fredag den 21. oktober 2011

Genre

Jeg kom tilfældigvis til at åbne et dokument, som jeg havde lagt til side for meget lang tid siden. Det viste sig at indeholde nogle lyriske tekster, nogle digte, eller hva-det-var, ihvertfald noget andet, end det jeg plejer at skrive. Det er faktisk interessant. Ja, når noget man har glemt, man har skrevet, kommer frem i lyset og gir mening, uden at man aner, hvor det kom fra! Jeg har indtil nu bevæget mig i den genre, der hedder noveller med held, og også min debutroman Bondefanget lå pænt indenfor genren. Men hvad med de hersens "digte" - hvad er de , og hvad skal jeg med dem?
Man kunne fristes til at lade "meningersmod" komme til orde, og simpelthen sende dem ind til et forlag. Bare for at tjekke, om "de´ er nå´ed"...
Eller man kunne teste dem på sine venner, de uanende, om det giver mening, retning, modstand eller andre reaktioner...
Og hvem er det, hvem er det som vægter, som vejer, som godkender, forkaster, forherliger, fordømmer - hvem er det der bestemmer, om teksten er god, eller det modsatte? Hvem bestemmer om genren er "overholdt", overtrådt, forvirret, blandet, og hvor kan man få stillet sin tørst?

onsdag den 19. oktober 2011

Hvor svært ka det være?

Sagde Bondemanden...
Ikke ret svært, frem med kortet, tast og vupti!! så har man bestilt en rejse, sin sommerferie. I december.
Og med store selvkørende madlavende vaskende og rengøringsvenlige teenageunger, er der jo intet at betænke sig på, vel?
Vi holder fest i en uge! Det gør de nok også...

mandag den 17. oktober 2011

Udsalg, Jul og fortvivlelse

Jeg har sat mig for, at jeg skal have afsat nogle bøger. Fællesspisning sælger godt, det kniber lidt mere med børnebøgerne, og siden forlaget Turbine holder efterårsferie, må sagen jo tilfalde mig.
Det drejer sig om "Hiv ind, Jesper". Jeg forstår simpelthen ikke, at den ikke kan sælges via forlaget?! Men, måske hænger det sammen med, at forlaget ikke gør ret meget, (for ikke at sige ingenting), for at sælge den. Jeg har selv finansieret udgivelsen, og de har deres på det tørre.
Så jeg har udtænkt en plan, som jeg håber hjælper mig med at slippe for gebyrer (det er fuldstændigt med forlag som med banker - masser af gebyrer for ting, man ikke aner hvad er):
Jeg skal og kan sælge den bog selv! Og når jeg i morgen drager på turné rundt i omegnen, så er det for at sælge bogen om Jesper, der fisker - og måske tager jeg "Py får føl" med i tasken. Den trænger også til at komme væk fra NBC´s hylde-gebyrer, forlagets messe-titelgebyrer, og hvad har vi ellers!

Så kære læser, kollega, veninde og ven
Kender du nogen som har børn i målgruppen 4 -10 år, eller, er du ejer af en butik, hvor målgruppens forældre handler ind... så sig til: Jeg kommer gerne og viser bøger frem, og priserne er overordentligt rimelige!
Og husk - det er snart Jul, og bøger er altid gode gaver!!