mandag den 26. september 2011

Infomedia

er et medie, der informerer andre medier og forlag om, hvem der har skrevet hvor og hvad.
Jeg fik en mail med info fra infomedia om Fællesspisning... Udover de fire ud af fem i Flensborg Avis, har jeg været anmeldt på Lolland Falster. Her er man ikke ovenud begejstret. Jeg får tre ud af seks - det er i og for sig meget godt, sådan mediumagtigt, men hvorfor man ikke kan lide mine historiers slutninger, forstår jeg ikke helt. Måske er det i virkeligheden forskellen på vestjysk og lollandsk kultur, der her spiller ind.
Døm selv:
"Her lyser Marianne Jørgensens fortælleglæde i fuldt flor, ligesom personskildringerne er overbevisende.
Men selv om novellerne som udgangspunkt er realistiske, har flere af dem et anekdotisk præg, og i nogle tilfælde er det, som om forfatteren har problemer med at få dem afsluttet. Adskillige af novellerne tynder ud i stedet for at stige eller slutte overraskende. Historien om landmanden, der med ængstelse venter sin kone hjem under en voldsom snestorm, er skrevet som en enerverende thriller, der på grund af slutningen falder sammen og fuser ud.
Og en historie som den om ægteparret, der kommer til byen for at reparere beboernes symaskiner, er glimrende - helt til den tynde utilfredsstillende slutning."
Det er da godt, at de ikke er håbløse, men kun håbløse i slutningen...

2 kommentarer:

Lotte Bliddal sagde ...

Sødeste Marianne
Jeg tror, du har ret - der er stor forskel på kulturene rundt om i Danmark.
Og egentlig så er der tale om gode historier - vi skal åbenbart blot hoppe over slutningerne, hvis vi vil have, at disse skal være dårlige eller overraskende...
Personligt tilhører jeg gruppen af mennesker, som helst vil have en Happy End, så hvis flertallet er som jeg er, så har vi med andre ord noget at glæde os til :-))))
Kærlige hilsner
fra Lotte

mjø ;o) sagde ...

tak for de ord, Lotte! Ja, kulturer er forskellige og heldigvis for det; mangfoldighed er en dyd. Det er bare lidt underligt, når man selv synes noget fungerer godt, at se det nedtonet i andres optik. Men det kan jeg så lære af! Og det er selvfølgelig også meningen med det hele - at lære og blive klogere!! (Tre stjerner er nu ikke helt dårligt, og anmelderen roser jo også indimellem! Heldigvis)