Jeg havde arbejdet længe. Ville bare lige lukke ned, for at gå i køkkenet. Bæstet spør: Vil du gemme dokumentet? Jeg svarer: ja! Lukker og griber mig selv i, ganske kort tid efter, at tænke, at det her, det kan man da vist egentligt ikke, fru Jørgensen.
Og nej. Det kan man ikke.
K A T A S T R O F E
Alle, og jeg mener ALLE mine rettelser gennem 2 uger, og i særdeleshed gennem de sidste tre døgn, indskrevet med blåt, oveni redaktørens røde... er væk. Væk. Væk. Væk. Jeg har glemt at "
gemme som", glemt at man ikke kan skrive ind i et dokument, taget direkte ud af mailen, og derefter gemme det, man har lavet. Jeg slog hårdt i bordet.(Ved siden af computeren) Jeg råbte højt.
Det hjalp ikke. Heller ikke min kyndige yndlings søn kunne finde det tabte arbejde, og jeg var tæt, meget tæt, på at græde. Sådan rigtigt.
Så nu har jeg været gennem manus igen igen. "Igen igen" får et helt andet og noget mere besværligt indhold, når det drejer sig om 17 (sytten) noveller, der skal genlæses, genrettes, gendannes. For anden gang.
Fordelen er, at jeg nu har tænkt over, hvad det er jeg har rettet, og hvorfor jeg har skrevet som jeg har, hele TO gange, og derfor er mere eller mindre sikker på, at arbejdet er gjort ordentligt...
Jeg skal over det hele igen. Igen igen igen. Men ikke før i morgen. Når de er lidt væk, historierne, og kaos ikke længere pulserer i mit blod.
Jeg tror aldrig, jeg glemmer at
gemme som mere.