tirsdag den 14. april 2015

Definér lykke!

At være glad, opstemt, veltilpas, afbalanceret.
Dét var Bondemanden på sin fødselsdag. Klokken 0650 sad han foran havregrynene og åbnede sine fødselsdagsgaver: nye sko og ordet Bondemanden fra Middelboes Ordbutik. Han var vældigt tilpas. Smilede og grinede, åd sine gryn, delte de sidste skefulde med Sørøver Sally, som traditionen foreskriver - og væk var han! UD, ud, ud...
Klokken 9 var han igen for bordenden, men ikke med samme smil om læberne, som før syv.
Resten af dagen var han ude. Vi så ham ikke. Hverken til frokost eller eftermiddagskaffe, eller aftensmadstid, eller aftenskaffe.
Det var aftalt, at det var sådan, det blev. Ingen måltider, ingen gæster. Ingen sure miner.  Ingen forgæves venten.
Vi andre tog til børnefødselsdag, fordi vi var inviterede, spiste kage og drak chokolade, fik fødselsdagsmiddag.
Og Bondemanden kørte med traktoren foran såsættet, der nu har sået de første 11 ha spinat i et perfekt såbed.
Han var lykkelig. Glad. Opstemt. Veltilpas og afbalanceret, da han ved midnatstid kom ind og gik i bad, og direkte i seng.
Definér lykke?
Svaret er: Bondemand efter veloverstået såning af spinat!
Og vi andre? Vi prøvede at glemme, at det var noget, han havde valgt selv, og vi prøvede at glemme, at vi ikke skulle have dårlig samvittighed over, at der hverken blev fejret det ene eller det andet, eller at vi tog i byen, eller at der kom gæster, som ikke fik kage eller chokolade, men kun en kop glat kaffe, og det var dét!
Definér lykke...

Ingen kommentarer: