mandag den 10. november 2014

En af Jussis udvalgte Bogforum 2014

 


For seks uger siden blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville være med til at åbne Bogmessen i Bellacenteret, sammen med Jussi Adler Olsen. I seks uger, har jeg båret på den hemmelighed, at Jussi Adler Olsen ville bruge en del af sin åbningstaletid til den 23. bogmesse, på at fremhæve alle de andre forfattere, som også skriver bøger, som måske skriver bedre bøger end Jussi selv, men som får uendeligt lidt opmærksomhed i pressen. Jussi er et generøst menneske. Han fremhævede os, fortalte på scenen, fra talerstolen, at vi var anerkendte, men ukendte, og det burde der laves om på, således at vi også kunne få en plads på øverste hylde! Det var helt vildt! Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har prøvet noget lignende. Jeg er beæret og glad. Meget, meget glad. Ikke kun fordi Jussi synes ,jeg var æren værdig, men også fordi jeg fik mulighed for at opleve at stå i berømmelsens skær og se, hvad det gør. Primært vil jeg sige, at jeg ligner en glad julegris. Jeg smiler over hele femøren på alle de billeder, der blev taget den formiddag, og jeg har helt ondt i kæberne endnu, af at grine og smile!
 
Det er mig, anden række, længst til højre, rødt hår... på ovenstående billede....
og på nedenstående billede, på scenen, med bog i hånd, er jeg nummer fem fra både højre og venstre.
De andre hedder, fra venstre: Mette Sø, Anita Lillevang, Per-Oluf Johansson, Inger Gammelgaard Madsen, (mig selv, sagde hunden), Rune Stefansson, Ulla Taylor, Jussi Adler Olsen (!!!) og Brian Ørnbøl. Den røde silkesnor er netop blevet klippet, af os alle, synkront, med de mest elendige små børnesakse, man kan tænke sig. Men effekten udeblev ikke. Vi åbnede Bogforum 2014. Det var vildt!


2 kommentarer:

Eva sagde ...

Man kan sige meget om Jussis eksponering, men han gør meget for, at det ikke skal kamme helt over. Jeg fulgte med på afstand (DR´s hjemmeside....) og hørte ham sige rigtig mange fornuftige ting både om andre forfattere og om sig selv.

Og så vil jeg glæde mig til at læse din nyeste :)

mjø ;o) sagde ...

Tak, Eva!
Jussi´s den grænseløse er ude i et første oplag på 230.000 stk. Det er sådan noget, vi andre slet ikke tør tænke - hvis vi udkommer i 1000-1500 eksemplarer er vi glade! Og helt vildt er det, hvis der er mere end 2000!
(Der skal 5000 til, førend man kalder det en bestseller!)
Jeg tænker, at Jussi med sin åbningstale og det, at vi 8 udvalgte stod med ham på scenen, satte fokus på alt andet end sig selv, og formåede at gøre det på en fin måde! Selvfølgelig bruger han os i en slags markedsføring af Jussi - men når det gøres på dén måde, så er det helt fint med mig!!