mandag den 17. november 2014

Brysterne og bollerne!

I fredags havde Bondemanden jagt. Og Bondemandens søn var med, med to af sine kammerater. De passer ganske godt ind i flokken, bortset fra, at de skilte sig ud! Måske er det ikke så tydeligt på billedet - men faktum var, at de tre unge mennesker, direkte importeret fra Landbrugsskolens EUX-linie, havde taget stilling til et af livets store spørgsmål. Modsat de gamle jægere, der vel nok burde bekymre sig, men som er overordentligt forfængelige, uden at de vil indrømme det!
Kort historie lang: De tre unge mænd er ved at gro overskæg!!
Det er et par år siden, jeg første gang stødte på fænomenet, og jeg har egentligt ikke tænkt så meget over det, andet, end at det burde interessere flere, og omfatte flere, end det tilsyneladende gør.
Movember - kalder de det! For at støtte. Ikke brysterne. Men pungen. Prostataen. Testiklerne. Mænds Sundhed generelt.
Jeg synes, de er seje, de unge mænd. De havde absolut ikke særligt meget overskæg, nogen af de tre, men de fik os til at snakke. Og mig til at tænke.
Måske skal jeg sende den ikkeinteresserede Bondemand til tjek hos lægen inden længe. Bare for dog at have gjort noget! Hans søn kan tage vare på sig selv. Han er med i Movember. Det glæder jeg mig over. Så "overser" vi det røde skæg, der næsten ikke kan kaldes et skæg, fordi det stadig er for kort til at kunne ligne andet end små stubbe, der burde have været barberet af for et par dage siden...

Ps: jagtudbyttet ses her til parade. Der mangler fire jægere på billedet. En var allerede kørt videre, og tre gik i haven med tre hunde og ledte efter endnu en fasan, de vidste måtte være der. Fasanbrysterne ligger nu i fryseren, og venter på, jeg skal finde en varm og velsmagende opskrift på bryster i flødesovs, der kan varme os på en kold og kedelig vinteraften.