torsdag den 20. april 2017

Skulpturlandsby, Grasslands, kunstnere og engagement...

"Hvorfor fanden får vi os altid rodet ind i alt muligt?" spurgte min søde Bondemand mig, da dagens gæster kørte ud af gårdspladsen... (han smilede skævt imens)
Tjah... dagens besøg var af kurator for Grasslands (et projekt under Aarhus2017 i nabobyen Åsted) Lene Noer, og Henk Keizer, hollandsk "concept & project development, curator & program maker", som Lene har "fundet" på et europæisk møde for "Rural Art" i Amsterdam for år tilbage...
Tjah... det er jo sådan, at når ting ikke er kedelige, så vil vi gerne være en del af det! Og når nogen er visionære nok, så deltager vi og hjælper, hvor vi kan. Om det er almindelig køkkenbordskaffeslabberas, henvendelser til organisationer for at lokke penge til området, møder i byen for at etablere kontakter, eller om det er at bage boller til en frokost  med  de videokunstnere, der også er en del af Aarhus 2017, i Skulpturlandsby Selde, ja, det er sådan set ligegyldigt. Vi er på!

Jeg forsøgte at sige til Bondemanden, at han da bare kunne melde pas, og gå ud i landbruget, hvis han ikke ville være med, men det falder sig altid sådan, at det vil han ikke. Han VIL være med. Være en del af fællesskabet, give råd og lyd og besyv med, når diverse indfinder sig til morgenkaffebordet klokken 0900 dut.
Og selvom han har evigt ret i, at det var meget nemmere og meget mindre tidskrævende at bakke ud og melde fra, ja, så er jeg ret glad for, at det ikke er det, vi gør!

For hold nu fest, hvor får vi mange fine og gode oplevelser med på vejen. Og hold nu op, hvor har vi gennem tiden mødt og snakket med mange spændende mennesker af vidt forskellig art og kultur!
Mangfoldigheden i kunsten er imponerende, og selvsagt er menneskene bag den vidt forskellige!

I dag så jeg et teaterstykke på min pc sammen med Bondemanden og Henk. Et meget fint stykke, enmandsoptræden, på engelsk (!) der varede 65-70 minutter, (som krævede køkkenrulle indimellem), og handlede om to vidt forskellige brødre, der vokser op på en bondegård, den ene overtager gården, den anden rejser ud for at redde verden.. Som voksne, 12 år senere, mødes de igen, og bonden fortæller sin bror, hvordan det er gået med deres fædrene arv... puha, siger jeg bare.... finanskrise, kinesere, rådgivere og banker... et fint og følsomt, men også humoristisk portræt af et trængt erhverv, og menneskene i det! ("We, Pig Country", engelsk version 2016, af Lucas Da Man)

Se, sådan en oplevelse var jeg gået glip af, havde jeg gemt mig i min puppe, og overladt beværtningen af Lene og Henk til nogle andre... Nu fik jeg set teater! Og nu er vi så i gang med at hjælpe Henk, så der kan skrives en opdateret dansk version (originalen er på flamsk/belgisk), der kan vises i efteråret i forb.m. Grasslands i Åsted... Det havde jeg ikke drømt om, da  jeg stod op i morges. Og helt ærlig... havde jeg vidst, at kaffemødet ville vare til klokken 14... så havde jeg sikkert sagt "nej, desværre, jeg har andre ting at lave i dag"... og gudihimlen hvor er jeg glad for, at jeg IKKE på forhånd vidste, hvad vej, dagen gik!
"Hvorfor fanden får vi os altid rodet ind i alt muligt?"
Tjah... fordi vi kan!

2 kommentarer:

Min Servicehund sagde ...

Lyder nu også som om I nyder at rode jer ind i alle de ting.
god fornøjelse med teaterstykket.

mjø ;o) sagde ...

tusind tak - ja, indrømmet - vi nyder at være med, det er jo, som sagt, altid sjovere at være med i et fællesskab, end at sidde hjemme foran tv-et!! Alene.