torsdag den 24. september 2009

Facebook

er både ondt og godt.
Jeg kan følge uforpligtende med i mange bekendtes liv. Og de kan følge med i mit. Hvis de gider.
Jeg skriver mange opdateringer i løbet af en dag - 3-4 gange. Og næsten hver dag starter med en "bagetilstand".
Via facebook har jeg adgang til min brasilianske udveklingsstudents interne liv. Han skriver på portugisisk. Men desværre for ham, så findes der på Google, noget der hedder "translate" - og i øjeblikket er jeg ved at lære mig selv portugisisk... Jeg er nemlig sikker på, at jeg kan lære portugisisk lige så hurtigt, som han lærer dansk. Og han får ellers undervisning 5 dage om ugen.
Han har stadig ikke lært sig mere end godmorgen, tak for mad, i lige måde og godnat.
Han interesserer sig heller ikke synderligt for det.
Det er lidt ærgerligt, synes jeg.
Så nu begynder jeg snart at kommentere hans fb-opdateringer på portugisisk.
Så kan han lære det!!

10 kommentarer:

dorthe n sagde ...

Facebook er ikke et sted for de sårbare, det er det virkeligt ikke, selv meldte jeg mig ud, egentlig bare midlertidigt, fordi jeg syntes Facebook var så hårdt socialt - folk var ikke nænsomme mod hinanden, der blev slettet og sladret og vinket og kysset og krammet og tværet næse og givet fuckfingre og ignoreret og flirtet og talk-to-the-hand og slikket røv og jeg ved ikke hvad, og jeg er ikke rigtigt skruet sammen til at synes det er ligemeget, hvordan man er virtuelt, så jeg meldte mig ud, midlertidigt, men nu tør jeg ikke melde mig ind igen, og det er jo lidt et problem, når man også laver sin litterære reklame ad den vej. Mit forlag regner med, jeg melder mig ind igen. Selv har jeg det til at stå in mente. Måske kan man faktisk godt have en litterær karriere uden at være på facebook. Vi må se. Og det er helt vildt sjovt, at han ikke tror, du kan se, hvad han skriver på portugisisk. Folkeslag som det danske, der er flersprogede, har rimeligt nemt ved at dechifrere alle germanske og latinske sprog. Stakkels dreng fra Brassilien, der tror han sladrer uden for rækkevidde af host mom. :)

mjø ;o) sagde ...

Ja. Du har ret. Man profilerer sig med sit litterære stof OGSÅ. Men fb har givet mig gamle beknedskaber/gamle venner tilbage i mit liv, nye er opstået, og jeg tror ikke, man skal tage det for mere end det er! Face - book. Fjæs - bog. For sjov, og nogen gange for meget! Så tager man en pause. Lader ting ske og ignorerer alle de kram, flirter, vink og fuck-fingre der er...
Og den stakkels dreng... han blir taget ved næsen uden at ville, og uden at vide! :o)

dorthe n sagde ...

Nej, det er der også nogen, der har sagt til mig, at det jo ikke betyder noget "det er jo bare facebook", det betyder ikke en skid, det er ligemeget. Men så længe det ikke føles sådan, altså ligemeget, så er det nok ikke ligemeget for den enkelte, vel? Det er vel individuelt, hvordan det føles, tror jeg, og det skal man have respekt for. Jeg savner opdateringen, men jeg savner ikke at være ked af at gå derind, for det var jeg, meget til sidst. Og ja, man lancerer jo sine romaner og digtsamlinger mere eller mindre delikat på facebook. Jeg overvejer stadig - men min nye bog kommer først til maj, så jeg har tid nok til at overveje, om jeg skal melde mig ind igen. skriv en opdatering på portugisisk. Han falder ned af stolen!

Kenn sagde ...

Bare fordi Facebook ikke er "ude i virkeligheden" betyder det ikke, at det er for sjov. Det er et andet medie end face-to-face, men det var røgsignaler, brevduer og telefonen jo også, da de var nye.

Og det er jo tydeligt, at Facebook, sms'er og den slags betyder noget. Folk føler jo stadig noget, uanset mediet, via hvilket der kommunikeres.

Jeg har lige undervist en 4. klasse i IT, og vi talte netop om, at man skal opføre sig ordentligt, når man sender beskeder til hinanden - både via skolens intranet og ikke mindst via sms. Vi prøver at lære børnene, at det ikke er ligegyldigt, hvad de skriver.

Jeg er ikke selv på Facebook og kender ikke normerne dér i detaljer, men uanset hvad er det svært at være ironisk, indforstået og den slags via skrevne medier. Det er nærmest umuligt at afkode, hvordan modtageren opfatter beskeder, og derfor er det "farligt" over for nogen, man ikke kender rigtig godt.

Så nej, man skal ikke lægge mere i alle "håndtegnene", end der er, men der er jo netop noget i dem. Facebook var jo aldrig blevet populært, hvis det ikke vækkede følelser i folk - fx følelsen af nærvær, selvom det er virtuelt.

dorthe n sagde ...

Helt enig. Facebook er menneskelig kommunikation og menneskelig udveksling på lige fod med alt anden menneskelig kommuniktion - og hvis ikke du bryder dig om de mere negative og smertefulde sider af det, så bryder man sig heller ikke om det 'virtuelt'. Faktisk synes jeg nogle af disse ting på sin vis er værre på Facebook, fordi alting er så offentligt derinde, så de ting der sker, sker ikke ude bag skolegårdens cykelskur - men i fuld belysning og gerne indenfor nogle sociale strukturer som man arbejdsmæssigt eller privat er afhængig af. Det er faktisk lettere hvis folk gør tingene ansigt til ansigt, for så har man muligheden for at beskytte sig og forsvare sig og forklare sig på en reel facon. Det har man ikke på facebook. Men det er ikke let at være et kommunikerende menneske. Det var der heller ingen, der lovede os, så vi prøver os jo frem og finder ud af det. Men det er godt, at der er nogen, der snakker med børnene om de nye kommunikationsformer. Hvis vi voksne synes det er svært, så kan man formode, at de også har det til tider kompliceret med det.

mjø ;o) sagde ...

Ja, og det værste er egentlig - at vi voksne osse er så frygteligt afhængige af den offentlige virtuelle kommunikation... Vi kan ikke undvære det, vi VIL ikke undvære det - mails, sms´er, blog, fb, og selv nyhedsstrømmen er online.
Se bare hér!
Vi diskuterer i det virtuelle rum, om kommunikationen bør foregå hér, virtuelt..
Jeg ved ikke om, vi skal være bange for at blotte os, at få "smæk" i cyberspace - mere end vi skal frygte det i den virkelige verden.
Nogen vil måske hævde, som dig Dorthe, at det er sværere at forsvare sig, at det er mere ondt, det der kan foregå herinde, i forhold til i "real life".
Andre vil måske sige, at det er en omgangsmåde, en form, vi skal lære at håndtere, ligesom kniv og gaffel, og at det hører med til det moderne menneskes globaliserede livsform at gebærde sig online.
Men indimellem - og jeg siger ikke hvem - er der nogen der burde tænke lidt videre end til at dele deres private liv på f.eks. fb - sproget kan oversættes, afkodes...

dorthe n sagde ...

Selvfølgelig skal man lære at håndtere det, men man skal også lære at forholde sig til det med selvindsigt, og jeg måtte indse, at jeg ikke rigtigt kunne klare mosten. Det påvirkede mig faktisk rigtig meget mentalt, så jeg måtte jo smutte. Og så er der det med blogs, at alle i det her medie potentielt set er 'friends'. Det er din blog, du skriver på den, og alle kan læse med og kommentere, hvis de vælger at gøre det. Det er jo rimelig reel kommunikation. Hvis jeg ikke kan klare at læse din blog, fordi den gør ondt eller sårer eller noget helt tredje (hvad den ikke gør, du har en hyggelig og godmodig blog), så kan jeg jo lade være at læse den. Sådan har jeg personligt været nødt til at håndtere et par blogs, simpelthen at lade være med at læse dem, men det går jo ikke som sådan ud over mit arbejde eller min vennekreds, at jeg har været nødt til at vælge det fra. Men jeg havde opbygget en del arbejdsstruktur via facebook, da jeg forlod den, så hurtigt virker mediet, og det mistede jeg, så det er ikke ligemeget om man er der eller ikke er - i hvert fald rent arbejdsmæssigt. Og helt enig, folks måde at bruge de øjne, der hele tiden kigger på facebook, kan være både kikset, pinligt og pænt grænseoverskridende. Men jeg savner opdateringerne. De var så sjove at skrive, så sjove. Får se om jeg vender tilbage en dag. Ikke for indeværende, men tak for debatten, Mjø og Kenn.

Kirsten Nørgaard sagde ...

Opdateringerne kan man bare lave på Twitter, hvor man ikke skal være "venner" og kan få lov at være mere anonym, hvis man vil. Der er virkelig mange sjove oplevelser og muligheder. Se også Nadja Pass' indlæg her: http://nadjasreflexioner.net/2009/09/24/twitter-og-facebook-opdateringer-som-daglig-skrive%C3%B8velse/

Annette sagde ...

Jeg vil kun kommentere på den unge mand... vore gode venner havde sidste skoleår en udveksl.student fra USA, og efter 2 mdr, var han ikke langt sprogligt, så måtte værtinden give ham en ordentlig opsang, det hjalp og han talte flydende dansk meget hurtigt efter. Det er måske det samme jeres unge mand skal ha, en opsang, der fortæller ham, at han jo er her for at lære og udvikle sig...og for at få det mest optimale ud af opholdet, er han jo nødt til at kunne sproget.
Ved at kommentere på portugisisk, kan han sikkert "vækkes" så han siger mere end "godmorgen"...Men måske bunder det i, at han måske er genert og helst vil kunne sproget mere perfekt før han lukker munden op...Det er ikke til at vide...

mjø ;o) sagde ...

Annette: Nej det er absolut ikke til at vide - jeg har lovet mig selv længe nu, at han skal have en opsang - han skal tage sig sammen skal han - og fb hjælper absolut ikke på det danske. Jeg véd godt, at det er svært med dansk (og kinesisk, som han påstår er nemmere!!) men han gir det ikke en chance, - og vi er måske for dårlige til at snakke dansk og KUN dansk. Men det er svært i en travl hverdag, at stå og stave ordene for ham, når man skal skynde sig videre - så er det nemmere at fyre det hele af på engelsk.. tsk tsk - han må oppe sig må han!