mandag den 1. august 2011

Fødselsdag

I dag ville min farfar ha kunnet fejre sin fødselsdag. Det samme ville hans storebror og hans lillesøster. De var født i hhv. 1910, 1911 og 1912 - altså ja, den 1. august, alle tre! Jens, Søren og Anna. Siden fødte min Oldemor yderligere 8 børn, men jeg har ikke styr på deres fødselsdage, heller ikke deres navne. Hanne og Stinne kan jeg huske, og så ham, de kaldte for Smidt. Han hed vist Christian, ligesom dén bror, de mistede som ganske lille, og man kunne jo ikke have to brødre, der hed det samme, så Christian, nummer to, kom til at hedde Smidt. Jeg synes, det er stor humor.
Og i dag ærgrer det mig, at jeg ikke hørte bedre efter, når vi var til fødselsdagsselskab. Det var vi nemlig hvert eneste år den 1. august. Så kom alle farfars søskende på visit, der blev serveret købeboller med tykt, tykt tandsmør, min farmor havde lavet æblekager og lagkager med flødeskum, og min lillebror og jeg fik en skilling af farfars bror Jens, som var den ældste. Jeg tror, det har været en femmer, vi fik - men dengang var det svimlende mange penge, som man kunne købe is for. Eller spare op. Jeg tror nok, jeg sparede op. Men jeg kan ikke rigtigt huske det. Jeg kan heller ikke rigtigt huske alle historierne, de fortalte, farfars søskende, men min far påstår, at det var en yderst humoristisk flok, og at de drillede hinanden uafladeligt. Det gad jeg godt, jeg kunne huske.
Min farfar døde som 91-årig.