torsdag den 28. september 2017

Limfjordegnens Litteratur Samvirke på Galleri da Winti

Limfjordegnens Litteratur Samvirke holder sin årlige litteraturdag søndag den 1. oktober kl 13.30..
I år sker det på Da Winti  i Selde, altså lige her, lige om hjørnet, hvor jeg bor. Om det er på Da Winti fordi jeg er foredragsholderen...hmmm..... ja, det er det sikkert... fordi jeg så ikke skal ud og køre langt, men også fordi, Selde faktisk har en masse at byde på, det til trods, at vi kun er 350 indbyggere...
Dagen før, altså lørdag den 30. september, er der fernisering på årets kunst i Skulpturlandsby Selde - og det er videokunst her i 2017. Og videokunsten kan ses på udvalgte steder rundt om i vores landsby, fra den 30. september og frem til 17. december.

Nå,  men tilbage til LLS.
Jeg er "kommet til" at love formanden, at jeg vil holde foredrag om De Tavse Vidner. Faktisk blev jeg overtalt, og da det skete, var jeg slet ikke så langt fremme i kalenderen, at jeg kunne overskue hvor og hvor langt nummer to ville være, på det her tidspunkt...
Og det bliver min svøbe. Jeg skal holde oplæg/foredrag om en bog, jeg skrev og udgav for over to år siden, og på hvis skuldre, jeg har stået lige siden... to´eren er på vej, den er næsten skrevet færdig, og det er to'eren, der rumler i mit hoved...
Jeg overvejer mulighederne - finde et bedaget stykke notatpapir og starte dér... skrive lidt til og trække lidt fra... jeg har jo holdt foredrag om bogen før... eller skal jeg simpelthen bare starte ved den dag, bogen udkom.... og fortælle om alt det, De Tavse Vidner har gjort ved mig... skal jeg læse udvalgte steder op, krydre med mine personlige favoritter, beskrive tilblivelsesprocessen, bagkanten, og alt det, der følger med, når man bliver forfatter til en historisk roman... Om at man tillægges stor indsigt, som man ikke føler man har, at man bliver bedt om at være ekspert, uden at turde sige nej... om at man kæmper med hvert eneste ord, og har et had-kærligheds-taknemmelighedsforhold til sit forlag, og en svag fornemmelse af, at tingene drejer i en retning, man ikke havde planlagt, da man startede, og at man faktisk aller-aller helst vil blive i sin hule og skrive, i stedet for at skulle ud og optræde med sit hjerteblod...
Jeg ved godt, der følger foredrag med i kølvandet på en bog. Det er ligesom det, der er mit arbejde. Jeg skriver bøger og holder foredrag. Bum.
Men der er lang vej, fra jeg siger ja, tak til jobbet, og så til det skal materialiseres/effektueres og jeg kan imellem tiden godt glemme, hvor nervepirrende og angstprovokerende det er. For det er det.
Gør man det nu godt nok. Forstår tilhørerne, hvad man forsøger at sige, siger man det nu kunstnerisk nok, klogt nok, interessant nok...

Nå. Men det er et dejligt møde. Der er lokale limfjordsforfattere, der er lokale limfjordsinteresserede læsere, der er kaffe og kage, og nej, det bliver nok ikke helt så slemt, som jeg forestiller mig, lige nu...
Du kan købe din billet ved indgangen, og det starter kl 13.30..
Man kan også melde sig til hos Per T Mouritsen på 97572144 eller mail per.mouritsen@privat.dk

Ingen kommentarer: