onsdag den 26. oktober 2011

Skive Boglade

I aften optræder jeg sammen med Rud Kjems i Skive Boglade. Rud Kjems har skrevet en bog om Stone Henge, UK - og jeg har skrevet Fællesspisning, om fællesspisning, blandt andet, ... i Limfjordslandet, eller et hvilket som helst andet sted. Bare et sted, hvor der er mennesker i en landsby, mennesker der samles og har fællesspisning i sognegården, i hallen, i forsamlingshuset.
I aftes var jeg i Bjerringbro. Gudenåhuset. En dejlig oplevelse, med 100 mennesker og jeg fik for anden gang i min foredragskarriere en buket blomster til slut. Det er ikke normalt.
Jeg læste faktisk en bid af titelnovellen højt. Indledningen - og de morede sig, de vidste godt, hvor de var henne - jeg kunne høre det på måden de fnisede, og bagefter sagde nogle af dem det direkte. "Vi kan se det for os"... mere fnis...."hvor er det rammende"... fnis igen...."var der sovs nok?"... stor latter!
Jeg glæder mig til Bogladen - og til at høre om Stone Henge, som jeg faktisk har set og betrådt i virkeligheden.

mandag den 24. oktober 2011

I dag har jeg skældt ud

på min udviklingsstudent. Også sådan, at han synes, jeg er træls. (Hvis han ellers kan huske, hvad det ord betyder... tsk tsk) Jeg véd ikke, om det bare er mig, eller om det generelt er sådan med teenagere: Han har INTET foretaget sig i over et døgn, og da vi ved aftensmaden i går snakkede om, hvad han skal i dag, er der kun én ting, han skal: Melde sig til, på Rotarys hjemmeside, til mandagens møde.
Og man tror jo, det er løgn! Men ikke desto mindre har drengen glemt det!! Ja, man tror jo ikke sine egne øjne, eller ører for den sags skyld, men det testosteronramte udviklingsbarn har øjensynligt glemt at melde sig til - så nu kommer han ikke med til det eneste, han ellers SKAL møde til, nemlig mandagsmøderne i Rotary. ( "Why did you not sign in yesterday, as we talked about at dinner?" - "I just forgot...")
Så var det, jeg mistede tålmodigheden, og bad ham forklare mig, hvad hans plan for de næste syv måneder er. Han har siddet på sin lille popo i sin seng med sin laptop på skødet i ca 3 måneder nu. Skyped og facebooked og spillet og downloaded film. Hvad har han tænkt sig resten af sit udvekslingsår?
Det spurgte jeg ham om.
Og svaret?
Det venter jeg på endnu!