sagde hun, Ældstebarnet, mens hun lå på langs og blev skåret i af en kirurg, under den ene arm, hvor en kosmetisk knude skulle fjernes... "Dårlig??? Nej, søde barn, nu blir du bare hér hos mig", var mit svar (og hvis der er nogen der blir dårlige, så er det mig!!!, tænkte jeg).
Det hele tog mindre end 20 minutter, og hold da op, hvor hun skreg, og hver gang hun sagde auuuvvvvv, skar det dybt i mit hjerte!
Tapperhed er ikke en dyd i vores familie, vi må gerne både græde og skrige av, og jøsses, som hun havde lært på lektien!
Og så sagde hun undskyld!
Ja, gu gjorde hun så!
"Du må undskylde, hvis jeg skreg lidt højt", sagde hun til sin banemand, kirurgen - og jeg stod måbende ved siden af, og tænkte at hun godt nok var sej, jeg havde hylet som en pisket, hvis det var mig, der havde ligget dér, og ikke været ordentligt lokalbedøvet, inden han begyndte at skære...
Om 10 dage skal hun ha stingene fjernet - det gør osse lidt ondt, ved jeg af erfaring - og hun får et lille tyndt ar under den ene arm. Det er bedre, end at have en stor bule. Det var vi trods alt enige om, Ældstebarn, moren og kirurgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar