Jeg begynder så småt at kunne se foråret. Der er krokus-blade-spidser på vej op i rosenbedet mod vest, og flere vintergækkespirer har lindet jordskorpen. Lyset er vendt tilbage. Og om små tre uger synger Lærken. Så blir hun 18 år, bilist og bragende selvstændig.
Det er forunderligt som netop Kyndelmisse og fødselsdage, mærkedage i det hele taget, betyder noget for os. Jeg er ikke god til at huske - jeg har udviklet en hjernestrategi, der går ud på at tænke fremad, og ikke dvæle alt for længe ved det, som allerede er overstået. Jeg kan ikke huske hvilke vintre der har været strenge, kan ikke huske vejret på børnenes fødselsdage, kan ikke huske festen, eller hvem der fik hvad i gave. Tilgengæld er jeg god til at huske det mest ubrugelige af alt: Tal. Telefonnumre. Postnumre. Fødselsdage. Ting som man ret beset bare kan skrive op, og derfor ikke behøver at gå rundt og huske på.
Men jeg kan godt huske, hvor jeg skal kigge efter forårstegnene - og i disse dage kigger jeg rundt om hushjørnerne... Om tre uger er det forår! Så fylder Lærke år....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar