nøjagtigt)
5) vejrudsigten lover genkomst af vinter
6) i går regnede det så ingen kunne ride
7) i dag blæser det og ingen kan ride
8) arbejde er opreklameret
9) sulten gnaver
10) om 20 dage flytter jeg i Kapellet på Hald (og alt bliver godt igen)

torsdag den 9. februar 2017

Nyt år og NYT på bloggen

Der er gået 2½ måned, siden jeg skrev sidste gang...Det må I undskylde, Jer der måske læser med endnu.
Men i dag er en af de dage, hvor jeg, træt efter tre foredrag på to dage, har ro til at sidde for mig selv og gøre ingenting, mens smeden og Bondemanden er ved at lægge nye varmerør i alle fem stuer. Ja, ALLE FEM (5) stuer har været vandrørsskadede siden først i december. Små møgdyr af slagsen halsbåndmus har gnavet samtlige varmerør til radiatorerne over, eller ihvertfald, lavet små huller i al den nymodens plastik-varmeteknik. Vi har mindst haft et dyr under gulvene, og den har været tørstig, det lille skind, og har derfor gnavet på lykke og fromme, og haft held! Vi ved selvfølgelig ikke, hvor længe dyret har boet under vores gulve, men lugten hen over januar måned indikerede, at den er død nu. Og rådnet op...
Affugtere har stået og larmet siden starten af december, i 4 af stuerne, men nu skulle det være i orden, rockwool og brædder er på et acceptabelt indeklima-niveau igen, og nu lægger de så rør ind...
På et tidspunkt kommer stuernes hullede gulve (pga affugterne blev der boret op i gulvbrædderne og sat slanger i overalt, så det har lignet et mindre laboratorium) til at ligne sig selv igen, og vi kan flytte møbler på plads og drage et lettelsens suk.

Der var (heldigdavis) også en ferie i mellemtiden. New Zealandsk roadtrip er noget, alle bør spare sammen til at gøre, mindst en gang i livet!! Smukt med smukt på er det, deromme på den anden side af jordkloden, og jeg har set pingviner i deres naturlige omgivelser!! Og fløjet over Mt Cook i et lille Cesna 172-fly, et must, når man rejser med Bondemanden, og lejligheden bød sig!

Og nu er det hverdag igen. Hesten med øjet, der er blevet dryppet mellem 3 og 5 gange om dagen, siden 20. december, er snart færdig med sin kur, to ungheste er startet i tilridning, og snart er det marts, faktisk om 19 dage !! Forår!! Wiiii!!
Så skal jeg i gang med De Tavse Vidner - anden bog, og jeg har fået plads på Hald i hele 14 dage! Nøjh, det bliver dejligt! Ro og fred og ingen forstyrrelser, udover dem, jeg giver mig selv!
Indtil da, vil jeg summe rundt, holde foredrag i Vendsyssel og Gråsten bl.a., og glæde mig!