mandag den 19. december 2011

Julegæst

I dag har jeg været julegæst på P4 midtvest. Jeg skulle medbringe en gave, indpakket, og ja, jeg havde selvfølgelig en bog med. Fællesspisning. Ikke fordi vi skulle snakke om dén, men fordi jeg gerne giver bøger i julegaver, og fordi vi i min familie har en tradition med at læse historier for hinanden i Julen. Siden min barndom har min far hvert år til julefrokosten 1. Juledag, læst en bestemt historie højt. Lille Jubbers Jul af Finn Gerdes. Jeg ved ikke, hvornår den er skrevet, men jeg skyder på engang i 50´erne. Den er ikke speciel morsom, men det blir den, når det er gentagelsens fryd og fars fraseringer, der ligesom "bærer historien" igennem. Jeg elsker at høre den! Og nu, hvor det er mig der styrer slagets gang til diverse julefrokoster, ynder jeg at læse enten Lille Jubber eller en anden historie op som underholdning i pauserne mellem retterne.
Anyway - julegæsten (undertegnede) og Peter Stefansen på DRP4 midtvest snakkede i små tretten minutter om det her med traditionerne, glæden og forventningen til, hvad der skal ske i julen. Og jeg må ærligt sige, at jeg var glad for dét, jeg fik sagt. Det kan godt være svært at være direkte i radioen. Men vi nåede hele vejen omkring, og jeg synes julens budskab, eller det, julen er for mig, nemlig familien der er samlet, fællesskabet og omsorgen for hinanden, blev godt afrundet.
I morgen skal vi hente efterskolebørnene hjem på Juleferie. Der er også traditioner på efterskolerne. Vi skal se opvisning på Bjærgsnæs, synge og spise æbleskiver, og på Salling er der Luciaoptog, sang og juletale. Dét glæder jeg mig til.

2 kommentarer:

Kenn sagde ...

...som man kan høre under Julegæsten 19 hos P4 Midt & Vest.

*<|:-)

mjø ;o) sagde ...

altså, Kenn - det er lige før, jeg skal hyre dig en ½ time eller to, så du kan lære mig tricket? Endnu engang, tak fordi du læser med, og kan rette ind og tilføje mine manglende links!!!