Skygger

Det er åbenbart i år, jeg skal lære noget om at miste. Måske er det alderen, der trykker mig, måske er det tilfældigheder. Faktum er, at jeg to gange indenfor 7 uger er blevet mindet om, at ingen er udødelige, og at alt liv, uvægerligt, slutter med døden.
Først mistede vi efter tre år med en kræftdiagnose min svigerfar.
I går mistede vi min mormor.
Begge havde levet et langt og forhåbentligt godt liv. Min svigerfar var træt, men slet ikke klar til at forlade livet, selvom han var 83. Min mormor var 97 og sagde til mig, da jeg besøgte hende for knapt to måneder siden: "der er ikke noget ved at blive så gammel" - hun sov stille ind, omgivet af sine tre døtre, hvoraf den ene er min mor, født i 1943.
Jeg bliver ved med at minde  mig selv om, at livet er skrøbeligt, og at vi skal huske at sætte pris på det, hver eneste dag.
I dag høster de. Hverdagen lever videre som altid, og selvom verden er forandret for mig, går det hele alligevel sin vante gang. Der høstes, og om lidt skal der såes. Vi lever videre, og sådan har de to døde ønsket, at det skulle være for os. At vi lever videre, som altid, og gør det vi skal gøre. Leve.
Men når skyggerne her ind under aften bliver lange, så trækker de i mig og minder mig om, at jeg kun er her en stakket stund, set i det store perspektiv.
Døden er naturlig.
Jeg må huske at være glad, huske at leve.
Også selvom der er skygger.