tirsdag den 29. januar 2008

Der kom en sms

da jeg var på vej hjem fra Hammerum i går eftermiddags!
Sms´en var fra Vibse i Ribe, der lige ville spørge mig, om jeg havde antaget en ny søn, for hun kunne læse i Familie Journalen, at jeg har en søn, der hedder Jesper!
Nu blev JEPPE så liiige lidt vred over navneforvirringen, så nu har vi besluttet at kalde ham for Jesper, når han er dum, og hvis han bliver helt umulig, kalder vi ham for Leif!
Navneforvirringen kan dog ikke pynte på billedet af faderens halvskaldede isse - "godtogvel-trimmet", som det lød ved morgenkaffen! Billederne viser dog undertegnede i pæne udgaver, og med rigtigt navn!
Dér har de alligevel været heldige! Tak for det!

12 kommentarer:

dorothe sagde ...

Du skal ALTID bede journalister om lige at sende artiklen hjem til dig til en lille gennemlæsning. De skriver med arme og ben, du.

Jeg har engang heddet DOROTHE udenpå en bogudgivelse. DOROTHE. Dét fatter man simpelthen ikke, kan gå galt. Udenpå EN BOG! EN BOOOOOG! Jeg synes det er sjovt nu, men lige da jeg så det havde jeg det lidt ligesom Jesper, øh, Leif.

mjø ;o) sagde ...

Jeg HAR haft artiklen til gennemlæsning - og dengang stod der JEPPE! i artiklen. Ellers havde jeg da straks rettet det til Leif!
Jeg hed engang Mariane, uden på den samme bog! Det lød, som om vi kom fra et meget tidligere århundrede - havde meget gamle navne - syntes jeg dengang. I nyere udgaver af samme antologi er vores navne rettet! Nu hedder du Dorthe og jeg Marianne.
Men det er lidt utroligt hvad et enkelt o eller et manglende n kan gøre i en tekst/navn!

dorothe sagde ...

Er der kommet nye udgaver af den antologi? Hov?! Jeg fik et lille honorar for første oplag, men husker ikke, om der stod noget i kontrakten om at de så bare måtte trykke videre efter behov?

Hvornår kom der nyt oplag? Og hvor mange kom den i?

Jeg er helt forvirret nu. Den kom også pludselig som lydbog uden at nogen af forfatterne blev informeret. Meget mærkeligt og kan man se det på min biblioteksafgift. Det er mange spørgsmål. Ved det godt. Men.

mjø ;o) sagde ...

Det var på lydbogsudgaven, de to gamle navne var rettede til de moderne udgaver... Jeg tror du har fået biblioteksafgift for lydbogen. Så vidt jeg husker, kan jeg se den optræde på min.
Kontrakten kan jeg ikke huske, men honoraret var 15 frieksemplarer, som jeg har foræret væk til Gud og hver mand!

stadig dorothe i hjertet sagde ...

Jeg valgte de tusind kroner i honorar og fik 2 udgaver, hvoraf jeg beholdt ene og gav den anden til min mor. Det var så den bog.

Nå, men så forstår jeg bedre, det med lydbogen.

mjø ;o) sagde ...

Ja, man forstår stadig ikke det med Jesper, vel? ... ;o)

d sagde ...

Det var nu ikke noget med navnet,der gjorde at jeg valgte at tage honoraret og ikke de 15 frieksemplare. Som forfatter, der forsøger at leve af det, hjælper 1000 kroner bare bedre til at betale huslejen end 15 frieksemplarer. Sådan er den skrivende virkelighed. Det er fint nok. Penge betyder ikke så meget for mig, men det irriterer mig ofte i vores branche at alle honorarer skal gives i blomster, rødvin og frieksemplarer. Giv mig kontanter. MIn bank er skideligeglad med en førsteudgave.

mjø ;o) sagde ...

Og rødvinen kan kun bruges, når man begræder det faktum, at man er fattig og lever af havregryn syv dage om ugen - frieksemplarerne kan man måske medbringe når nogen inviterer en på middag, i forståelse af ens begrædelige økonomiske situation...

d sagde ...

Det er sandt: I perioder har min økonomi været sådan, og folk med fast indkomst begriber det ikke. Men det er sådan. Og jeg er ikke medlem af a-kasse, kan ikke få bistandshjælp etc. Nogle gange er de femhundrede kroner man står med i rødvin dybt frustrerende fordi man har mere brug for de femhundrede. Det er sandt. Jeg er på ingen måde ironisk. Det er jo ligemeget når man har det arbejde man vil have, og er villig til at tage, at der er udsving på det, og det er jeg. Lyse tider viser sig nok. Men folk syn på honorarer til forfattere er meget mærkelige. Jeg får også af og til henvendelser fra folk, der inviterer mig til at fortælle om mit forfatterskab, men de vil ikke betale noget for det. 4 ud af 5 henvendelser på foredrag om mit forfatterskab ender med at folk bliver forbavset over, at jeg kræver honorar, hvorefter de ikke vil have noget foredrag alligevel. Er det ikke sindssygt?

mjø ;o) sagde ...

Jo, det virker ret groteskt! Jeg har kun én gang, i nyere tid, ladet mig besnakke til en halvering af mit honorar, og det var lige præcist en, der var litterært interesseret, og ville have mit foredrag skulle handle om "forfatteren Marianne Jørgensen"... ellers plejer min målgruppe at honorere mine krav, og det er jeg temmeligt taknemmelig over og for!

d sagde ...

Præcis! Hvis det er forfatterskabet - så vil de ikke betale.

Jeg blev for nyligt spurgt af en, der fuldstændig i overensstemmelse med den holdning til forfattere, hed Grabas. Det kan jeg stadig more mig helt vildt over.

Men altså, jeg lader mig ikke besnakke længere. Det er penge ud af vinduet for mig at køre til langbortistan for ingen penge, spilde en dag på det, selvom de menensker man holder foredrag for kan være videbegærlige, søde, klog og dejlige at tale for. Men man går jo heller ikke bare ind til bagerne og tager brødet og går ud igen.

Jeg vil have honorar, ellers bliver jeg hjemme.

Er der aldrig nogen der i det andet regi (landbrugsforedragene) vil træges med dig? Det er sgu da godt at høre.

mjø ;o) sagde ...

Jo, det er der da, i sagens natur.... når det er bønder, vi arbejder med, men jeg er efterhånden RET overbevist om, at jeg ikke gider arbejde en hel dag for mine blågrønne øjnes skyld, og det plejer at hjælpe på forståelsen, hvis nogen ville tinge om prisen....