onsdag den 5. oktober 2011

Familie Journalen

har i denne uge, 40, Fællesspisning som månedens bog. Og en dobbeltsidet artikel incl. billeder af Fruen på Kjeldgård i diverse positurer. Jeg er ikke fuldt ud tilfreds med de billeder - men som Bondemanden lakonisk kommenterede: "Jamen, sådan ser du da ud?"
Og man kan sådan i sin stille sjæl tænke, at Fam. Journalen er for gamle damer, mormødre og slige ældre tanter, men min veninde mener, at Fam. Journalen kommer med alderen: Læsebriller, ondt i ryggen, børn på universiteter, gymnasier, efterskoler. Ja, nu har jeg endnu til gode at se mine på universitetet, men veninden har ikke mindre end TO på en højere læreanstalt, og jeg kunne vel reelt ha haft det samme, hvis de ellers var kommet lidt før ud i verden.
Ak, ja, og regeringen består nu af lutter unge folk - i forhold til mig og min alder - den yngste er 26 år gammel, SF´er og skatteminister!
Måske skulle man tage konsekvensen?
Anskaffe sig et par briller, indse at ryggen er træt, og stoppe med sine drømme om, at man er evigt ung...
Nå, anyway. Jeg kæmper en kamp i motionscenteret 2-3 gange i ugen - for dog at genoprette lidt af den hen-over-sommeren tabte form og figur. Lidt ung har man vel lov at være?

Ingen kommentarer: