fredag den 29. juni 2012

Velkommen i klubben

sagde de, veninderne, da jeg stolt annoncerede, at NU havde jeg erhvervet mig et kørekort til trailer, og det næsten uden sværdslag....
Hooold nu kæft, hvor har jeg godt nok ikke haft særligt let ved at lære at bakke med trailer...
Og så kan man jo lære det... Dårlige vaner betaler sig aldrig!!
Jeg har nemlig kørt med trailer mange mange gange gennem de sidste 10 år, og jeg har været rædselslagen for at bakke, hver eneste gang, jeg har haft lånt en trailer. Jeg har faktisk været så skrækslagen, at jeg har sørget for kun at køre steder hen, hvis jeg har vidst, at jeg kunne komme derfra, UDEN at skulle bakke... Og hvis det har været helt umuligt at undgå, har jeg altid allieret mig med en bak-kyndig,(typisk en mand), som så har udredt miseren for mig... Pinligt.
Men ikke desto mindre sandheden.
Og HVIS det uheldigvis faldt sådan, at jeg ikke kunne undgå at bakke, og der ingen hjælp var i nærheden... ja, så har jeg siddet næsten omvendt i bilen, med nakken drejet af led, for at se bagud af bagruden, når jeg forsigtigt lagde an til en slags bakken, og jeg har kørt frem og tilbage utallige gange, for at få "lortet" til at gøre, som det skulle...

Nu kan jeg. Jeg bakker med spejlenes hjælp. Og jeg kan gøre det. Næsten hver gang, og næsten uden at skulle køre frem indimellem. YES!

Og hvad sker der så, da jeg er oppe til køreprøven? Der sker ikke en skid! Den motorsagkyndige minder mig om, at jeg skal huske at dreje hovedet og kigge bagud, når jeg skifter vognbane - men jeg får ikke besked på at bakke en eneste gang!!! Jameeen, véd I hvad??? Det eneste sted jeg skulle bakke, var inde på politigårdens parkeringsområde, da vi var færdige med at køre, og jeg skulle bare ramme ind i den afmærkede bås. Ikke engang koble fra, skulle jeg?!!
Ja, jeg spurgte selvfølgelig, om jeg skulle stige ud og koble fra, inden vi skulle lave papirerne, da vi kom retur.
"Det har jeg jo set, du godt kan"
"Hvad?" (her ligner jeg cirka et stort spørgsmålstegn i hovedet)
"Vi står jo og holder øje inde bag vinduerne"
"??"
"Ja, du kan både køre frem og tilbage med traileren, og koble til og fra, men det vigtigste er, at du kører rigtigt godt".

Så stak jeg ham osse hånden og takkede mange gange!
Velkommen i klubben

Rigtige damer har Trailerkørekort

Ingen kommentarer: