tirsdag den 12. juni 2012

Tid til eksamen

Jeg går i spænding, som om det var mig selv, der skulle op i mdt. dansk, skr. matematik, mdt. tysk, samfundsfag og engelsk. Alle teenagebørn har afsluttende eksamener i disse dage, og jeg er urolig.
Kunne jeg have støttet bedre, instisteret, fastholdt, terpet anderledes? Kunne og kan min indflydelse i det hele taget gøre enten til eller fra, når de sidder ved det grønne bord, og skal vise hvad de har lært, eller det modsatte?
Jeg glædes over sejre, glædes over gode karakterer, selvom jeg véd, at når det går godt, så er det ikke min fortjeneste, men deres egen. Jeg får ondt i hjertet, når de frustrerede ringer hjem efter endt dåd, og meddeler dårligt "udbytte", forventede flop - fordi de måske godt og udmærket selv er klar over, hvordan det vil gå, og at de ikke får mere med hjem, end de fortjener.
Bondemanden er mere kølig. Han synes at vide besked med ting, jeg ikke forstår, og har en klippefast tro på, ikke kun sig selv, men også sine teenageres formåen. Han véd, at går det skidt, så rejser de sig igen, går det godt, så soler de sig en stund, men lader det ikke stige til hovedet...
Manglende tro på egne evner, tvivl, er mere grundlæggende hos deres mor. Jeg husker mine egne afsluttende prøver som rædselsfulde, selv dem, hvor jeg vidste, at jeg havde arbejdet grundigt, og fortjente et pænt tal i rygsækken.
Jeg lovede mig selv, da jeg blev færdig som lærer, at jeg ALDRIG nogen sinde mere, ville gå op til en eksamen. Det har holdt stik. I hvert fald med direkte eksaminer. De inddirekte kæmper jeg stadig med.
Og sådan må det nok være. En mor har aldrig fri. Aldrig.

5 kommentarer:

mjø ;o) sagde ...

"Johannah" gemmer på et casino-onlinespil dot etellerandet - jeg blev ellers lige så glad for, at nogen læser/læste mit indlæg... tsk tsk sådan kan man blive så skuffet! Men hvordan får jeg hende/ham/den/det til at lade være med at kommentere på mine indlæg?? At slette er nemt nok, men fremover???

eva sagde ...

Vi er mange der læser dine indlæg Marianne, stol blot på det. :-)
og synes det er svært hyggeligt - Der er altid noget genkendeligt, om hvordan børn og manden agerer, og ikke mindst hvordan man selv vender situationen.... derinde bagved, tanker om .... alting.
God dag til dig,
derude på landet:-)

mjø ;o) sagde ...

hej Eva - nå, dét var godt!! Og tak!

HanneJ sagde ...

Super godt indlæg - jeg læser også med :-)

mjø ;o) sagde ...

Ihhh, og Hanne J.,ps: det var nogle fantastiske skønne bær vi fik med hjem i går - vi smovsede med sukker og mælk, ældstebarnet og jeg, foruden at vi nippede til dem mens vi lavede aftensmaden... uhmmm